Alle kan få skader på akillessenen, men nogle mennesker er mere udsatte end andre. Faktorer, der øger sandsynligheden for akillessenebetændelse og andre senebesvær, omfatter bl.a:
- En ændring i atletens træningsskema og/eller intensitetsniveau, f.eks. ved at tilføje yderligere et par kilometer til en daglig løberutine eller deltage i plyometriske øvelser, der kræver eksplosive bevægelser, f.eks. burpees eller box jumps
- En ændring i spilleunderlaget, f.eks. når en tennisspiller skifter fra at spille på græsbaner til lerbaner, eller når atleten skifter fodtøj
- Stramme eller svage lægmuskler kan overstrækkes, hvilket resulterer i blødtvævsskader.
- Overdreven pronation, defineret som rulning indad på foden, når man går eller løber
- Kronisk ankelinstabilitet eller en tilbagevendende “eftergivenhed” eller rulning af anklen
- Diskrepans i benlængden, selv om den er ganske lille, kan få kroppen til at kompensere og udsætte blødtvævsstrukturer som akillessenen for risiko for skader
- Hvis man regelmæssigt bærer høje hæle, kan det forkorte akillessenen, hvilket gør den mere udsat for skader
- Overdreven træning, især løb på bakker, udsætter akillessenen for gentagne mikrotraumer, der kan lægge sig sammen til en symptomatisk skade
- Stigende alder (over 30 år) bidrager til nedsat blodforsyning til senerne, hvilket gør dem mere udsat for skader
- Brug af fluoroquinolon-antibiotika, såsom ciprofloxacin (Cipro), gemifloxacin (Factive) eller levofloxacin (Levaquin), giver en person en midlertidig risiko for seneskader1
- Højbøjede fødder er forbundet med en højere risiko for at udvikle akillessenenopati
- Visse typer af gigt, såsom ankyloserende spondylitis eller psoriasisgigt, kan også give en person en større risiko for akillesseneopati2
Patienter med en eller flere risikofaktorer for akillesseskader, der oplever tilbagevendende smerter eller svaghed på bagsiden af hælen eller anklen, anbefales at søge læge.
Se de 2 almindelige typer af hælspore
Akut skadesrisiko
Akillessenen kan rives eller briste som følge af et enkelt hårdt idrætstræningspas, et pludseligt skub (dvs, når en atlet starter et løb) eller en pludselig ændring i retning.
Ridninger eller rupturer i akillessenen er mest forbundet med akutte skader. Men kronisk tendinopati kan udvikle sig, når flere revner eller akutte inflammatoriske tilstande ikke heler, hvilket nogle gange kan forekomme, når atleterne er uvillige eller ude af stand til at tage passende hvileperioder efter en skade.3
- 1.Schepsis A.A., Jones H. og Haas A.L.: Achilles tendon disorders in athletes. Am J Sports Med 2002; 30: pp. 287-305
- 2.Wright M, Tidy C. Achilles tendinopathy. Patient. Jan 2014. tp://www.patient.co.uk/health/achilles-tendinopathy. Tilgået den 9. oktober 2014.
- 3.Griffin M, Andrews J, Cole B, Maffulli N, Mandelbaum B, Rodeo S, Silvers H. Tendinopathy treatment tips. AAOS Now. Oktober 2010. http://www.aaos.org/news/aaosnow/oct10/clinical1.asp . Tilgået den 1. oktober 2014.