Baggrund og formål: Translationelle mobiliseringsteknikker anvendes ofte af fysioterapeuter som en intervention for patienter med begrænset bevægelsesområde (ROM). Der mangler imidlertid konkret eksperimentel støtte til en sådan praksis. Formålet med undersøgelsen var at evaluere effekten af simuleret dorsal og ventral translationel mobilisering (DTM og VTM) af det glenohumerale led på abduktions- og rotations-ROM’er.
Metoder: Fjorten friske frosne skulderprøver fra 5 mænd og 3 kvinder (gennemsnitsalder=77,3 år, SD=10,1, range=62-91) blev anvendt til denne undersøgelse. Hver prøve gennemgik 5 gentagelser af DTM og VTM i scapulaplanet simuleret af et materialeprøvningssystem (MTS) i hvilestilling (40 af abduktion i neutral rotation) og i abduktionens slutområde med 100 N kraft. Abduktion og rotation blev vurderet som de vigtigste resultatmål før og efter hver mobiliseringsprocedure, der blev udført og overvåget af MTS (abduktion, 4 N m) og af en servomotor fastgjort til stemplen på MTS’s aktuator (medial og lateral rotation, 2 N m).
Resultater: Der var stigninger i abduktions-ROM for både DTM (gennemsnit = 2,10 , SD = 1,76 ) og VTM (gennemsnit = 2,06 , SD = 1,96 ) ved slutpositionen. Der blev ikke fundet nogen ændringer i hvilestillingen efter samme procedure. Der blev også fundet små stigninger i lateralrotations-ROM efter VTM i hvilestilling (gennemsnit=0,90 , SD=0,92 , t=3,65 , P=,003 ) og i medialrotations-ROM efter DTM (gennemsnit=0,97 , SD=1,45 , t=2,51 , P=,026 ) ved abduktionens slutrækkevidde.
Diskussion og konklusion: Resultaterne viser, at både DTM- og VTM-procedurer anvendt ved abduktionens slutområde forbedrede glenohumeral abduktionsbevægelsesomfang. Det kunne ikke afgøres, om disse ændringer ville resultere i forbedret funktion, fordi der blev anvendt en kadavermodel.