Jeg hører igen og igen: “Wow, jeg ved ikke, hvordan du gør det.” Ærligt talt, som mor til enæggede tvillingebørn, er der dage, hvor jeg heller ikke aner det. Og alligevel lykkes det mig på en eller anden måde at holde mit dyrebare par elsket og fodret og i live, så … hurra for mig!
Tvillingforældre er dobbelt velsignede, men med firedobbelt så meget stress, især i de konstant skiftende baby- og småbørnsår. Selv om belønningerne ved at opdrage tvillinger langt opvejer udfordringerne, er det stadig et virkelig hårdt job, som kræver hurtig tænkning, dyb indånding og bare dine typiske superkræfter i hverdagen.
Så hvordan klarer vi badass-mamas at håndtere to på én gang? Tja, til at begynde med…
Vi gør, hvad vi er nødt til at gøre. Alle disse filosofier om mindful parenting og hjerneudviklingsstudier er gode i teorien. Hvis jeg havde ét barn, ville jeg helt sikkert tage mig tid til tålmodigt at forklare, hvorfor vi ikke løber på vores bror med en skruetrækker. Desværre er det dog sådan, at det er abe-se, abe-gør her omkring, og problemerne opstår hurtigt. Tvillinger er altid ude på en eller anden form for ballade, ikke fordi de af natur er slemme børn, men fordi de har en konstant partner i kriminalitet. Så ja, jeg er nødt til at råbe af mine børn, når de begge er på vej til at gøre noget farligt. Og ja, når vi går ture, har de yndige rygsække med tøjdyr på (også kendt som snor), så jeg kan slappe af under vores gåtur i stedet for at stresse over blindgyder og indkørsler. Deres engang så yndige børneværelse ligner nu et sindssygehospital, der er blevet skåret ned til intet andet end møbler og nøgne vægge, efter at de har revet billeder ned, revet knopper af og dinglet fra væghylder under lurens tid. Åh, og de ser mindst to timers tv om dagen, fordi… fordi det er lærerigt. Også fordi jeg er træt.
Vi får en træning. Du ved, hvordan børn bliver, når de vil holdes hele tiden? Jamen, forestil dig, at lige når du lægger et ned, så beder et andet om at blive taget op? Og så er det “Også mig, mor” og “Det er min tur” og så videre og så videre, indtil du til sidst er sådan: “Okay, nu er det nok!” Nogle dage sværger jeg, at jeg bruger i alt omkring en time på at bære 30 pund af en lille dreng. Så, ja, mine arme er ret slidte… et sted under fedtet. Jeg får også noget god cardio ind, når jeg jagter det ene lille barn ned ad fortovet med den anden fyr under armen.
Vi har sat dem på et skema. Hvis vi er kloge, så gør vi det. Fra det øjeblik, jeg bragte mine drenge hjem fra hospitalet, var de på en streng spise- og soveplan. Når den ene vågnede for at blive ammet, fik vi den anden op. Vi skabte en hel rutine for sengetid, som vi stadig bruger den dag i dag. Til sidst lavede vi også noget søvntræning. Med tvillinger er man nødt til at få dem til at spise og sove på samme tid, ellers vil man være oppe 24 timer i døgnet. Det er ikke godt for dig, hvilket igen ikke er godt for dem. Selv nu sætter jeg mine drenge på deres værelse til “stille tid” hver dag, uanset om de vælger at tage en lur eller ej.
Vi lader dem græde. En af de sværeste ting for tvillingemødre at håndtere er den skyldfølelse, vi har over ikke at kunne give hver af vores tvillinger 100 procent. Der er kun én af jer, så når begge babyer vil have en flaske eller begge har brug for at blive holdt eller begge har en bøh-buh, er der som regel nogen, der må vente. Det er især hårdt i det første år, hvor dine børn er præverbale og ofte græder for at tilkendegive deres behov. Det betyder, at du er nødt til at lytte til dine børns klynkerier og bønner mere, end du gerne vil, fordi der bare ikke er nok af dig til alle. Vi vænner os dog til det og lærer i sidste ende, at det ikke er verdens undergang at lade dit barn græde lidt.
Vi beder om hjælp. Måske har forældre til enlige børn den luksus at lade som om, at de har styr på det hele, men tvillingemødre gider næsten ikke engang. “Ja, for fanden, jeg er ved at falde fra hinanden, vær sød at hjælpe mig,” indrømmer vi skamløst. Så hvis en anden mor henvender sig til os i Target og spørger, om vi har brug for hjælp til at få vores skrigende toårige børn ud i bilen, håber vi, at hun mener det, for vi accepterer det, for pokker da. Hvis vi skal køre den ene tvilling til lægen, spørger vi mormor eller en nabo, om de kan passe den anden. Kommer en ven forbi for at besøge vores nyfødte tvillinger? Kan hun købe en pizza på vejen?
Vi holder fast i vores holdning. Jeg indrømmer, at når et barn klynker og surmuler og kaster sig på gulvet på dramatisk vis, har man lyst til at give efter. Ville det ikke være meget nemmere bare at give ham den karton guldfisk i Costco-størrelse, som han bad om? Børn kan dog lugte svaghed. De finder dit bløde punkt og prikker til det. Og to af dem, der arbejder sammen? Glem det. De vil bare slide dig op til underkastelse med dobbelt så mange bønner, skrig og gråd og grædeanfald. Det er to mod en, og de er seje. Så tvillingemødre skal bare være endnu hårdere. Hvis vi siger “nej”, mener vi det, og vi holder fast ved det og står fast. Hvis ikke, vil de løbe over os.
Vi tager pauser. Alle forældre har brug for “mig-tid”, uanset om man er hjemmegående eller arbejder. Med tvillinger er det endnu vigtigere, fordi man er eksponentielt mere stresset. De fleste tvillingemødre, som jeg kender, har ingen betænkeligheder ved at tage et par timer for at få vejret, læse en bog eller få en pedicure. Nogle gange går vi bare rundt i supermarkedets gange i en tilstand af fredelig lykke. Mens jeg kender masser af mødre, der føler sig skyldige, ja, endog egoistiske, når de tager sig af sig selv, griber tvillingemødre mulighederne for selvforkælelse.
Vi gør kun det, vi kan klare. Jeg kender nogle utrolige tvillingemødre, som kan tage deres børn med på legepladsen og i forlystelsesparker alene, gå gennem indkøbscentret med deres små børn slentrende ved deres side. Men ikke mig. Nej, det gør jeg ikke. Der var en periode, hvor jeg ikke kunne tage mine drenge med i parken alene uden en eller anden hjertestoppende hændelse. For eksempel, lige som jeg var færdig med at hjælpe det ene barn over en høj balancebjælke, så jeg det andet barn, der hang i et rebnet på den anden side af legepladsen. Det var for stressende. Det var for meget. Nogle gange gik jeg grædende derfra. Så jeg holdt op med at tage dem med i parken alene i et stykke tid. I dag tager jeg dem heller sjældent med i supermarkedet. De plejede bare at pege på alle frugterne og grøntsagerne og sutte de der babymadposer. Nu er det den forreste, der vælter kiksæsker ned fra deres siddepind, mens den anden tramper på druerne bagved. Kan du huske den pause, jeg beskrev, hvor jeg vandrede rundt i gangene alene? Ensomhed på markedet er som en spa-dag. Jeg handler også online, når jeg kan, og for alt det, jeg kan.
Vi omfavner det fantastiske forhold mellem vores tvillinger. Hvor udmattende det end kan være at opdrage tvillinger, så er forholdet mellem dem virkelig fantastisk at se. De delte en livmoder, og nu deler de et liv og oplever alle nye opdagelser og eventyr sammen. Mine tvillinger har ikke deres eget sprog eller føler hinandens smerte (så vidt jeg ved), men de kan lide at holde hinanden i hånden, når de går, og nogle gange sover de en lur med armene om hinanden. Jeg kommer ofte ind på deres værelse om morgenen og finder dem i hinandens senge, hvor de gemmer sig for monstre eller bjørne eller andre nye væsner, som deres fælles fantasi har opfundet. Når jeg klipper deres negle eller vasker deres hår, vil den ene af dem ofte advare mig om at “være blid mod min bror”. Hvis den ene vil have flere blåbær, vil hans tvilling give ham sine blåbær. På trods af deres identiske udseende er de to meget forskellige, meget adskilte små individer. Og alligevel er de forbundet, de er bundet sammen, så tæt som to mennesker kan være hinanden. Så selv om vi er trætte, ved vi tvillingemødre også, at vi er så heldige at være på forreste række i dette kærlige, unikke forhold. Det er det, der får os igennem de meget lange dage. Det er sådan vi gør det.