Hvordan journalen skal klassificeres er blevet omdiskuteret. Den blev oprindeligt præsenteret og læst som et ikke-fiktivt værk, men i 1780’erne blev værkets fiktive status accepteret. Debatten fortsatte om, hvorvidt Defoe kunne betragtes som værkets forfatter snarere end blot som dets redaktør. Edward Wedlake Brayley skrev i 1835, at The Journal er “eftertrykkeligt ikke en fiktion, ikke baseret på fiktion … det er en stor uretfærdighed mod hukommelsen at fremstille den på denne måde”. Brayley gør sig umage med at sammenligne Defoes beretning med kendte bona fide-beretninger som Loimologia af Dr. Nathaniel Hodges (1672), Samuel Pepys’ dagbog og Thomas Vincents God’s Terrible Voice in the City by Plague and Fire (1667) samt primærkilder. Dette synspunkt blev også indtaget af Watson Nicholson – som skrev i 1919 – der hævdede, at “der er ikke et eneste udsagn i Journal, der er relevant for historien om den store pest i London, som ikke er blevet bekræftet”, og at værket derfor kan betragtes som “autentisk historie”. Det er, ifølge Nicholson, “en trofast registrering af historiske kendsgerninger … var således tiltænkt af dets forfatter”. Mindst én moderne litteraturkritiker, Frank Bastian, har været enig i, at “de opfundne detaljer er … små og uvæsentlige”, og at Journalen “står tættere på vores idé om historie end på fiktion”, og at “enhver tvivl, der er tilbage, om hvorvidt den skal betegnes som “fiktion” eller “historie”, skyldes de tvetydigheder, der ligger i disse ord.”
Andre litteraturkritikere har hævdet, at værket bør betragtes som et værk af fantasifuld fiktion, og at det således med rette kan betegnes som en “historisk roman”. Dette synspunkt blev indtaget af Everett Zimmerman, som skrev, at “Det er intensiteten i fokuseringen på fortælleren, der gør A Journal of the Plague Year mere som en roman end som … historie”. Faktisk er Defoes brug af fortælleren “H.F.” og hans indledende præsentation af dagbogen som værende erindringer fra et øjenvidne til pesten det største stridspunkt for kritikere, der betragter den mere som en “romance” – “one of the peculiar class of compositions which hovers between romance and history”, som den blev beskrevet af Sir Walter Scott – end som en historisk beretning. Walter George Bell, en historiker om pesten, bemærkede, at Defoe ikke bør betragtes som historiker, fordi han bruger sine kilder ukritisk.
Scotts noget tvetydige syn på Journalens karakter blev delt af Defoes første større biograf, Walter Wilson, som i Memoir of the Life and Times of Daniel De Foe (1830) skrev om den, at ” has contrived to mix up so much that is authentic with the fabrications of his own brain, that it is impossible to distinguish one from the other; og han har givet det hele en sådan lighed med det frygtelige original, at det forvirrer skeptikeren og omslutter ham med sine fortryllelser.” Ifølge Wilson er værket en “alliance mellem historie og fiktion”, hvor det ene hele tiden forvandler sig til det andet og tilbage igen. Dette synspunkt deles af John Richetti, der kalder Journalen for en type “pseudohistorie”, en “tykt faktuel, endda groft sandfærdig bog”, hvor “fantasien … flammer lejlighedsvis op og dominerer disse fakta.”
Disse alternative konceptualiseringer af Journalen – som fiktion, historie eller historie-kum-fiktion – eksisterer fortsat.