Elaine Mays “A New Leaf” er en kærlighedshistorie om disse to mennesker, som har desperat brug for hinanden, selv om han ikke ved det. Matthau spiller en aldrende bon vivant, der har spildt sin formue og får at vide af sin butler, at han har få valgmuligheder: Selvmord, måske, eller at gifte sig med penge. Han har ingen evner eller ambitioner, og arbejde ville naturligvis være udelukket. Han har viet sit liv til at leve det komfortabelt og med stil. Det fortæller hans butler ham, mens han tager sin fløjlsrygerjakke på: “De har i Deres egen levetid bevaret en livsstil, der var død, før De blev født.”
For at gå endnu videre låner han 50.000 dollars i seks uger af sin rige onkel, en slags homoseksuel rabelaisianer, spillet af James Coco, der bruger det meste af dagen på at spise, drikke og bruge en transistoriseret peberkværn. Matthau begiver sig ud på jagt efter den rette potentielle kone, uden resultat, indtil Miss May taber sin tekop, og han får mistanke om, at hun måske er så inkompetent, ja, ligefrem dum, at hun vil gifte sig med ham.
I deres frieri indgår det, at de skal finde ud af hinandens smag. Han nyder f.eks. sjældne franske årgange, og hun kan lide Mogen David og sodavand med en dråbe limesaft. Og så videre. Til deres bryllupsnat tager hun en græsk kjole på og stikker uforvarende sit hoved gennem ærmegabet. Han forsøger at rette hende til, og mens hun kæmper i kjolen i omkring to minutter, hører man mere latter, end jeg har hørt i nogen biograf siden “The Producers” (1968), som er min målestok for disse sager.
“A New Leaf” er faktisk en af de sjoveste film i vores ikke-sjove tid. Miss May er efter sigende utilfreds med den nuværende version; ifølge avisrapporter var hendes oprindelige klipning en time længere og indeholdt to mord. Matthau, der kan lide denne version bedre end den oprindelige, har foreslået, at forfatter-instruktør-stjerneforfattere burde være villige til at lade en anden have en hånd med i redigeringen. Måske er det sådan. Jeg er generelt forudindtaget til fordel for instruktøren i disse tvister.
Hvad Miss Mays sag end måtte være, er filmen i sin nuværende form imidlertid hylende morsom, og skæv, og varm.