Traditionelt er dette fænomen blevet forklaret ved, at barnet ser et billede og husker, hvor det var, i stedet for hvor det er. Andre forklaringer omhandler udviklingen af at planlægge, nå og beslutte ting. Der er også behavioristiske redegørelser, der forklarer adfærden i form af forstærkning. Denne redegørelse hævder, at de gentagne forsøg med at gemme legetøjet i kasse “A” forstærker denne specifikke adfærd, således at barnet stadig rækker ud efter kasse “A”, fordi handlingen er blevet forstærket før. Denne redegørelse forklarer imidlertid ikke det skift i adfærd, der sker omkring 12 måneder.
Smith og Thelen anvendte en dynamisk systemtilgang til A-not-B-opgaven. De fandt, at forskellige komponenter af aktiviteten (styrken af hukommelsessporet, målenes salience, ventetid, holdning) kombineres i “B”-forsøget (hvor genstanden er skjult på “B”-placeringen i stedet for “A”-placeringen), således at barnet enten korrekt eller forkert søger efter legetøjet. De manipulerede eksperimentelt med opgaven for at se, om de kunne få 10 måneder gamle spædbørn (som typisk begår den perseverative fejl at søge ved “A”) til at opføre sig som 12 måneder gamle spædbørn (som typisk søger korrekt). De fandt ud af, at de ved at ændre barnets stilling (siddende eller stående) kunne få de 10 måneder gamle til at søge korrekt. Bare det at stå i stedet for at sidde i forbindelse med “B”-forsøget gjorde den tidligere erfaring med at søge på stedet “A” mindre fremtrædende for barnet, som derefter søgte korrekt. Forskerne konkluderede, at længden af ventetiden var et af de afgørende elementer i opgaven, som påvirkes af alderen.