‘A Ritual To Read to Each Other’ af William Stafford er et digt i fem strofer, som er opdelt i sæt på fire linjer, eller kvatrainer. Digtet er ikke i overensstemmelse med et perfekt rimmønster, i stedet er der halve og hele rim, som optræder i anden og fjerde linje i hver strofe. Et godt eksempel er i den første strofe med ordene “are” og “star”. Derudover bør man lægge mærke til det halve eller skrå rim, der findes mellem “talk” og “dark”.
Digtet følger ikke et bestemt metermønster, selvom Stafford har valgt at holde linjerne nogenlunde lige lange. Størstedelen af versene indeholder et sted mellem elleve og tretten stavelser. De fremstår også strukturelt ens på siden.
“A Ritual to Read to Each Other” er skrevet som både en advarsel og en påmindelse til personer i parforhold om de farer, der ligger i at tilbageholde følelser. Det er let at forestille sig, især i kraft af titlen, hvordan disse vers kunne læses rituelt eller regelmæssigt. Du kan læse hele digtet her.
Resumé af A Ritual To Read to Each Other
‘A Ritual To Read to Each Other’ af William Stafford taler om at opnå en verden, hvor relationer altid er sunde, afbalancerede og gavnlige.
Digtet begynder med, at taleren forestiller sig et scenarie, hvor han ikke kender sine lyttere, og de ikke kender ham. Hvis dette var tilfældet mellem dem, eller mellem ethvert andet par i et forhold, er der en chance for, at de vil “savne stjernen”. Ens chance for at skabe et tilfredsstillende liv kan let glide væk, hvis man følger den “forkerte gud”.
Han fortsætter med at beskrive, hvordan relationer falder fra hinanden på grund af eksplosionen af barndomsoplevelser og det ligegyldige “skuldertræk”. Disse ting kan undgås, hvis man blot er villig til at gå sin egen vej. Digtet slutter med, at taleren beder alle, der lytter til digtets tekst, om at gøre deres “signaler” klare over for hinanden. Mennesker bør hjælpe hinanden gennem livets “dybe” mørke.
Analyse af A Ritual to Read to Each Other
Stanza One
I den første strofe i dette stykke tilbyder taleren begyndelsen på et scenarie. Denne mulige situation tjener som grundlag for resten af teksten. Det er en mulighed, der bekymrer taleren dybt, og som han har brugt meget tid på at tænke over.
Han beskriver en verden, hvor lytteren ikke ved, hvilken “slags person” han er. Så ved han til gengæld heller ikke, hvilken “slags person” lytteren er. Disse første linjer synes kun at henvise til et specifikt forhold, dette er dog ikke tilfældet. Efterhånden som digtet skrider frem, bliver det klart, at taleren udlægger et “ritual”, som burde appellere til alle.
Hvis han og lytteren ikke kender hinanden, så “mønsteret” af “andre…kan herske i verden”. Denne mærkelige sætning bryder ned til at betyde noget ret ligetil. Han ønsker ikke, at hans forhold skal defineres af, hvad andre siger. De må ikke lade sig distrahere af “den forkerte gud” eller den forkerte impuls. At følge denne impuls kan føre til en katastrofe i deres forhold. De to kan “gå glip af stjernen” eller deres chance for at skabe et vellykket forhold.
Den anden strofe
I den anden kvatrain fortsætter taleren med at beskrive gennem en udvidet metafor, hvordan en fejltagelse ville se ud. Det starter med “mange små forræderier i sindet”. Disse udefinerede, negative øjeblikke bliver forværret af “et skuldertræk”. De to første linjer viser en kombination af forskellige former for tilsidesættelse. Staffords taler ser disse som værende det, der kan udløse “skældsord”.
Ens fortid, såsom “barndommens fejltagelser”, kan let komme op til overfladen. Selv om man ikke har til hensigt at starte en konflikt, er følelserne let i stand til at
storme … ud for at lege gennem den brudte dæmning.
Holderen sammenligner det menneskelige sind med en dæmning. Det er i stand til at holde på mange forskellige traumer, i hvert fald indtil et vist punkt.
Tredje strofe
I den tredje strofe fortsætter Stafford med at bruge metaforer i et forsøg på at få sin talers pointe frem. Han beskriver et øjeblik, hvor
Elephants parade holding each elephant’s tail.
Dette er den form for tankeløs “efterfølgelse”, som taleren ikke bryder sig om. Det hænger direkte sammen med linjerne i første strofe, der taler om at se til den forkerte gud. Han siger, at hvis man følger tankeløst, og så “vandrer man”, så vil “cirkus ikke finde parken”. Ingen vil være i stand til at komme derhen, hvor de ønskede at komme hen, hvis de ikke er i stand til at vælge deres egen vej. Den ledende elefant styrede hele paraden forkert.
I det andet sæt af linjer beskriver taleren den samme type tankegang. Denne gang dog med fokus på de mentale og moralske aspekter. Han taler om at se noget, men ikke at være i stand til at vide, hvad det er. Dette er en fejl i samfundet, som har gennemsyret folk med en manglende evne til at se ud over det, der er lige foran dem.
Fjerde strofe
Den fjerde strofe markerer en ændring i fortællingen. I stedet for at tale vagt til et udefineret publikum, indsnævrer taleren sit fokus i et forsøg på at nå frem til en konklusion. Han erklærer, at han taler direkte “til en stemme, til noget skyggefuldt”. Denne stemme befinder sig i ens krop i et område, der både er “fjernt” og “vigtigt”.
Han erkender, at det er let at “narre hinanden”. Mange lader sig friste og giver sig til det hver dag. Talsmanden beder os i stedet om at “overveje” hinanden. Hvis dette ikke sker, kan “vores fælles liv” vandre af sted og fare vild. Hver enkelt person har en indflydelse på dem, han/hun kommer i kontakt med, og “vi” bør alle gøre det bedste “vi” kan for at gøre denne indflydelse god.
Stanza fem
I de sidste fire linjer af “A Ritual To Read to Each Other” beskriver taleren, hvilke fordele der vil være ved at handle på en mere positiv måde. Han anfører, at det vil gøre det muligt at erkende vigtigheden af, at folk er “vågne”. Som tidligere nævnt skal de ikke følge med i blinde.
Hvis man ikke er vågen og virkelig er i stand til at se, hvad der foregår i verden, så kan en,
brydende replik afskrække dem tilbage til søvnen;
Det er let at blive trukket tilbage i en kendt måde at leve på. Det er lettere at være en del af mængden end at lede efter sin egen vej. “Vi” er i stand til at lette hinandens rejse gennem livet ved at gøre vores “signaler” tydelige. De ord, der tales til hinanden, skal trænge igennem mørket. Det er så “dybt”, at “vi” har brug for al den hjælp, vi kan få.