AB-toksinerne er tokomponentproteinkomplekser, der udskilles af en række patogene bakterier. De kan klassificeres som type III-toksiner, fordi de forstyrrer interne cellefunktioner. De kaldes AB-toksiner på grund af deres komponenter: “A”-komponenten er normalt den “aktive” del, og “B”-komponenten er normalt den “bindende” del. A-underenheden har enzymaktivitet og overføres til værtscellen efter en konformationsændring i den membranbundne transport-“B”-underenhed. Disse proteiner består af to uafhængige polypeptider, som svarer til A/B-underenhedsdelene. Enzymkomponenten (A) kommer ind i cellen gennem endosomer, der produceres af det oligomere bindings-/translokationsprotein (B), og forhindrer actinpolymerisation gennem ADP-ribosylering af monomer G-actin.
ADPrib_exo_Tox | ||||||
---|---|---|---|---|---|---|
krystalstruktur af den enzymatiske komponent af iota-toxin fra clostridium perfringens med nadh
|
||||||
Identifiers | ||||||
Symbol | ADPrib_exo_Tox | |||||
Pfam | PF03496 | |||||
Pfam-klan | CL0084 | |||||
InterPro | IPR003540 | |||||
SCOP2 | 1giq / SCOPe / SUPFAM | |||||
Tilgængelige proteinstrukturer: | Pfam | PDB | PDBsum |
Binary_toxB | ||||||
---|---|---|---|---|---|---|
krystalstruktur af den heptameriske prepore af det beskyttende anthrax-toksin-antigen
|
||||||
Identifikatorer | ||||||
Symbol | Binary_toxB | |||||
Pfam | PF03495 | |||||
InterPro | IPR003896 | |||||
SCOP2 | 1acc / SCOPe / SUPFAM | |||||
TCDB | 1.C.42 | |||||
Få tilgængelige proteinstrukturer: | Pfam | PDB | PDBsum |
Eksempler på “A”-komponenten i en AB-toksin omfatter C. perfringens iota-toksin Ia, C. botulinum C2-toksin CI og Clostridium difficile ADP-ribosyltransferase. Andre homologe proteiner er fundet i Clostridium spiroforme.
Et eksempel på B-komponenten i et AB-toksin er Bacillus anthracis beskyttende antigen (PA)-protein. B. anthracis udskiller tre toksinfaktorer: det beskyttende antigen (PA), ødemfaktoren (EF) og den dødelige faktor (LF). De er hver især et termolabilt protein på ~80kDa. PA udgør “B”-delen af exotoksinet og gør det muligt for “A”-delen (bestående af EF eller LF) at passere ind i målcellerne. PA-proteinet udgør den centrale del af det komplette miltbrandtoksin og translokerer A-delen ind i værtscellerne efter at have samlet sig som en heptamer i membranen.
Difteritoksinet er også et AB-toksin. Det hæmmer proteinsyntesen i værtscellen gennem fosforylering af den eukaryote elongationsfaktor 2, som er en essentiel komponent for proteinsyntesen. Exotoxin A fra Pseudomonas aeruginosa er et andet eksempel på et AB-toksin, der er rettet mod den eukaryote elongationsfaktor 2.
Ab5-toksinerne betragtes normalt som en type AB-toksin, der er karakteriseret ved B-pentamere. Mindre almindeligt anvendes betegnelsen “AB-toksin” for at understrege B-komponentens monomere karakter.
AB-toksinernes tofasede virkningsmekanisme er af særlig interesse inden for forskning i kræftbehandling. Den generelle idé er at modificere B-komponenten i eksisterende toksiner for at binde selektivt til maligne celler. Denne fremgangsmåde kombinerer resultaterne fra kræftimmunoterapi med AB-toksinernes høje toksicitet og giver anledning til en ny klasse af chimære proteinlægemidler, kaldet immunotoxiner.