I klassisk arkitektur varierer formen på abakussen og dens kantprofil i de forskellige klassiske ordener. I den græske doriske orden er abacus en almindelig firkantet plade uden lister, der hviler på en echinus. I den romerske og renæssancens doriske orden er den kronet af en liste (kendt som “kroneliste”). I det toskanske og romerske doriske kapitæl kan det hvile på en boltel.
I den arkaiske græske joniske orden er abakussen rektangulær i grundplanen på grund af kapitælets større bredde og består af en udskåret ovolo-lister. I senere eksempler er pladen tyndere, og abacus forbliver kvadratisk, undtagen hvor der er vinklede volutter, hvor pladen er let buet. I den romerske og renæssancens joniske kapitæl er abacus kvadratisk med en filet på toppen af en ogee-liste med buede kanter over vinklede volutter.
I et vinkelkapitæl af den græske korintiske orden er abacus formet, dets sider er konkave og dets vinkler kantede (undtagen i et eller to ekstraordinære græske kapitæler, hvor det er bragt til en skarp vinkel); volutterne på tilstødende flader mødes og rager diagonalt ud under hvert hjørne af abacus. Den samme form er vedtaget i de romerske og renæssancens korintiske og kompositkapitæler, i nogle tilfælde med den udskårne ovolo-lister, filet og cavetto
I romansk arkitektur overlever abacus som en tungere plade, som regel støbt og dekoreret. Den er ofte firkantet med den nederste kant udspændt og støbt eller udskåret, og det samme blev bibeholdt i Frankrig i middelalderen. I tidlig engelsk arbejde blev der indført en cirkulær dybt formet abakus, som i det 14. og 15. århundrede blev omdannet til en ottekantet.
I gotisk arkitektur varierer abakusens formede former i form, såsom firkantet, cirkulær eller endog ottekantet, den kan endda være en flad skive eller tromle. Den gotiske abakus’ form påvirkes ofte af formen på et hvælv, der udspringer fra søjlen, og i så fald kaldes den for en impostblok.