Simone Veil, en nøgleperson i forbindelse med legaliseringen af abort i 1975
Passerelle Marie-Claire, til minde om en retssag fra 1972, der endte med frifindelse af en “abortør”, og som i sidste ende førte til loven fra 1975, der legaliserede proceduren
I middelalderen blev abort betragtet som en kardinalsynd i den katolske kirkes lære. Abort blev legaliseret under den franske revolution, men blev igen kriminaliseret i Frankrig med indførelsen af Napoleons lovbog fra 1810, som straffede enhver person, der skaffede en abort, med fængselsstraf. I 1939 blev straffeloven ændret, så det blev tilladt at foretage en abort, der kunne redde den gravide kvindes liv. Under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig gjorde Vichy-styret abort til en forbrydelse med dødsstraf. Den sidste person, der blev henrettet for abort, var Marie-Louise Giraud, som blev guillotineret den 30. juli 1943. Efter krigen blev dødsstraffen for abort afskaffet, men abort blev fortsat retsforfulgt med stor styrke.
Den ulovlige abortprocent forblev ret høj i efterkrigstiden, og et stigende antal kvinder begyndte at rejse til Storbritannien for at få foretaget abort, efter at Storbritannien legaliserede abort i 1967. Frankrig legaliserede abort ved lov 75-17 af 18. januar 1975, som tillod en kvinde at få foretaget abort efter anmodning indtil den tiende graviditetsuge. Efter en prøveperiode blev lov 75-17 vedtaget permanent i december 1979.
Siden 1982 er en stor del af udgifterne til aborter blevet overtaget af det franske socialsikringssystem.
Frankrig var det første land, der legaliserede brugen af RU-486 som abortmiddel i 1988 og tillod brugen heraf op til syv uger af graviditeten under tilsyn af en læge. Ifølge et skøn fra FN’s befolkningsafdeling blev RU-486 anvendt i 19 % af alle franske aborter i 2002.