Absolut vs relativ karaktergivning

Bedømmelse er et begreb, som næsten ikke to lærere er enige om. Nogle mener, at man skal inddrage indsatsen, mens andre mener, at man kun skal tage hensyn til præstationen. Nogle tror på mange A’er, mens andre mener, at A’er bør være sjældne.

I dette indlæg vil vi se på absolut og relativ karaktergivning, og hvordan disse to ideer kan anvendes i en akademisk sammenhæng.

Absolute karaktergivning

Absolute karaktergivning indebærer, at læreren på forhånd specificerer standarderne for præstation. En almindelig absolut karakterskala ville f.eks. være

A = 90-100
B = 80-89
C = 70-79
D = 60-69
F = 0-59

Hvilken score den studerende opnår, er hans eller hendes karakter. Der foretages ingen justeringer af deres karakter. Hvis alle f.eks. får en score på mellem 90-100, får alle et “A”, eller hvis alle får under 59, får alle et “F”. Den absolutte karakter af absolut karaktergivning gør den ufleksibel og begrænsende for unikke situationer.

Relativ karaktergivning

Relativ karaktergivning giver læreren mulighed for at fortolke resultaterne af en vurdering og fastsætte karakterer på baggrund af elevens præstationer. Et eksempel på dette er karaktergivning “på kurven”. Ved denne fremgangsmåde tvinges karaktererne i en vurdering til at passe til en “klokkekurve”, uanset hvordan fordelingen er. En hård karakter efter kurven ville se således ud:

A = Top 10 % af eleverne
B = Næste 25 % af eleverne
C = Midterste 30 % af eleverne
D = Næste 25 % af eleverne
F = Nederste 10 % af eleverne

Sådan ville det, hvis hele klassen havde en score på en prøve på mellem 90-100 %, ved at bruge relativ karaktergivning stadig skabe en fordeling, der er afbalanceret. Hvorvidt dette er retfærdigt eller ej er en anden diskussion.

Nogle lærere vil opdele klassens karakterer efter kvartiler med en spredning fra A-D. Andre vil bruge den højeste karakter, som en enkelt elev har opnået, som A-karakter og bedømme de andre elever ud fra den bedste elevs præstationer.

Der er tidspunkter, hvor institutionerne vil fastsætte politikken for relativ karaktergivning. På en kandidatskole kan man f.eks. se følgende karakterskala.

A = top 60 %
B = næste 30 %
C = næste 10 %
D, F = bør aldrig ske

Filosofien bag dette er, at på en kandidatskole er alle studerende fremragende, så karaktererne bør være bedre. At få et “C” er det samme som at få et “F”. At tjene et “D” eller “F” fører ofte til udelukkelse fra programmet.

Noteringsfilosofi

Der vil aldrig være enighed om, hvordan man skal give karakterer. At komme fra forskellige baggrunde gør dette til en udfordring. Nogle kulturer mener f.eks., at læreren skal forberede eleverne til eksamen, mens andre ikke mener det. Nogle kulturer tror på selvevaluering, mens andre ikke gør det. Nogle kulturer tror på en massiv summativ eksamen, mens andre ikke gør det

Dertil kommer, at mange tror, at karakterer er objektive, selv om der kun er få beviser for dette i den akademiske forskning. En lærer, der tror, at eleverne er lavt præsterende, giver sådanne karakterer, selv om eleverne er højt præsterende.

Som sådan er den mest fornuftige tilgang, at en skole diskuterer karaktergivningspolitikker og udlægger skolens tilgang til karaktergivning for at mindske forvirringen, selv om det ikke mindsker frustrationen.