Absurdisme i litteraturen

Indledning

Absurdisme betyder den indre konflikt mellem menneskets tendens til at finde den iboende værdi og meningen med livet og dets manglende evne til at finde nogen.

Absurdisme henviser med andre ord til menneskets kamp for at finde regionen i sit liv og hans manglende evne til at finde den på grund af de menneskeligt begrænsede begrænsninger.

Dermed henviser absurdisme til noget, der er menneskeligt umuligt snarere end logisk umuligt. I denne forstand vil den, der forsøger at finde iboende værdier og mening i livet, i sidste ende mislykkes på grund af umulige visse.

Forklaring

Absurdismen steg i løbet af verdenskrigenes periode. Disse verdenskrige havde rystet hele verden. Massedrabene på millioner af mennesker fik datidens forfattere til at tro, at verden er meningsløs.

Alle har deres egen måde at finde betydninger på. Hvis vi bruger begrebet absurdisme i forbindelse med krig, kan det tolkes sådan, at nationerne gav sig hen i krigene for at opnå noget for sig selv ved hjælp af krigsmidlerne, selvom brutaliteten er imod menneskeheden.

De to vigtige forfattere Kierkegaard og Camus har forsøgt at give løsninger i deres værker med henholdsvis Sygdommen til døden og Myten om Sisyfos. Ifølge Camus er der 3 løsninger på absurdisme

1. Vedtage eller skabe en mening Ramme som religion de findes betragter det som filosofisk selvmord, fordi ved at underkaste sig en idé eller et væsen, som anses for at være uden for de observerede grænser en gang frihed.
2. Selvmord: Det er en løsning, hvor en person anser livet for meningsløst kedeligt eller smertefuldt og der slutter sit liv ifølge Camus, døden er ikke observeret, men en gang forsøg på at dræbe sig selv er.
3. Accept af det absurde: det er den løsning, hvor en person accepterer det absurde i livet han nødvendigvis underkaster sig nogen religiøse eller moralske konstanter kender som sit liv og lever i sin største grad af frihed.

Absurdisme er forskellig fra eksistentialisme og nihilisme som forklaret nedenfor:

“Nihilisme hævder, at der ikke er nogen mening med livet, og at skabe en mening er nytteløst. Eksistentialismen mener, at man ved at observere verden kan skabe sin egen mening med den. Absurdismen derimod mener, at verden er meningsløs, og at man bør acceptere den såvel som at gøre oprør mod den.”

Karakteristik

1. Absurde dramaer er lyriske, ligesom musik: de beskriver en atmosfære og en oplevelse af arketypiske menneskelige situationer.
2. Livet er i bund og grund meningsløst og derfor sørgeligt.
3. Der er intet håb på grund af den uundgåelige meningsløshed i menneskets anstrengelser.
4. Virkeligheden kan ikke bæres, medmindre den lettes af illusioner og drømme.
5. Det absurde skuespil indeholder konventionel tale, slogans, teknisk jargon og klichéer for at gøre folk opmærksomme på muligheden for at bevæge sig ud over almindelige talekonventioner og kommunikere mere autentisk.
6. Objekter har en mere betydningsfuld position end sproget.
7. Mennesket er fascineret af døden, som permanent erstatter drømme og illusioner.
8. Der er ingen handling eller plot. Det, der sker, er meget lidt, da der ikke kan ske noget meningsfuldt.
9. Den endelige situation er absurd eller komisk.
10. Absurd drama er ikke målrettet og konkret, da det ikke løser noget problem. Det er som et abstrakt maleri, der ikke formidler en bestemt mening.
11. Det benægter rationalismen, fordi det mener, at rationel tænkning, ligesom sproget, kun beskæftiger sig med tingenes overfladiske aspekter.
12. Det mener, at sproget ikke formår at udtrykke essensen af den menneskelige erfaring, da det ikke er i stand til at trænge ud over dets overflade.
13. Der er ingen dramatisk konflikt i de absurde skuespil.

Præsentation