ABZUG, Bella Savitzky

Bella Abzug, feminist og borgerrettighedsforkæmper, var indbegrebet af mange amerikaneres utilfredshed med det politiske establishment i den tumultariske Vietnamkrigstid. Hun blev berygtet som et af de mest farverige og kontroversielle medlemmer af Repræsentanternes Hus i 1970’erne. Engang blev hun citeret for at sige, at “kvinder er blevet trænet til at tale stille og bære en læbestift” – en hentydning til Theodore Roosevelts berømte erklæring om, at Amerika “bør tale stille og bære en stor kæp”, når det gælder udenrigspolitik – den beslutsomme kongreskvinde fra New York brugte en stor del af sit liv på at tilbagevise den opfattelse, at kvinder skulle forblive på den politiske sidelinje.1 Selv om Abzug kun sad i Kongressen i tre perioder, bidrog hun med sin politiske flair og urokkelige beslutsomhed til at inspirere en hel generation af kvinder og skabte en ny model for fremtidige kongreskvinder. “Hun var sådan en banebryder”, bemærkede en tidligere medarbejder efter Abzugs død i 1998, “Det var ikke fordi hun var den første kvinde i Kongressen. Det var, at hun var den første kvinde, der kom ind i Kongressen og gik i spidsen for at skabe en feministisk tilstedeværelse. “2

Datter af de russisk-jødiske immigranter Emmanuel og Esther Tanklefsky Savitzky blev Bella Abzug født som Bella Savitzky i Bronx, New York, den 24. juli 1920.Hun fik en AB fra Hunter College på Manhattan i 1942 og kom straks ind på Columbia University LawSchool. I 1944 blev Bella Savitzky gift med Martin Abzug. Som børsmægler og romanforfatter var hendes mand ikke særlig interesseret i politik. Ikke desto mindre anså Bella Abzug ham for at være hendes nærmeste fortrolige og støtte: “en af de få ikke-neurotiske mennesker, der er tilbage i samfundet. “3 Abzug-parret fik to børn: Eve og Liz. Efter at have afbrudt sine studier for at arbejde på et skibsværft under Anden Verdenskrig, fungerede Bella Abzug som redaktør for Columbia Law Review og blev færdig med en LLB i 1947. I de næste to årtier praktiserede Abzug jura på vegne af mennesker, som de eksisterende juridiske og sociale strukturer gik uden om, borgere, som hun engang beskrev som værende “uden for magten”.4 Hun forsvarede Willie McGee, en afroamerikansk mand, der blev dømt til døden i Mississippi for voldtægt af en hvid kvinde. Hun repræsenterede også personer, som senator Joseph Raymond McCarthy’s undersøgelseskomité tjærede som kommunistiske agenter. I 1961 var Abzug medstifter af Women Strike for Peace, en gruppe, der protesterede mod det nukleare våbenkapløb og senere mod den amerikanske militære indsats i Vietnam. Hun var en af lederne af “Dump Johnson”-bevægelsen, der havde til formål at fjerne præsident Lyndon B. Johnson fra det demokratiske valg i 1968. I 1970, i en alder af 50 år, gjorde Abzug sit første forsøg på at blive valgt, da hun besluttede at stille op til valget om en plads i det amerikanske Repræsentanternes Hus på Manhattans velhavende og liberale Upper West Side. Hun brugte kampagnesloganet “Denne kvindes plads er i Repræsentanternes Hus … Repræsentanternes Hus!” Abzug stillede op på en antikrigs og pro-feministisk platform. Hendes insisteren på, at hun ville have en stærkere stemme og en mere aktiv tilstedeværelse på Capitol Hill end sin modstander, hjalp Abzug med at opnå 55 procent af stemmerne i det demokratiske primærvalg og vælte den siddende præsident Leonard Farbstein, der havde siddet i syv år.6 I parlamentsvalget besejrede Abzug den republikansk-liberale Barry Farber, en radiotalkshowvært, i et trevejsvalg med 52 procent mod 43 procent for Farber.7 Under hele kampagnen nød Abzug godt af støtte fra kendte underholdere og New Yorks borgmester John Vliet Lindsay.De nationale medier fokuserede på hendes indsats, hvilket var en forsmag på den omtale, hun ville få som siddende repræsentant.8

Efter at have taget den officielle edsaflæggelse for den 92. kongres (1971-1973) den 3. januar 1971, aflagde Abzug en “folkets ed” på husets trappe, som blev aflagt af hendes New York-kollega Shirley Chisholm. Tilskuerne råbte: “Giv dem hella, Bella!” Ved at søge en plads i den eftertragtede Væbnetjenestekomité krænkede Abzug også husets decorum, som forventede, at nye medlemmer skulle acceptere udvalgsposter på lavere niveau. Anmodningen blev afvist (hun accepterede i sidste ende pladser i Government Operations og Public Works Committees). Hun lod sig ikke afskrække og arbejdede på at udvikle metoder til at nedbryde det fastlåste anciennitetssystem i Huset, som forhindrede de fleste nyvalgte repræsentanter i at få indflydelsesrige opgaver. Trods sin status som nyvalgte gjorde Abzug sig bemærket i Kongressen ved at støtte en række kontroversielle sager. På den første dag af sessionen fremsatte hun en lov, der krævede tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Vietnam. Hun var forfatter til et lovforslag om at afskaffe værnepligten, en institution, som hun sammenlignede med “slaveri”, der var motiveret af “vanvittige prioriteter”, og hun bad om en undersøgelse af kompetencen hos den meget frygtede direktør for Federal Bureau of Investigation, J. Edgar Hoover.9 “Jeg bruger hele dagen på at finde ud af, hvordan jeg kan slå maskinen og banke lortet ud af den politiske magtstruktur”, skrev Abzug i sin dagbog, der blev offentliggjort i 1972.10 “Battling Bella”, et øgenavn hun fik på grund af sin vedholdenhed og konfrontatoriske opførsel, havde også det særpræg at være en af de første politikere, der offentligt opfordrede til rigsretssag mod præsident Richard M. Nixon, selv før kongressen i 1973 protesterede over hans Vietnampolitik i begyndelsen af 1972.11

Forfatteren Norman Mailer beskrev engang Abzugs stemme som et instrument, der “kunne koge fedtet af en taxachaufførs hals”.”12 I erkendelse af, at hendes personlighed ofte gav anledning til diskussion og til tider til forfærdelse fra tilskuerne, svarede Abzug: “Der er dem, der siger, at jeg er utålmodig, ustyrlig, opfarende, uhøflig, uhøflig, blasfemisk, pågående og anmassende. Men uanset hvad jeg er – og det bør gøres klart fra starten – er jeg en meget seriøs kvinde. “13 Abzug var let at få øje på med sin karakteristiske bredskyggede hat (som hun begyndte at bære som ung kvindelig professionel kvinde, fordi hun mente, at det var den eneste måde, mænd “ville tage dig alvorligt” på), og hun kæmpede en meget omtalt kamp for at beskytte sin ret til at bære den på House Floor. Hendes farvestrålende stil tiltrak lige så mange dedikerede modstandere som beundrere og allierede. En rapport fra 1972 af Ralph Nader anslog, at Abzugs sponsorering af et lovforslag ofte kostede det op til 30 stemmer.14 Ikke desto mindre inspirerede hun unge kvinder, hvoraf mange blev fremtrædende politikere. “Lad os være ærlige om det: Hun bankede ikke høfligt på døren”, sagde New Yorks repræsentant Geraldine Ferraro, “hun tog hængslerne af døren.” Den demokratiske vicepræsidentkandidat fra 1984 indrømmede: “Hvis der aldrig havde været en Bella Abzug, ville der aldrig have været en Gerry Ferraro. “15

I 1972, da Abzugs distrikt blev slået sammen med et nabodistrikt, besluttede hun sig for at stille op mod den populære reformdemokrat William Fitts Ryan i et nyoprettet distrikt, som udvidede hendes tidligere distrikt i det vestlige Manhattan længere mod syd og øst. De primære valg var en bitter kamp, selv efter New York Citys standarder. Ryan besejrede Abzug, men døde to måneder før det almindelige valg. Den demokratiske komité udpegede Abzug som sin afløserkandidat. Hun besejrede Ryans enke, Priscilla, som stillede op for det liberale parti i endnu en splittende kampagne. 56% af stemmerne gik til Abzug mod 28% til Ryan i en femkamp. I 1974 besejrede Abzug let sin GOP-kandidat, Stephen Posner, med 79 procent af stemmerne.16

Abzug’s vedvarende sammenstød med kongressens kongresser og sit partis politiske maskine mindskede hendes evne til at opfylde sin ambitiøse politiske dagsorden, men hun opnåede nogle solide resultater. Hendes mest bemærkelsesværdige bidrag, især “sunshine”-love under Freedom of Information Act, kom som medlem af Government Operations Committee.Hun arbejdede for at gøre regeringen, især nationale sikkerhedspolitikker, mere gennemsigtige. “Sunshine-loven”, som krævede, at regeringshøringer skulle afholdes offentligt, kom fra underudvalget om regeringsinformation og individuelle rettigheder, som hun var formand for.17 I sin første periode var hun medforfatter til Child Development Act sammen med kongresmedlem Shirley Chisholm fra Brooklyn. Da hun promoverede loven på gulvet i Repræsentanternes Hus, understregede hun, at lovforslaget i lige så høj grad vedrørte kvinder som børn og kommenterede: “Uden tilstrækkelige, billige daginstitutioner er kvinder dømt til at besætte lavt betalte job med lav prestige; uden daginstitutioner må kvinder forblive økonomiske livegne. “18 Abzug fremlagde også banebrydende lovgivning, der havde til formål at øge homoseksuelle amerikaneres rettigheder. Lovforslaget opfordrede til at ændre loven om borgerlige rettigheder fra 1964 “for at forbyde diskrimination på grundlag af seksuelle eller affektive præferencer”.19

I 1976 valgte Abzug ikke at stille op til et fjerde mandat i parlamentet, men førte i stedet en tæt men forgæves kampagne mod Daniel Patrick Moynihan i det demokratiske primærvalg om en ledig plads i Senatet. Da vinderen af borgmestervalget, Edward Irving Koch, trådte tilbage fra Kongressen, forsøgte Abzug at vinde det ledige sæde på New Yorks Upper East Side, men det lykkedes hende ikke at vinde det. Præsident Jimmy Carter udnævnte hende til medformand for den nationale rådgivende komité for kvinder i 1978, men Abzug blev senere erstattet, da hun kritiserede administrationens økonomiske politik. I 1986 stillede Abzug endnu en gang op til Repræsentanternes Hus, denne gang i Westchester County, New York, men efter at have vundet det demokratiske primærvalg tabte hun ved parlamentsvalget til den siddende republikaner, Joseph J. DioGuardi.20 Hendes sidste forsøg på at genvinde en plads i Kongressen kom seks år senere, da Abzug meddelte, at hun havde til hensigt at stille op til det ledige mandat i sit gamle distrikt på Upper West Side af Manhattan efter kongresmedlem Ted Weiss’ død. Abzugs ønske om at vende tilbage til politik blev afbrudt, da partilederne ikke støttede hendes kandidatur.21

I sin to årtier lange post-politiske karriere forblev Abzug en respekteret og synlig figur i den feministiske bevægelse.Hun talte på internationale kvindekonferencer i Beijing, Nairobi og København. Hun etablerede også Women USA Fund og Women’s Environment and Development Organization, begge non-profit advocacygroups, der arbejdede for at give kvinders spørgsmål en mere fremtrædende plads på FN’s dagsorden. New Yorks borgmester David Dinkins udpegede hende til formand for sin kommission om kvinders status, og hun var formand for denne kommission fra 1993 til 1995. Hendes helbred blev dårligere, da hun kæmpede mod brystkræft og en hjertesygdom. Abzug døde i New York City den 31. marts 1998.

Se Record in the Biographical Directory of the U.S. Congress