For omkring 12 år siden blev en polymorfi i angiotensin I-konverterende enzym-genet (ACE) det første genetiske element, der viste sig at have en væsentlig indflydelse på menneskers fysiske præstationsevne. Renin-angiotensinsystemet (RAS) eksisterer ikke blot som en endokrin regulator, men også i lokalt væv og celler, hvor det tjener en række forskellige funktioner. Der er blevet identificeret funktionelle genetiske polymorfe varianter for de fleste komponenter af RAS, hvoraf den bedst kendte og bedst undersøgte er en polymorfi i ACE-genet. ACE-polymorfismen (insertion/deletion (I/D)) er blevet forbundet med forbedringer i præstationsevne og træningsvarighed i en række forskellige befolkningsgrupper. Det er konsekvent blevet påvist, at I-allelen er forbundet med udholdenhedsorienterede begivenheder, navnlig i triatlonløb. I mellemtiden er D-allelen forbundet med styrke- og kraftorienterede præstationer og er blevet fundet i betydeligt overskud blandt elitesvømmere. Der findes dog undtagelser fra disse sammenhænge, og de diskuteres. Teoretisk set kan sammenhængen med ACE-genotypen skyldes funktionelle varianter i nærliggende loci og/eller beslægtede genetiske polymorfismer som f.eks. angiotensinreceptor-, væksthormon- og bradykininin-generne. Undersøgelser af varianter af væksthormongenet har ikke vist signifikante sammenhænge med præstationsevnen i undersøgelser, der omfatter både triatleter og militærrekrutter. Angiotensin type 1-receptoren har to funktionelle polymorfismer, som ikke har vist sig at være forbundet med præstationsevne, selv om undersøgelser af hypoxisk opstigning har givet modstridende resultater. ACE-genotypen påvirker bradykininniveauerne, og der findes en fælles genvariant i bradykininin 2-receptoren. Haplotye med høj kininaktivitet er blevet forbundet med øget udholdenhedspræstation på olympisk niveau, og lignende resultater af metabolisk effektivitet er blevet påvist hos triatleter. Mens ACE-genotypen er forbundet med den generelle præstationsevne, har ACE-genotypen og den relaterede polymorfi signifikante forbindelser på enkeltorganniveau. I hjertemusklen er ACE-genotypen forbundet med ændringer i venstre ventrikelmasse som reaktion på stimulus, både i rask og syg tilstand. D-allelen er forbundet med et overdrevet respons på træning, og I-allelen er forbundet med den laveste respons på hjertevækst. I lyset af forbindelsen mellem I-allelen og udholdenhedspræstationer forekommer det sandsynligt, at der findes andre reguleringsmekanismer. På samme måde er D-allelen i skeletmuskulaturen forbundet med større styrkeforøgelse som reaktion på træning, både hos raske personer og ved kroniske sygdomstilstande. Som det er tilfældet med den generelle præstationsevne, har de genetiske polymorfismer, der er relateret til ACE-genotypen, såsom bradykininin 2-genet, også indflydelse på skeletmuskelstyrken. Endelig kan ACE-genotypen påvirke den metaboliske effektivitet, og elitebjergbestigere har påvist et overskud af I-alleler og I/I-genotypefrekvens i forhold til kontroller. Interessant nok blev dette ikke set hos amatørklatrere. Der findes bekræftende beviser blandt bosættelser på store højder i både Sydamerika og Indien, hvor I-allelen findes i større hyppighed hos dem, der er indvandret fra lavlandet. Hvis ACE-genotypen har indflydelse på den metaboliske effektivitet, er der desværre endnu ikke blevet påvist en nøje sammenhæng med det maksimale maksimale iltforbrug. ACE-genotypen er en vigtig, men enkeltstående faktor, der er afgørende for idrætsfænotypen. En stor del af de mekanismer, der ligger til grund for dette, er stadig uudforsket på trods af 12 års forskning.