Rosenbaum brugte udtrykket “Acid Western” til at beskrive en “forkætret modkulturel drøm” fra 1960’erne og 1970’erne “forbundet med folk som Monte Hellman, Dennis Hopper, Jim McBride og Rudy Wurlitzer samt film som Greaser’s Palace; Alex Cox udnyttede noget lignende i 1980’erne med Walker.”
Hollywood-instruktøren William A. Wellmans westernfilm kan have været en tidlig indflydelse på genren. The Ox-Bow Incident (1943) og Yellow Sky (1948) viser karakterer, der er tvunget til at træde ud af samfundet og tage stilling mod det. Især Yellow Sky opstillede mange elementer, som instruktøren Monte Hellman tog op to årtier senere.
Monte Hellmans kultfilm The Shooting (1966) kan betragtes som den første syrede western. Filmen har Will Hutchins, Warren Oates og en ung Jack Nicholson i hovedrollerne, og den blev anonymt finansieret af Roger Corman. The Shooting undergraver westernens sædvanlige prioriteringer for at indfange en følelse af frygt og usikkerhed, som kendetegnede modkulturen i slutningen af 1960’erne. Hellman fulgte hurtigt op med Ride in the Whirlwind (1966). Manuskriptforfatter Rudolph Wurlitzer anses for at være “den person, der er mest ansvarlig for udforskningen af denne genre, idet han praktisk talt selv opfandt den i slutningen af 60’erne og derefter hjalp med at nære den i andres manuskripter”, såsom McBrides Glen and Randa, Hellmans Two-Lane Blacktop, Cox’ Walker og Sam Peckinpahs Pat Garrett and Billy the Kid. Wurlitzer arbejdede på manuskriptet til Gone Beaver, som Rosenbaum beskriver som “et visionært manuskript” for Jim McBride. Det var en ekstremt ambitiøs big-budget western om tidlige amerikanske pelsjægere og indianere, hvortil der blev udviklet et næsten opfundet sprog, “trapper talk”. Filmen blev afbrudt en dag før produktionen. Wurlitzers uproducerede manuskript Zebulon fra 1970’erne inspirerede Jarmuschs Dead Man. Wurlitzer omdannede senere sit manuskript til romanen The Drop Edge of Yonder.
Rosenbaum kalder Dead Man for en “meget forsinket opfyldelse” af den sure western, der “formulerer en isnende, brutal grænsepoesi for at retfærdiggøre sin hallucinerede dagsorden”. Senest er Jan Kounens Blueberry fra 2004 blevet nævnt som et eksempel på genren.