Hyperacidofile er de væsener, der lever på naturlige steder som f.eks. undervandsvulkaniske sprækker, varme kilder og andre steder, normalt våde og meget sure, hvor pH er ekstremt lav (normalt under pH 2,0).
ArchaeaEdit
De er ekstremofile, almindeligvis termofile (termoacidofile). Det mest ekstreme kendte tilfælde er Picrophilus oshimae, en Thermoplasmata, med en pH-optimum på 0,7, som kan vokse ved -0,06 og dø ved pH-værdier på over 4,0. Denne mikroorganisme lever i meget varme, sure jorde, der er forbundet med vulkansk aktivitet.
Nogle klasser af hyperacidofile arkæaer er:
- Sulfolobales (Art: Sulfolobus)
Thermoplasmatales (Art: Thermoplasma, Ferroplasma) Acidilobales ARMAN
Andre organismerRediger
Der findes en stor mangfoldighed af organismer i hyperacidmedier. I Tinto-floden (Sydspanien) med en pH-værdi på mellem 1,7 og 2,5 er der fundet en rig endemisme bestående af bl.a. kemosyntetiske arkæaer, heterotrofe bakterier, encellede alger som kiselalger, protister, svampe, gær og rotiferer.
TilpasningsmekanismerRediger
Acidofile organismer skal tilpasse sig til et medium med en høj koncentration af protoner. For at gøre dette skal de sikre, at deres proteiner ikke bliver denatureret. For at gøre dette har alle de proteiner, som de syntetiserer, en høj molekylvægt, så der dannes flere bindinger mellem aminosyrerne. Dette gør sekundærstrukturen meget mere stabil, hvilket gør det vanskeligere at bryde de bindinger, der holder den sammen, og sikrer, at proteinet forbliver funktionelt på trods af, at det befinder sig i et miljø med en høj koncentration af protoner. På den anden side har acidofile mikroorganismer også en række protonpumper, der er beregnet til at udstøde protoner til ydersiden og opretholde en pH-værdi tæt på neutralitet inde i bakterierne. Der er imidlertid fundet mikroorganismer i svovlsyreholdige miner uden cellevæg, og de er derfor mere udsat for disse høje koncentrationer af protoner uden tilsyneladende beskyttelse.