Adenocarcinom (“adeno” = “kirtel”, “carcinoma” = kræft i epitelet) er den mest almindelige form for lungekræft i USA, Japan og det meste af Vesteuropa, selv om det er den næsthyppigste form i Østeuropa (efter pladecellecarcinom). Adenokarcinomer er usædvanligt heterogene neoplasmer, der forekommer i fire store vævsarkitekturer (acinær, papillær, bronchioloalveolær og solid) og i flere sjældnere varianter. Oftest viser disse læsioner imidlertid en blanding af to eller flere subtyper eller varianter og underklassificeres som “adenokarcinom med blandede subtyper”.
I Kina, som har det største antal rygere og lungekræfttilfælde i verden, er det akinære vævsarkitektoniske mønster langt den mest almindelige histologiske subtype af adenokarcinom, der udgør ca. 40 % af alle adenokarcinomer, og dets forekomst er steget betydeligt i de seneste årtier. I Europa kan acinært adenokarcinom udgøre det dominerende arkitektoniske mønster i op til 50-60 % af alle adenokarcinomer.
Acinært adenokarcinom i lungen er en meget dødelig sygdom. Den samlede femårsoverlevelsesrate er på ca. 16-22 %. Generelt er overlevelsen bedre i alle stadier for patienter med det acinære (eller papillære) mønster end for patienter med det solide mønster, men betydeligt dårligere end for patienter med det bronchioloalveolære mønster. Overlevelsen er betydeligt bedre hos patienter, hvis tumorer er veldifferentierede (dvs. kirtlerne og/eller tubuli er mere fuldstændigt udviklede) end når de er dårligt differentierede (dvs. med rudimentære kirtler).
Nogle undersøgelser tyder på, at onkogenerne H-ras og fes er vigtige drivkræfter for onkogenese i mange lungekræftformer af acinær type.