Som traditionen siger, stammer byen fra Xiphonia, en mystisk græsk by, der nu er helt forsvundet. I romersk tid eksisterede der en anden græsk by, Akis, som var involveret i de puniske krige. I Ovids Metamorfoser er der en stor kærlighed mellem Ā́cis, Ā́cis-flodens ånd, og havnymfen Galatea. Ifølge mytologien fødte Galateas tårer efter Ā́cis’ død Ā́cis-floden, Fiume di Jaci, der flyder forbi Acireale (det antikke Akis eller Acium). Romerne kaldte byen Acium, og den lå på hovedvejen fra Catana til Tauromenium. Romerne benyttede de termiske kilder, der lå her.
I middelalderen udvidede byen sig omkring slottet (nu en del af Aci Castello), kendt som Jachium under byzantinerne, som Al-Yāj (الياج) under araberne og senere som Aquilia. I 1169 spredte et stort jordskælv befolkningen på fastlandet, som blev fordelt på de mange bydele i Aci. Et andet Aquilia blev grundlagt i slutningen af det 14. århundrede længere mod nord, hvilket skabte kernen i den moderne by. De eneste rester af det middelalderlige Aquilia Nova (“Nyt Aquilia”) er den gotisk-lombardistiske portal i Sankt Antonius-kirken (på italiensk kaldet “chiesa di Sant’Antonino di Padova”).
I det 16. århundrede befriede kejser Karl V byen fra feudale bånd og oprettede den som en kronkommune. I slutningen af det 16. århundrede havde byen mellem 6.000 og 7.000 indbyggere. Det ældste dokument, der nævner karnevalet i Acireale, er fra 1594. Byen udvidede sin rolle som handelscentrum (den fik ret til at afholde et frit marked eller Fiera Franca) og fik adskillige nye bygningsværker.
Acireale blev næsten ødelagt af et jordskælv i 1693, hvilket satte en væsentlig stopper for dens økonomiske vækst. Under Tusinde-ekspeditionen (1861), der befriede Sicilien fra kongeriget Napoli, var Acireale den første by, der gjorde oprør mod bourbonerne. I 1941 blev den bombet af de allierede, hvilket resulterede i mange civile ofre.