Den abolitionistiske bevægelse henviser typisk til den organiserede opstand mod slaveriet, der voksede i de 30 år forud for den amerikanske borgerkrig. Slaveri havde dog eksisteret i USA siden koloniernes grundlæggelse, og nogle mennesker kæmpede for at afskaffe denne praksis fra det tidspunkt, hvor den blev etableret. Længe før den amerikanske revolution opfordrede religiøse grupper til at gøre en ende på slaveriet, og indtil det 13. tillæg formelt afskaffede det i 1865, kom abolitionistiske opstande i bølger. For mange amerikanere var slaveri imidlertid mere end blot en praksis – det var en livsstil. Folk i både nord og syd bekæmpede abolitionisterne. Mange anså slaveri for at være en del af den naturlige orden, og de mente, at enhver bestræbelse på at gøre en ende på slaveriet ville splitte nationen og ødelægge landets økonomi.
I republikkens tidlige år vedtog Kongressen nogle love, der støttede abolitionisternes mål. Den vedtog f.eks. love, der forhindrede amerikanere i at sælge slaver til andre lande. Kongressen gjorde også forsøg på at gøre en ende på den mishandlende behandling af slaver under deres transport fra Afrika. Alligevel havde USA i 1830’erne omkring to millioner slaver – næsten fire gange så mange som i 1776, da landet erklærede sin uafhængighed. Derefter begyndte abolitionisterne at organisere sig. De dannede antislaverisammenslutninger, som udarbejdede andragender med krav om afskaffelse af slaveriet og sendte dem til Kongressen. De holdt taler og afholdt konferencer for at fremme deres sag.
I 1833 blev den abolitionistiske bevægelse mere aggressiv. William Lloyd Garrison fik en enorm indflydelse, hovedsagelig gennem sin publikation The Liberator. Garrison dannede American Anti-Slavery Society og proklamerede, at slaveri af mennesker var en moralsk skandale; han og hans gruppe fremmede deres mål ved hjælp af metoder til ikke-voldelig protest. De holdt offentlige taler, udgav antislaveri-litteratur og boykottede bomuld og andre produkter, der var afhængige af slavearbejde. Garrisons mål var dog ikke blot at gøre en ende på slaveriet, men også at gøre en ende på fordomme og fremme racemæssig retfærdighed. I løbet af 1840’erne dannede abolitionisterne politiske partier og fortsatte kampen for racemæssig lighed. Ligesom Garrison argumenterede de for, at menneskelig slaveri ikke blot var umoralsk, men også uhensigtsmæssigt for et land, der var grundlagt på løftet om frihed.
Kæmpede i retfærdighedens navn, og abolitionisterne havde en stærk indflydelse. Ved at forsvare borgerrettighederne ændrede de det politiske klima i landet. Både hvide og sorte mennesker sluttede sig til bevægelsen, selv om de havde forskellige mål og idéer. Ikke alle hvide abolitionister mente, at de sorte var ligeværdige med de hvide. Mens de hvide aktivister havde en tendens til at begrænse deres fokus til at gøre en ende på slaveriet, var de sorte aktivister mere tilbøjelige til at tage fat på det større spørgsmål om at fremme lighed mellem racerne.
I de seneste år har historikere, der studerer abolition, udforsket den sorte aktivismes indflydelse. Traditionelt har historikere nedtonet dens betydning, men flere og flere nutidige forskere mener, at den var afgørende for bevægelsen. Manisha Sinha mener sammen med nogle historikere i Caribien, der har understreget indflydelsen fra det haitianske slaveoprør og undersøger slaveoprørets rolle i Caribien, at de sorte aktivister lagde grunden til en større kamp og etablerede principper og praksis, som blev brugt i senere reformbevægelser.