Akkulturationsprocessen blev af Brown defineret som “processen med at blive tilpasset en ny kultur”, hvilket indebærer en ny orientering af tænkning og følelser hos en L2-lærer. Da kultur er en integreret del af et menneske, tager akkulturationsprocessen ifølge Brown en dybere drejning, når spørgsmålet om sprog kommer ind i billedet. Schumann baserede sin akkulturationsmodel på to sæt faktorer: sociale og psykologiske. Schumann hævder, at graden af akkulturation af andetsprogsindlærere i forhold til målsprogsgruppens kultur generelt afhænger af sociale og psykologiske faktorer, og at disse to slags faktorer vil bestemme henholdsvis graden af social og psykologisk distance, som en L2-lærer har i løbet af sin indlæring af målsproget. Social distance vedrører, som Ellis bemærker, i hvor høj grad den enkelte lærende kan identificere sig med medlemmer af TL-gruppen og dermed opnå kontakt med dem. Psykologisk distance er den grad, i hvilken den enkelte lærende føler sig tryg ved sin opgave med at lære målsproget. Schumann identificerer otte faktorer, der påvirker den sociale distance: social dominans, integrationsmønster, indesluttethed, sammenhængskraft, størrelsesfaktor, kulturel kongruens, holdningsfaktor og påtænkt opholdslængde. Han identificerer også tre faktorer, der påvirker den psykologiske distance: motivation, holdning og kulturchok. Schumann har senere forsøgt at udvide akkulturationsmodellen ved at vurdere nutidige kognitive modeller for andetsprogstilegnelse, herunder McLaughlins kognitive teori, Hatch og Hawkins’ erfaringsbaserede tilgang, Bialystok og Ryans model for videns- og kontroldimensioner, Andersons ramme for aktiv tankekontrol og Gassers konnektionistiske ramme for leksikalsk hukommelse.