Alle mennesker har et formål

Det er ikke sådan, at jeg altid har vidst, hvem jeg ville være. Det stod bare meget klart for mig fra en tidlig alder, hvem jeg ikke ville blive.
Mulighederne for en pige, der blev født sort i Mississippi i 1954, var begrænsede. Du kunne undervise i en segregeret skole. Eller være stuepige. En kok. En opvasker. En tjener. Jeg troede aldrig, at det ville være et liv for mig.
Jeg husker tydeligt, at jeg stod på min bedstemors lille, afskærmede veranda bagved, og at jeg kærnede smør, mens hun kogte tøj i en stor, sort støbejernsgryde i gården. Da hun trak det dampende tøj ud af gryden for at hænge det på tørresnoren, råbte hun til mig: “Oprah Gail, du må hellere se mig nu, for en dag bliver du nødt til at vide, hvordan du selv kan gøre det.”
Jeg gjorde, som hun sagde. Jeg så omhyggeligt på, hvordan hun trak tøjklemmerne ud af sit forklæde, holdt dem to ad gangen mellem sine læber og satte den ene og så den anden på de modsatte ender af de lagner og håndklæder og skjorter og kjoler, hun hængte på linen.
En stille, lille stemme inden i mig, i virkeligheden mere en følelse end en stemme, sagde: “Dette vil ikke blive dit liv. Dit liv vil være mere end at hænge tøj på en line.”
Den vished fra denne guddommelige forsikring fik mig igennem mange svære øjeblikke i mine opvækstår.
Jeg ville gerne være lærer. Og være kendt for at inspirere mine elever til at blive mere, end de troede, de kunne blive. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være på tv.
Jeg tror, at der er et kald for os alle. Jeg ved, at alle mennesker har værdi og et formål. Det virkelige arbejde i vores liv er at blive bevidste. Og vågne op. At besvare kaldet.