American Experience

Efterkrigsårene i 1950’ernes USA beskrives typisk som en periode med økonomisk fremgang og teknologiske fremskridt. Faktisk blev landets bruttonationalprodukt (BNI) mere end fordoblet, idet det sprang fra 212 milliarder dollars i 1945 til 504 milliarder dollars i 1960. Ligeledes nød de fleste amerikanere godt af stigninger i indkomst pr. indbygger og reel købekraft. USA var blevet den rigeste nation i verden. Mange af landets borgere, der var trætte efter den store depression og Anden Verdenskrig, tog ivrigt imod den tilsyneladende uendelige rigdom. Nybyggede forstadshuse var fyldt med de nyeste teknologiske gadgets, da forbrugerne kørte i kapløb for at blive en del af det, som økonomen John Kenneth Galbraith kaldte “det velhavende samfund.”

Men alt var ikke godt for afroamerikanere i 1950’erne. Millioner var vendt hjem fra Anden Verdenskrig for at finde sig selv udelukket fra den amerikanske drøm. I en tid med stigende forventninger gav afroamerikanerne udtryk for deres krav om en rimelig andel af den velstand og de løfter, der syntes at omslutte store dele af nationen. De gjorde opmærksom på den dårlige kvalitet af deres børns uddannelse og anfægtede ideen om et “adskilt men lige” uddannelsessystem. Ligestilling på uddannelsesområdet, konkluderede de fleste afroamerikanere, kunne kun sikres gennem integration.

Lige de fleste af datidens amerikanere havde Dwight Eisenhower bevæget sig gennem sit liv i et stort set segregeret samfund. Abilene i hans barndomsår talte ingen afroamerikanere blandt sine indbyggere. West Point var ligeledes blottet for folk af farve. Og hele Ike’s militærtjeneste, fra 1915 til 1948, havde foregået i en segregeret hær. Ikke desto mindre talte Eisenhower offentligt om sin tro på lige muligheder for alle, og i løbet af sin første embedsperiode beordrede han, at alle offentlige faciliteter i Washington, DC, skulle være frasorteret. Men personligt var han sympatisk indstillet over for mange segregationister fra Sydstaterne.

I 1954 afsagde Højesteret en dom, der ville tvinge spørgsmålet om raceadskillelse frem i forgrunden af den amerikanske bevidsthed.

I Brown v. Board of Education of Topeka, Kansas, fastslog domstolen enstemmigt, at oprettelsen af “separate but equal” institutioner — herunder offentlige skoler — var forfatningsstridig. Rettens afgørelse fremkaldte vred modstand i mange skoledistrikter i Sydstaterne.

Selv om han nægtede at kommentere Brown v. Board of Education offentligt, gjorde Eisenhower det klart, at han ville opretholde forfatningen. Voldelige protester brød ud i Tennessee og Texas, da spørgsmål om delstaternes rettigheder kolliderede med forfatningens mandat. I september 1957 beordrede Arkansas’ guvernør Orval Faubus tropper fra statens nationalgarde til at omringe Central High School i Little Rock for at forhindre ni afroamerikanske elever i at blive indskrevet.

Eisenhower gjorde det klart, at han ville sætte sine personlige følelser til side for at håndhæve loven. Præsidenten erklærede: “Højesteret har talt, og jeg har svoret at opretholde de forfatningsmæssige processer i dette land – jeg vil adlyde”. Alligevel håbede Eisenhower at undgå direkte føderal indblanding i Arkansas’ anliggender. Han indkaldte guvernør Faubus til et møde og meddelte ham, at han ikke kunne håbe på at vinde i et opgør med den amerikanske regering. Eisenhower følte sig sikker på, at han og Faubus havde nået en aftale. Han tog fejl. Da Faubus vendte tilbage til Little Rock, beholdt han den statslige nationalgarde ved gymnasiet. Da en føderal dommer beordrede ham til at afstå fra at blande sig i skolens opdeling, fjernede Faubus vagten og efterlod kun det lokale politi til at afværge en vred og voldelig pøbel. Politiet var i stand til at fjerne de ni elever på sikker vis, men kaos fortsatte.

Med Little Rock-gaderne fyldt med en voldsom hob, der talte i tusindvis, sendte borgmester Woodrow Wilson Mann et presserende telegram til Det Hvide Hus med en anmodning om, at føderale tropper skulle genoprette ro og orden. Eisenhower, hvis legende var smedet ved at handle beslutsomt, blev angrebet i pressen for at lade situationen komme ud af kontrol. I en landsdækkende tv-tale meddelte Eisenhower nationen, at han havde beordret føderale tropper ind i Little Rock for at sikre loven. Ike understregede, at hans eneste hensigt var at opretholde forfatningen – han troede ikke på tvungen integration.

Den 24. september 1957 ankom tusind medlemmer af 101. luftbårne division til Little Rock for at sprede den vrede hob og eskortere de ni afroamerikanske elever ind på skolen. Hvide segregationister beskrev aktionen som en “invasion.”

Eisenhower karakteriserede situationen i Little Rock som værende “besværlig ud over al fantasi”, og han ville tælle den dag, han sendte tropper dertil, som en af sine mest triste.