Resumé
Annie John er nu sytten år og skal til England for at studere sygepleje. Hun vågner den morgen, hvor hun skal af sted, vel vidende at hun senere på dagen skal tage en båd til Barbados og derefter til England. Annie kigger på alt i sit hus og tænker på sit liv og på, hvordan enten hendes mor eller far har skabt alt det, der er i huset. På en måde gør denne fortrolighed Annie nostalgisk, men på en anden måde får den hende til at indse, at hun må tage et andet sted hen for at udvikle sit eget jeg.
Annie hører den lokale kirkeklokke ringe, hvilket betyder, at klokken er syv om morgenen, hvor hendes far normalt står op og tager på arbejde. Annie står op og klæder sig i tøj og smykker, der er specielt berørt af obeah-kvinden. Derefter spiser hun en større søndagsmorgenmad sammen med sine forældre. De opfører sig både muntert og trist, og Annie opfører sig på samme måde, selv om hun føler lettelse over, at hun skal af sted. Hendes mor foreslår, at Annie måske vil gifte sig efter afrejsen, men Annie afviser blankt den idé. Efter morgenmaden beslutter Annie, at hun bør sige farvel til Gwen, selv om hun ikke længere holder dybt af hende. Gwen fortæller Annie, at hun vil gifte sig med en lokal dreng, Nevis, til efteråret. Annie ønsker hende held og lykke, men tænker i sit hoved, at Gwen er blevet opslugt af fuldstændig fjollethed.
Annie går senere gennem byen med sine forældre, da de er på vej til det skib, der skal bringe hende væk. Hendes sind hvirvler af minder, da hun kommer forbi sin ungdoms institutioner: hendes skole, hendes kirke og den syerske, hvor hun kom i lære. Annie husker den første gang, hendes mor sendte hende ud på et ærinde for at hente tørrede urter i butikken, og hvordan hendes mor græd af glæde, da Annie vendte tilbage med succes. Annies sind indeholder et diasshow af minder fra hendes ø, men alligevel har hun planer om at forlade den.
Endeligt når Annie og hendes forældre frem til den mole, som hun skal rejse fra. Annie husker, hvordan hun og hendes far plejede at gå derhen for at motionere, og hendes far snakkede med en af vagterne. Mens Annie kigger nedad, føler hun sig pludselig bekymret for at glide gennem molen ud i det blågrønne vand. Hun får et øjeblik af panik, da hun overvejer at forlade sine forældre og sit liv. Hun undrer sig over, hvorfor hun ikke falder ned i en dynge på molen lige med det samme. Men det gør hun ikke. Hun og hendes forældre går om bord på den båd, der skal føre dem ud til deres båd. Da de kommer ud til båden, præsenterer hendes mor Annie for kaptajnen og forklarer hende, at Annie aldrig har rejst alene. Annie skal dele kahyt med en anden ung kvinde. Annies forældre omfavner hende, og hendes mor begynder at græde, hvilket får Annie til at begynde at græde. Hendes mor fortæller hende, at det er ligegyldigt, hvad Annie tager af sted og gør, for hendes mor vil altid være hendes mor, og Antigua vil altid være hendes hjem. Annie smiler og ser kærlig ud, men mærker i sit hjerte hvor godt det er, at hun tager af sted. Hendes mor vender sig om og går ud af hytten. Kort efter tager Annie et stort rødt bomuldslommetørklæde op af sin taske for at vinke farvel til sin familie, som det er skik og brug. Da Annies mor ser hende vinke, vinker hun rasende tilbage, indtil de ikke længere kan se hinanden. Annie går derefter tilbage i kahytten og lytter til bølgerne, der skyller mod skibet, mens de begynder at sejle.
Analyse
I det sidste kapitel adskiller Annies holdning til sig selv og sine forældre sig fra de følelser, hun har haft gennem store dele af bogen. Annie har accepteret tanken om, at hun er en selvstændig person. Faktisk synes hendes adskilthed nu at være dybt vigtig, og hun ser frem til at være langt væk fra sine forældre og sin historie, så hun kan udvikle den. Da hun vågner den sidste morgen, ser hun, at hendes hus ikke giver plads til hendes identitet, fordi det er fyldt med hendes forældres identitet. Alt i huset definerer dem og ikke hende. Annie har brug for at finde et nyt sted for sig selv for at være fri til at artikulere sit selv. Derfor føler hun sig nostalgisk i sit hus, men også saglig omkring sit behov for at forlade det.
Annies ønske om adskillelse kombineret med hendes nostalgi giver hende en dobbeltbevidsthed gennem hele kapitlet. Ved morgenbordet griner hendes forældre med sorg over Annies afrejse, mens naboerne kigger forbi for at ønske hende held og lykke på hendes eventyr. Annie ser forældrenes festlige stemning som et bevis på, at de også mener, at det er på tide for hende at komme videre. Annie opfører sig venligt på overfladen, men føler en følelse af væmmelse i sit hjerte. Da Annie siger farvel til Gwen, synes hun, at Gwen er blevet fuldstændig fjollet, som en abe. Det faktum, at Gwen snart skal giftes, mens Annie helt undgår tanken om ægteskab, som hun sagde til sine forældre, understreger yderligere forskellen mellem de to piger.