Af Sean Clarke
Jeg har lidt af generaliseret angstlidelse det meste af mit liv, og da jeg nu er otteogtyve år gammel, har jeg først de seneste år set på, hvordan jeg ser på mine bekymringer og frygt. I lang tid var jeg bekymret for næsten alting, det var svært at gå i skole, college var værre, og det var skræmmende at forsøge at få et job med folk, jeg ikke kendte, og det var skræmmende at forsøge at få et job med folk, jeg ikke kendte. Det føltes som om, at angsten ville kontrollere alle aspekter af mit daglige liv for evigt.
Og så kæmpede jeg i årevis med bekymringerne og fantaserede om en dag at være en slags terminator, der ikke følte nogen følelser, frygt eller depression. Mens jeg arbejdede min krop for at blive som Schwarzenegger, forblev mit sind vakkelvornt, og frygten forsvandt aldrig rigtig. Faktisk var jeg fra jeg var syv år gammel genert, nervøs og syntes at være i en konstant tilstand af forvirring og tåge i mit sind. Jeg vidste dog, at når jeg først var blevet voksen, ville jeg være en helt anden person. Jeg ville være selvsikker, kunne føre en samtale og ville indrette mit liv, så jeg kun havde få ting at bekymre mig om. Jeg ville være mere stærk.
Fast forward til 2018, og mit sind har ikke rigtig ændret sig overhovedet. Jeg får stadig ængstelige tanker, jeg skal stadig tvinge mig selv til at tale med folk nogle gange, og mit liv er ikke indrettet på en slags perfekt måde, der ikke får mig til at bekymre mig. Jeg er stadig bekymret. Det eneste, der har ændret sig, er mit perspektiv, og derfor mener jeg nu, at det er så vigtigt at arbejde med sit perspektiv.
Sommetider tror vi, at der vil komme et tidspunkt, hvor vi endelig er immune over for angst og bekymring. Måske har vi set for mange eventyr, Askepot levede jo trods alt lykkeligt til sine dages ende, gjorde hun ikke? Eller det får vi i hvert fald til at tro.
Men jeg vil hævde, at det gjorde hun ikke…
Jeg vil hævde, at hun efter filmen blev gravid, led af en fødselsdepression, hun skændtes fra tid til anden med prins Charming, hun kæmpede med sit kropsbillede efter fødslen og blev nogle gange bekymret for, hvor hendes liv var på vej hen.
Okay, måske ikke i den præcise rækkefølge, men du forstår, hvad jeg mener. Efter næsten tyve år med angst og depression indså jeg, at der ikke er noget slutmål, hvor alt pludselig falder på plads, sådan som vi nogle gange fantaserer om. Ligesom Askepot jagtede jeg en slutning, der aldrig eksisterede. Det, jeg prøver at sige, er vel, at livet er en rejse, der er spækket med lykke og bekymringer i hele sin varighed, og det begynder jeg at føle mig mere og mere okay med.
Indse dette har været nøglen for mig, når det kommer til at leve med angst. Jeg var nødt til at træde væk fra de livslange fantasier om ‘den perfekte ende’ og bevæbne mig med et sundere, mere realistisk synspunkt. Så mens du måske synes, at dette lyder lidt dystert (og at jeg basher Askepot), vil jeg gerne forklare, hvordan denne erkendelse har forandret min angst og mit humør som helhed.
Først og fremmest har det at acceptere, at angst altid vil komme og gå i en eller anden form, forhindret mig i at fokusere på det og gøre det til et større problem, end det behøver at være. Det fik mig til at indse, at hvis jeg endelig aldrig mere skulle føle angst nogensinde igen, ville jeg ikke være et menneske. Jeg ville måske endda ende med at gå ud midt på vejen med et stort dumt grin på mit ansigt! Jeg har brug for angst, for den kan have sin berettigelse. Udfordringen er at tage dens kraft fra den, når den ikke er reelt nødvendig.
Acceptere angst i dit liv er som at acceptere, at det måske regner, når du prøver at holde en havefest. Det kan bare ske, det er en følelse, der forvandler sig og skrumper som enhver anden følelse. Nogle dage vågner jeg måske op med angst, og det er helt i orden. Jeg ved, at der vil være dage, hvor jeg vågner op, og hvor jeg føler mig sikker.
Det at acceptere det i mit liv har taget noget af dets magt over mig væk. I stedet for at kæmpe med hver eneste tomme af mine kræfter forsøger jeg nu at observere det som det er, en forbigående følelse, der ikke definerer mig som person. Jeg er ikke et “lykkeligt menneske”, og jeg er heller ikke et “ængsteligt menneske”, i stedet mener jeg, at jeg er en blanding af følelser, der hver især har deres anvendelse.
Jeg er kommet til at definere det at være menneske ikke blot som et pattedyr, der står på to ben, men også som et væsen, der er i stand til at føle en kompleks vifte af følelser, hvilket jeg nu ser som noget ganske fantastisk. Nogle gange skinner nogle af de negative igennem, men på livets rejse kan man garantere, at der også altid kun er solskin lige rundt om hjørnet.
Hvis jeg kunne give et råd til nogen, der går igennem det, jeg gik igennem, ville det være dette – vær venlig mod dig selv. Tag fat i en person, du holder af, eller en organisation som Nopanic, og mind dig selv om, at det er helt okay ikke at være okay hele tiden.
Efter at have tilbragt en stor del af sit liv med generaliseret angstlidelse skriver Sean Clarke nu om sine egne erfaringer, og hvad der personligt har hjulpet ham, på sin blog: http://projectenergise.com/blog/.