Da han skulle arbejde på Abbey Road, havde Kosh hørt historierne om uro i bandet og havde allerede designet det, han troede ville blive deres næste og sidste album, som dengang hed Get Back. Da det ville følge efter White Album, fik Kosh ideen om at have fire separate portrætter af gruppen på en sort baggrund for at skabe kontrast. “De var ligesom ved at falde fra hinanden, og det skulle være deres svanesang,” siger han. “Så et ‘sort’ album var mit svar på det hvide album. Det skulle være det sidste, de ville lave. Jeg tog fejl!” (Da albummet endelig blev afsløret det følgende år, havde det samme udseende, men en ny titel, Let It Be.)
Sikkert nok var Kosh hos Apple en dag i sommeren 1969, da han og reklamechef Derek Taylor blev inviteret af Lennon til at lytte til en acetat, der netop var blevet klippet i kælderstudiet i bygningen. “Det var fucking Abbey Road,” siger Kosh. “Jeg sidder der og lytter til det her, og meget få mennesker havde lyttet til det på det tidspunkt. Da den kom til ‘I Want You (She’s So Heavy)’, besvimede jeg næsten. Det var så godt.”
Da Abbey Road nu erstattede Get Back på udgivelsesplanen, måtte Kosh hurtigt udtænke et nyt cover – som han husker det, i løbet af to dage. “Vi havde en deadline,” siger han. “Vi skulle i trykken, og albummet var forsinket, og det måtte man bare tage sig af.”
Designeren huskede de billeder, som fotografen Iain Macmillan (der døde i 2006) havde taget uden for Abbey Road-studios, og han vidste, at albummet skulle opkaldes efter denne gade. I en hurtig og afgørende beslutning, der ville give genlyd i årtier, besluttede Kosh at undlade at bruge bandets navn på coveret og lade billedet tale for sig selv. “Vi tænkte, at hvis man ikke kendte Beatles nu, hvor har man så været?”, siger han.
Ifølge Kosh skrev Lennon, Ringo Starr og George Harrison alle under på ideen, og det samme gjorde Apple Corps-chefen og den mangeårige Beatles-trofast Neil Aspinall. Kosh har ingen erindring om McCartneys reaktion på, at deres navn ikke var med, men har stadig forbløffende erindringer om et opkald midt om natten fra Sir Joseph Lockwood, der ledede Beatles’ selskabsselskab, EMI. “Jeg hørte en række skældsord, som var overvældende,” siger Kosh. “Han sagde, at jeg ville ødelægge Beatles, fordi jeg ikke havde sat deres navn på coveret, og ingen ville købe albummet. Jeg rystede efter det opkald.” (Peter Brown, den mangeårige Beatle-medarbejder og co-manager, har ingen erindringer om, at Lockwood skulle have været vred på bandet, så hans kommentarer om Abbey Road kan have været en undtagelse.)
Som Kosh husker det, gik han på arbejde næste morgen, og tilfældigvis var Harrison der også på et usædvanligt tidligt tidspunkt. Da Kosh fortalte ham om opkaldet, afviste Harrison det og gav Kosh grønt lys, og Abbey Road ville blive udgivet den følgende måned med sin oprindelige vision – uden kunstnernavn eller titel på forsiden.
Kosh ser tilbage på de analyser og konspirationsteorier, der fulgte, med morskab, begyndende med “Paul er død”-rygterne, der udsprang af formodede spor i billedet. Han husker, at han var på kontoret, da en Apple-chef ringede til McCartney i Frankrig for at sikre sig, at han rent faktisk var i live. “Fuck off,” sagde McCartney og lagde røret på.
Kosh, der har været bosat i Los Angeles siden 1973, kom til at designe forsiderne til Hotel California, Who’s Next og mange andre af tidens vartegn. Men hans arbejde på Abbey Road skiller sig ud. Det er sikkert den mest parodierede jakke nogensinde og er blevet genskabt på udgivelser af Kanye West, Red Hot Chili Peppers, George Benson, Booker T. and the MG’s, Sesame Street, rapperen Chubb Rock og McCartney selv.
“Du designer ikke et ikon, når du gør det”, siger han. “Du betaler huslejen og hygger dig. Jeg kan huske, at jeg især så den med Chili Peppers og tænkte: “Hold da op, hvor er den fed!”. Det var spændende for mig at få folk til at grine af at tage pis på mig.”