Belgeo

Denne forskning blev finansieret af Sapienza University of Rome, Interdisciplinary Projects 2015 (n. C26M15WHXB)

Introduktion

1Siden 1980’erne har Italien registreret en betydelig stigning i migrationsniveauet, hvilket i høj grad skyldes, at de politiske, økonomiske og sociale forhold i de lande, hvor indvandrerne bor, ikke tillader dem at overleve. Indvandrere udgør en del af den udenlandske befolkning, der bor i Italien, og som ifølge “Statistical dossier on Immigration” (rapport UNAR 2014) skønnes at bestå af over 5 millioner mennesker. Langt de fleste af disse indvandrere bor i de største storbyområder som Rom, Milano og Torino, og næsten 700 000 er koncentreret i Lazio-regionen. Kun halvdelen af den samlede indvandrerbefolkning er i beskæftigelse, og mindre end en tiendedel har en gyldig opholdstilladelse, enten af hensyn til arbejde, familiesammenføring, politisk asyl eller studier. Størstedelen af indvandrerne kommer fra lande med en traditionelt høj udvandringsrate. Selv om procentsatserne kan variere fra region til region, og nogle samfund kan være mere koncentreret visse steder end andre, stammer de fleste udenlandske befolkningsgrupper, der bor i Italien, fra Rumænien, Albanien, Marokko, Kina, Ukraine, Filippinerne, Indien, Peru, Bengalen, Polen og Tunesien.

2Denne artikel indeholder en fuldstændig rapport om resultaterne af en undersøgelse til et projekt baseret på en kombination af kliniske tal med socioøkonomiske data om menneskelig mobilitet i hovedstadsområdet Rom. Udgangspunktet for denne analyse er patientregisterdatasættet fra skadestuen på Policlinico Umberto I’s skadestue for perioden 2000-2013.

3Hospitalet registrerer det største antal indlæggelser (ca. 140 000 i 2014) inden for Lazio-regionen. Det ligger ikke blot ved siden af to af de jernbanestationer (Termini og Tiburtina), hvor mange illegale indvandrere transiterer eller finder ly, men det ligger også meget tæt på Esquilino-kvarteret, hvor mange (regulære og illegale) indvandrere arbejder og finder hjem.

4Den kliniske observation af dataene afslører en høj forekomst af bestemte sygdomme hos personer af specifik etnisk oprindelse, der er indvandret til Rom. Derfor er det nødvendigt at indsamle flere oplysninger om indvandringsstrømmenes størrelse og karakteristika ved hjælp af en tværfaglig tilgang.

5I mange år har Italien nu været et destinationsland for indvandrere. Det opfordrer indtrængende til, at der udarbejdes sociale politikker, der gør det muligt at integrere forskellige etniciteter, og at der indføres værktøjer til sundhedsovervågning sammen med interventionsprogrammer på folkesundhedsområdet. Disse programmer bør målrettes for at imødekomme specifikke sundhedsbehov, som skal identificeres. Til dette formål er akutmodtagelsen et gyldigt middel til støtte.

6Udtrykket “usynlig strøm” blev først brugt til at beskrive strømmen af hjemvendte i slutningen af kolonialismen. Disse tilbagesendelsesstrømme vedrørte personer, der kom tilbage til lande med gammel europæisk oprindelse, og blev adskilt fra det traditionelle begreb indvandringsstrømme (Smith, 2003), da der i dette tilfælde var tale om hvide personer, der var kulturelt kompatible med indvandringslandene. Denne fortolkning af begrebet blev også brugt om lignende fænomener, der havde fundet sted under Anden Verdenskrig (Isaac, 1954). Findlay (1995) behandler fænomenet “usynlige strømme” og henviser til mobilitet for kvalificeret personale, der migrerer i korte perioder, uden at det giver anledning til problemer med hensyn til etnicitet. Forfatteren knytter derfor begrebet til den internationaliseringsproces i produktionssektoren, som fandt sted i de to foregående årtier. Croucher (2009) bruger i stedet begrebet usynlige strømme i forbindelse med nye former for globalisering i forbindelse med økonomien og arbejdsmarkedet. Mere specifikt fokuserer forskeren på grænseoverskridende migrationsstrømme (med særlig opmærksomhed på grænsen mellem USA og Mexico), som følger nye typer af mønstre og har særlige karakteristika.

7Fra et sundhedsperspektiv kræver fænomenet med usynlige strømme, der består af både uformelle og ulovlige indvandrere, en konstant anvendelse af ressourcer til overvågning af migranternes sundhed.

8Selv om der kan foretages en indledende vurdering af indvandrernes sundhedstilstand på modtagelsescentrene, er det ofte vanskeligt at foretage en passende vurdering af deres langsigtede sundhedsbehov, fordi nogle indvandrere enten flytter til andre stater, eller fordi de, mens de opholder sig i modtagerlandet – i dette tilfælde Italien – meget ofte ikke har en registreret arbejdskontrakt eller en lejekontrakt eller ikke er registreret i det nationale sundhedsvæsen. De er praktisk talt en “usynlig menneskelig mobilitet”, da der ikke foreligger fuldstændige oplysninger om deres eksistens på et bestemt tidspunkt og sted. Det eneste bevis for deres tilstedeværelse i et bestemt område findes ofte kun i akutsystemerne, hvis de tilfældigvis har tjekket ind på grund af en sundhedsmæssig nødsituation.

9 En undersøgelse foretaget af ISTAT i 2011/12 vurderede gennem interviews antallet af indvandrere, der havde besøgt en akut skadestue i de foregående tre måneder. Det viste sig, at der var 66 indvandrere ud af 1 000 mod 50,5 pr. 1 000 italienere.

10Tallet af besøg på skadestuen er højere for udlændinge i aldersgruppen 25-34 år (77,5 pr. 1 000), mens det for italienere stiger efter 55 års alderen. Akutmodtagelser og skadestuer er privilegerede observatorier for sundhedsspørgsmål i et givet område. De håndterer svaghederne i sundhedssystemet, som i mangel af forebyggelses- og plejetjenester kun tvinger til at bruge sundhedsfaciliteterne i nødstilfælde.

11 På grundlag af denne observation er der foretaget en retrospektiv observationsanalyse af data fra skadestueafdelingen på Policlinico Umberto I i Rom. Den består af en undersøgelse af indlæggelser af udenlandske statsborgere i 2000’erne i hovedstadsområdet i Rom. Tanken er at forstå særtræk og forskelle mellem italienernes og indvandrernes sundhedstilstand. Desuden er det hensigten at vurdere variationen i sundhedsbehovene over tid som følge af ændringer i de miljømæssige, socioøkonomiske og politiske forhold.

12Den iværksatte undersøgelse har til formål at forbedre den medicinske praksis hos det personale, der arbejder i faciliteter for indvandrere. Den viden, der opnås gennem undersøgelsen, kan faktisk være nyttig til hurtigt at opdage specifikke kliniske mønstre, idet man overvinder enhver kulturel barriere eller sproglig hindring. Desuden kan analysen give forslag til forbedring af sundhedspolitikker, idet der sammen med de relevante sundhedsfaciliteter skabes veje til forebyggelse og pleje af visse sygdomme ud over den hastende kritiske omstændighed, der får den udenlandske borger til at besøge afdelingen for akutmodtagelse. Desuden kan en gentagelse af denne analyse i andre byområder/metropoler fremhæve forskelle og ligheder inden for EU’s områder og danne grundlag for en sammenligning mellem EU-landene. Resultaterne af denne undersøgelse kan bruges til at styre sundhedspolitikkerne i EU’s territorier og til at støtte sundhedspolitikkerne i oprindelseslandene for udenlandske borgere, der ofte kommer fra nye eller mindre udviklede lande.

13De data, der blev anvendt i denne retrospektive observationsundersøgelse (alle indlæggelser på skadestueafdelingen på Policlinico Umberto I i Rom fra 2000 til 2013), blev hentet fra IT-systemet GIPSE (Information Management ER and DEA). Blandt de udenlandske befolkninger, der blev identificeret gennem dataene, er der blevet foretaget en dybdegående analyse af de ni numerisk mere repræsentative nationaliteter. I faldende rækkefølge er de rumænske, bengalske, peruvianske, kinesiske, polske, albanske, egyptiske, filippinske og marokkanske borgere.

14Ud fra den statistiske analyse af de indsamlede data fremkom diagnosegrupper, der adskilte sig fra de andre undersøgte nationale grupper med hensyn til to variabler: alder og diagnosekode ICD-9-CM (International Classification of Diseases – 9. revision – Clinical Modification). Der blev først identificeret undergrupper af diagnoser, som udgjorde mindst 50 % af stikprøvestørrelsen. Derefter blev det valgt at analysere hver diagnosegruppe, der for hver national gruppe adskilte sig med mindst 10 % fra den procentvise værdi af kontrolpopulationen bestående af alle de andre nationale grupper, inklusive italienerne. For hver national gruppe undersøgtes også aldersfordelingen i hver enkelt diagnosegruppe, som udgjorde mindst 60 % af stikprøvestørrelsen af diagnoseundergrupperne.

En tværfaglig tilgang: fordele og ulemper

15Oprindelsen af problemet med at anvende en tværfaglig tilgang til at identificere og behandle fænomenet usynlige strømme synes at være ret ny. I betragtning af fænomenets størrelse er denne tilgang den eneste, der kan behandle nogle af de spørgsmål, som de enkelte discipliner ikke kan løse, da det går ud over deres individuelle rækkevidde. Undersøgelser, der blev gennemført under internationale geografikongresser i 2015 (Eugeo, Budapest, IGU, Moskva), bekræftede, at mange forskere – som endnu ikke har afsluttet eller offentliggjort deres undersøgelser – er interesseret i brugen af en sådan tværfaglig tilgang. På et metodologisk niveau tager denne undersøgelse problemet ved roden ved at gennemgå litteratur, der har behandlet spørgsmålet om samarbejde mellem samfundsvidenskab og lægevidenskab.

16Videnskabelig og teknologisk forskning er vigtig for den sociale udvikling af et samfund; humanistiske studier har stor indflydelse på den politiske sfære i et bestemt område. Anerkendelsen af eksistensen af en skarp opdeling mellem de forskellige discipliner skabte flere komplikationer for forskerne. Konsekvensen af denne opdeling er ikke kun af individuel karakter, men skaber også komplekse politiske, miljømæssige og kulturelle problemer, som det globale samfund må tage stilling til og løse. For mere end et halvt århundrede siden fremhævede Charles Percy Snow (1959) problemet med manglende kommunikation mellem videnskabsfolk og forskere og kastede et lys over deres manglende evne til at samarbejde. Ifølge Snow (1959) ville det for at opnå et mere dybtgående perspektiv på både det sociale og det politiske område være nødvendigt at skabe en samlet tilgang til de to kulturer.

17Forfatterens arbejde har længe været genstand for diskussion, påskønnelse og også kritik. Af denne og andre grunde vurderes og diskuteres hans konklusioner stadig 50 år senere i vigtige videnskabelige tidsskrifter. Snow (1963) overvejer også muligheden af, at der kan opstå en tredje kultur, som kan formidle denne absolutte dikotomi. Forfatteren forestiller sig nemlig en meget kommunikativ kultur af humanister, der er i stand til at tage videnskabelige spørgsmål op til overvejelse.

18Videnskabsfolk lærte trods alt at kommunikere direkte med den brede offentlighed. Specialiserede journalister opererer på et vertikalt niveau, fra bunden til toppen, mens professorer kommunikerer fra toppen til bunden. Ifølge Brockman (1995) er den tredje kultur ikke en disciplin, men en proces, der resulterer i alle de stykker, som frigives af videnskabsfolk og andre tænkere, der beskæftiger sig med videnskabelig formidling. Gennem deres arbejde og deres formidlingsevne erstatter disse forskere de traditionelle intellektuelle ved at gøre den dybere mening med vores liv tydeligere. Emnet videnskabelig udbredelse er blevet et afgørende element i vores samfund.

19Med henvisning til samfundsvidenskaberne bemærker Kagan (2009), at en tredje kultur har fået større betydning i løbet af de sidste 50 år. I sit værk beskriver forfatteren forudsætninger, ordforråd og bidrag fra naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber. Især de sociale og humanistiske videnskaber har den fortjeneste at have bidraget til vores forståelse af den menneskelige natur og sat spørgsmålstegn ved antagelsen om, at biologiske processer er de vigtigste determinanter for ændringer i den menneskelige adfærd. Kagan (2009) inddeler videnskaberne på grundlag af nye parametre, der henviser til meget specifikke variabler som f.eks. fondsstørrelse, finansieringskilder, metoder til forskningsforvaltning og måder at indsamle og anvende data på. Forfatterens budskab kan sammenfattes i to hovedidéer: det fysiske og kulturelle miljø betyder meget mere end den genetiske struktur, og den korrekte undersøgelse af menneskelig adfærd er baseret på en analyse af kultur og symboler.

20For samfundsvidenskaberne er de vigtigste informationskilder mundtlige udsagn, observation og måling af menneskelig adfærd samt fysiologiske målinger. Den “store videnskab”, der har udviklet sig i de sidste halvtreds år, har fjernet spændingen ved den personlige opdagelse. Den store finansiering, der er nødvendig for den “store videnskab”, har begunstiget de samfundsvidenskaber, hvor teoretiske innovationer er mulige med mindre bevillinger.

21Der er bestemt ikke behov for at katalogisere hver eneste disciplin, men det er nødvendigt at erkende, at nogle discipliner med tiden har forandret sig mere end andre, og at nogle af de definitioner, der var gældende i årene efter Anden Verdenskrig, bør gennemgås og om nødvendigt revideres. Et særligt tilfælde er geograferne, hvad enten de er fysiske (naturvidenskabsmænd) eller økonomiske (samfundsvidenskabsmænd). De følger de samme uddannelser, har de samme borger- og faglige organisationer og er internationalt medlem af den samme Internationale Geografiske Union (IGU). IGU er til gengæld medlem af Det Internationale Samfundsvidenskabelige Råd (ISSC) og samtidig af Det Internationale Videnskabsråd (ICSU), hvortil der også er tilknyttet foreninger inden for antropologi og psykologi, men ikke alle samfundsvidenskaber. Geografien repræsenterer derfor mindst to kulturer og kan naturligvis bidrage til at overvinde opdelingen mellem disse forskellige discipliner. Denne disciplin udtrykker sig gennem en rumlig definition af fænomener og begivenheder og ved hjælp af de nyeste geografiske informationssystemer og formår at sammenligne og forbedre kommunikationen mellem forskellige kulturer og begivenheder gennem deres placering på territoriet.

22Rom-erklæringen (21/11/2014) om ansvarlig forskning og innovation (RRI) i Europa kræver, at alle medlemmer af samfundet, herunder civilsamfundet, er gensidigt ansvarlige for forskningsprocesser og -resultater. Dette pålægger nødvendigheden af samarbejde om videnskabelig uddannelse, fastlæggelse af prioriteter, forvaltning af ansvarsområder og overførsel af ny viden til civilsamfundet. I sommeren 2012 offentliggjorde Europa-Kommissionen en række foranstaltninger, der skal gøre det lettere at få adgang til resultaterne af offentligt finansieret forskning. Disse foranstaltninger er kendt under betegnelsen “åben adgang”. Denne politik vil gøre det lettere for andre forskere og virksomheder at få adgang til resultaterne. Som Máire Geoghegan-Quinn, EU-kommissær for forskning og innovation, udtalte, vil denne praksis desuden gøre investeringerne på 87 milliarder euro mere effektive. Nødvendigheden af både en tværfaglig tilgang og udbredelsen af resultaterne af videnskabelig forskning er nu en integreret del af al finansiering af det europæiske forskningsprogram HORIZON 2020, som vil blive ydet mellem 2014 og 2020.

Menneskelig mobilitet som et nøgleelement i forståelsen af sociale forandringer

23Menneskelig mobilitet har været et af de vigtigste emner af interesse for samfundsvidenskaberne i et par årtier nu. Denne særlige opmærksomhed på emnet har fulgt transformationer i karakteren af både migrations- og turiststrømme i forbindelse med den avancerede globalisering, som har påvirket den internationale handel, kapitalstrømme og økonomiske strategier. De nye former for menneskelig mobilitet har til gengæld påvirket den sociale og kulturelle udvikling og er blevet understøttet af fremskridt inden for informationsteknologi og kommunikation.

24I den moderne kultur er der en stærk sammenhæng mellem globale fænomener og lokal udvikling. Menneskelig mobilitet er en af de vigtigste måder, hvorpå denne indbyrdes sammenhæng kommer til udtryk. Steder, der tidligere kun var forbundet af arbejdskraftens strømme, bliver nu i stigende grad forbundet med hinanden gennem nye former for mobilitet, der resulterer i en betydelig ændring i livsstil, forbrugsmønstre og politiske begivenheder. Disse nye former for mobilitet breder sig også i forbindelse med væsentlige ændringer i de mere traditionelle former for økonomisk migration. Menneskelig mobilitet tager forskellige former, herunder migration og turisme, og dette forhold mellem de to udgør endnu et aspekt af videnskabelig interesse. Turisme er en form for mobilitet af varierende varighed, og den er indbyrdes afhængig af andre former for migration. Den skaber til gengæld mere særskilte former for migration, f.eks. migration, der udløses af efterspørgslen efter tjenesteydelser, eller mere forbrugerorienterede former, der kan antage forskellige former afhængigt af varighed og årsager, f.eks. sæsonmigrationer, ferieboliger, migrationer i forbindelse med livsstilsændringer eller pensionering. I årtiet mellem 2000-2010 har geografien stået over for både problemet med at redefinere begreberne migration og turisme og nødvendigheden af at foretage yderligere forskning i det synergetiske forhold mellem de to (Hall og Williams, 2002). Flere former for migration skaber faktisk turiststrømme, da indvandrersamfundet ikke blot kan blive centrum for turiststrømme, men også kan skabe turiststrømme af mennesker, der vender tilbage til deres hjemland for at besøge venner og familie.

25Urry (2000) foreslår et sociologisk manifest, som undersøger de indbyrdes afhængigheder og sociale konsekvenser af alle de forskellige former for mobilitet af mennesker, produkter, billeder, information og affaldsprodukter. Det er grunden til, at den anden del af titlen på hans bog henviser til “mobiliteter” i det 21. århundrede. Mobilitet skal betragtes både som et geografisk og et socialt fænomen. Urry hævder, at social mobilitet hidtil har ignoreret krydsningerne mellem sociale klasser, køn og etniske grupper og regioner, byer og steder. På grundlag af dette udsagn peger forfatteren på en ny sociologisk dimension, der ikke længere er forankret i begrebet menneskeligt samfund, men er orienteret mod at søge efter nye paradigmer såsom netværk, mobilitet og horisontal fluiditet. Sheller (2011) reflekterer historisk over den måde, hvorpå sociologien i forbindelse med det dynamiske kulturelle miljø i 1990’erne fremkaldte en debat ikke kun blandt sociologer, men også blandt forskere inden for geografi, antropologi, arkitektur, byplanlægning, medieteori, kommunikation og kunst.

26 På grundlag af denne nye tværfaglige tilgang bliver parametrene til parametre for en sociologi om flydende væsker, hvor der ikke er nogen start- eller ankomstpunkter; der er ikke noget specifikt referenceperspektiv, og hastighed og retninger er vigtigere end mål. Derfor kommer egenskaber som viskositet og ubestemthed i spil, og der opstår vægge, som hindrer mobiliteten, men man bør ikke ignorere kapillærpassagen. Fluidernes krydsninger og kapillærets hierarkiske skalaer er centre, omkring hvilke autoriteten er organiseret. På samme måde krydser forskellige væsker hinanden i modernitetens “ikke-steder”. Siden 2000 har Den Internationale Geografiske Union (IGU) nedsat en kommission om “Global Change and Human Mobility (GLOBILITY) med henblik på at undersøge de metodologiske forudsætninger for udviklingen af befolkningsstrømme (Montanari, 2002). Forskere og professorer fra mere end hundrede forskningsinstitutter (50 % europæiske, resten fra hele verden) har tilsluttet sig GLOBILITY. De seneste årtier har gjort det muligt for forskerne at drage fordel af erfaringerne og udviklingen inden for samfundsvidenskaberne, og bidragene kommer ikke kun fra de udviklede lande på den nordlige halvkugle, men også fra Afrika og Stillehavet. For ikke at få et forvrænget syn på menneskers mobilitet er man faktisk opmærksom på at få forfattere med om bord, som kan repræsentere synspunkter fra både udviklede lande og udviklingslande. Selv om netværket er oprettet som en del af IGU, er andre forskere fra andre samfundsfaglige discipliner blevet inviteret til at deltage aktivt i GLOBILITY (Montanari og Staniscia, 2016).

Resultater og diskussion

27Indlæggelser på skadestueafdelingen på Policlinico Umberto I fra 2000’erne til juni 2014 var på i alt 1 908 240. Indlæggelser af italienske statsborgere var 1 651 621; indlæggelser af udlændinge var 256 619. Tendensen med hensyn til indlæggelser på skadestuen har over tid vist en støt og progressiv stigning for alle de undersøgte nationale grupper. Der kan kun konstateres en lille afvigelse for den polske befolkning fra 2005 til 2006 (figur 1).

28På grundlag af indlæggelser på skadestuer og skadestuer for de ni identificerede etniske grupper blev der taget hensyn til antallet af indbyggere, der var registreret på folkeregistret i Roms kommune den 1. januar hvert år. De sammenlignelige data er dem mellem 2004 og 2013. Statistikkerne for 2012 henviser til den nationale folketælling; derfor kan antallet af registrerede udlændinge i nogle tilfælde ikke være blevet indsat korrekt i registerkontorets database. I den betragtede periode er antallet af registrerede udlændinge steget en smule for egyptiske statsborgere, det er steget med halvdelen for polske statsborgere, tre gange for kinesere, mere end fire gange for rumænere og næsten seks gange for bengalere.

29Det synes også relevant at se på koefficienten for antallet af hospitalsindlæggelser pr. tusinde af de udenlandske statsborgere, der er registreret i folkeregistret. Denne koefficient kan enten undersøges som en udvikling over tid eller kan sammenlignes år for år. Hvis man sammenligner med den registrerede befolkning, er de patienter, der er indlagt på hospitaler i perioden 2004-2013, hovedsageligt konstante (figur 2) eller stiger en smule i antal (som for bengalere, peruvianere, filippinere og marokkanere), men er også faldet med halvdelen (kinesere og polakker) og en tredjedel (rumænere og albanere).

30Analysen af de forskellige årsager til indlæggelser på skadestuer og skadestuer og sammenligningen mellem indlæggelser fra de ni undersøgte etniciteter og den italienske befolkning afslører, at der findes specifikke sygdomme for hver national gruppe.

31Hjert- og kardiovaskulære sygdomme er hyppigere i den italienske befolkning med en højere gennemsnitsalder end i indvandrersamfundet. Hyppigheden af akutte koronarsyndromer synes at være mindre hos indvandrerpatienter, men gennemsnitsalderen for forekomsten er i dette tilfælde betydeligt lavere, især for visse sydøstasiatiske befolkningsgrupper (hvilket bekræfter data fra litteraturen). Dodani et al. (2012) antager, at årsagen er genetisk, men Jayasinghe og Jayasinghe (2009), McQueen (2008), Rahman og Zaman (2008) identificerer i de risikofaktorer, som disse indvandrerbefolkninger har erhvervet, årsagen til den accelererede aterogenese, der er ansvarlig for tidlige hjerte-kar-sygdomme. Der er rapporteret om tilfælde af ændringer i blodtrykket og hjertesvigt hos sydamerikanere. Selv i dette tilfælde er det særlige kendetegn den unge alder af de berørte personer. Miranda et al. (2013), El Khamlichi et al. (2001), Schneck og Biller (2005) rapporterer også om tilstedeværelsen af sygdomme med hjertesvigt og akutte kardiovaskulære hændelser i de afrikanske lande i Middelhavsområdet, hvilket bekræftes af resultaterne af denne undersøgelse.

32Luftvejssygdomme er hyppigere i de udenlandske grupper. Akut luftvejsinfektion er den sygdom, som flest får, men det har ikke vist sig, at den repræsenterer nogen særlig statistisk betydning i forhold til en bestemt etnicitet.

33Polakker registrerer en stor procentdel i tilfælde af mave-tarmsygdomme (hovedsageligt gastro-duodenitis, kronisk hepatitis og skrumpelever). Nylige publikationer fra afdelingen for epidemiologi ved det nationale institut for folkesundhed og det nationale hygiejneinstitut i Warszawa dokumenterer ineffektive programmer for primær og sekundær forebyggelse af HBV og HCV.

34Både polske og filippinske borgere har en tendens til at få sygdomme, der påvirker huden, og for filippinernes vedkommende får kvinder en højere procentdel af urinvejsinfektioner (64 % af dem, der indlægges på skadestuen, er kvindelige filippinere).

35Indlæggelser på grund af tumorer (især dem, der påvirker de kvindelige kønsorganer) og neoplasmer i blodet og det hæmatopoietiske system vedrører især den rumænske befolkning. Dette synes at skyldes manglen på kræftscreeningstests (f.eks. HPV-tests) i hele landet, hvilket Tornesello et al. (2011), Apostol et al. (2010) og Arbyn et al. (2009 og 2007) har fremhævet i deres undersøgelser.

36I forbindelse med sygdomme, der rammer kvinder, synes antallet af indlæggelser på grund af graviditet, fødsel og komplikationer efter fødslen at være højere i alle udenlandske grupper og især for yngre kvinder sammenlignet med den italienske gruppe.

37Denne bemærkning vedrører især den rumænske befolkning, men også sydøstasiater (især kinesere og bengaliere) og albanere.

38I betragtning af den yderligere klassificering af faktorer, der påvirker sundhedstilstanden, og brugen af sundhedssystemet til understøttende undersøgelser (f.eks. ved dårligt definerede symptomer, der ikke passer ind i en kodificeret diagnose; undersøgelser og test til vurdering af alder ved hjælp af røntgen af knogler), synes procentværdierne for disse diagnosegrupper at være højere hos patienter med udenlandsk statsborgerskab. Dette gælder især for bengalske og egyptiske statsborgere, da disse værdier er fire gange højere end gennemsnittet. Dette tal kan skyldes, at det er umuligt for udenlandske statsborgere at få adgang til disse tjenester, som ikke leveres af akutsystemet/akutsystemet, og at det er nødvendigt at få foretaget undersøgelser i andre institutioner (f.eks. knoglealder).

Konklusioner

39Dataanalysen fremhævede forskelle mellem nationaliteter for nogle diagnosegrupper. Den understregede forholdet mellem disse grupper og visse etniciteter (den rumænske befolkning og neoplastiske sygdomme, bengalierne og koronar hjertesygdom i en tidlig alder, peruvianerne og sygdomme i kredsløbssystemet, den polske befolkning og gastrointestinale sygdomme, albanerne og mentale og dermatologiske lidelser, filippinerne og genitourinære sygdomme, især for kvinder, og den marokkanske befolkning og vaskulære sygdomme). Ved at identificere genetiske etnicitetsrelaterede faktorer og individuelle risikokomponenter, både som påståede årsager til sygdomme og dermed årsager til indlæggelser på skadestuer og skadestuer, bekræftede analysen af litteraturen resultaterne af denne undersøgelse. Resultaterne af denne analyse er især vigtige for at øge forståelsen af, hvordan man kan diagnosticere bestemte sygdomme tidligere, hvilket er meget nyttigt, når patientens sygehistorie er afskærmet af sproglige og kulturelle barrierer. Efter den første behandling på skadestueafdelinger ville det være ønskeligt at kunne inddrage disse patienter i forebyggelses- og plejeprogrammer.

40 Visse patologier og visse indlæggelser på skadestueafdelinger synes at henvise til problemer på et andet niveau. Et af de resultater, der fremkom i denne undersøgelse, og som er ens på tværs af alle de undersøgte populationer, er tilstedeværelsen i området af en udenlandsk kvindelig befolkning, der står over for graviditet i en meget tidlig alder (sammenlignet med italienernes graviditetsalder). I årenes løb er den udenlandske kvindelige befolkning steget, måske af hensyn til familiesammenføringer. Et sådant forløb kræver først og fremmest hospitalshjælp af medico-juridiske og økonomiske årsager. Det ville være ønskeligt at kunne oprette seksualundervisningsprogrammer og yde gynækologisk bistand til udenlandske kvinder ud over den umiddelbare pleje, der ydes på skadestuerne.

41En sidste bemærkning bør fremsættes om ukorrekte indlæggelser af udenlandske statsborgere på skadestuerne. Dette fænomen hænger ofte sammen med medico-juridiske problemer, som gør den generelle lægehjælp og den ambulante behandling utilgængelige for udenlandske borgere uden opholdstilladelse. Det ville være meget nyttigt at oprette informationspunkter på AED’erne om reglerne for indvandreres adgang til sundhedsydelser og behandlinger.

42 Forskningsresultaterne er særligt opmuntrende med hensyn til muligheden for at etablere et samarbejde mellem lægevidenskab og samfundsvidenskab for bedre at forstå og planlægge en situation, der er blevet alarmerende med hensyn til omfang og konsekvenser. I løbet af det seneste år har fænomenet med usynlige strømme nemlig haft indflydelse på EU-borgernes sociale, økonomiske og politiske liv. Derfor er det nødvendigt at undersøge disse spørgsmål yderligere. Ud fra en analyse af et transitknudepunkt har forskergruppen derfor besluttet at foretage en struktureret undersøgelse af, hvordan uregelmæssige former for menneskelig mobilitet bevæger sig i netværk og overfører deres problemer til flere knudepunkter på både italiensk og europæisk territorium.