For et par dage siden postede en ven på min Facebook et link til et websted fuld af fantastiske tapeter, som han sagde mindede ham om mig; billedet til venstre er fra dette websted og er i øjeblikket mit aktive tapet.
I første omgang blev jeg bare tiltrukket af citatet, fordi det fuldstændig opsummerede min egen verdensfilosofi – det var først for et par minutter siden, da jeg læste op på, hvad navnet på denne filosofi kunne være, så jeg kunne dele det i dette indlæg, at det gik op for mig, at det er et citat fra en Alan Watts, en berømt vestlig filosof, der forsøgte at bygge bro mellem østlig og vestlig tænkning. Så det, der trak mig ind i denne tankegang, var ikke Watts selv, men snarere de idéer, der er indeholdt i dette citat.
Religion er for mig et vanskeligt og spændende spørgsmål. Jeg plejede at være en skarp ateist – om end aldrig en særlig god ateist, indrømmer jeg, da jeg stadig altid var rædselsslagen for spøgelser og andre uforklarlige fænomener. Med tiden blev mine holdninger imidlertid blødere, og jeg endte med at blive en ret stærk troende på Gud; dette blev så igen blødgjort til en udelukkende personlig, stadigvæk udviklende inklusiv spiritisme.
Hjørnestenene i min tro hviler på tre ting: 1) Organiseret religion er i sagens natur indblandet af mennesker, der ofte bruger den til egen vinding, og er derfor aldrig så sandt, som de insisterer på, at de er 2) Jeg tror stærkt på en enhed i skabelsen; det vil sige, at alle ting kommer fra den samme kilde og i sagens natur er forenet i en ultimativ forstand, og 3) I betragtning af universets uendelighed og dets evigt voksende natur, udviklede bevidstheden sig som en måde for skabelsen at dvæle ved sig selv på. Hvis Gud – eller en universel bevidsthed, skabelsens brøndkilde osv. – trods alt er uendeligt kompleks og magtfuld, og universet konstant ændrer sig og udvider sig, så er der behov for en indre form for erfaringsdannelse.
Og, som Homer Simpson udtrykte denne form for dilemma meget velformuleret: “Kunne Jesus lave en burrito i mikrobølgeovn, der var så varm, at han ikke selv kunne spise den?”
Jeg er sikker på, at enhver klasse F-filosof kan rive dette trossystem fra hinanden; men det er jo netop det, der gør det til et trossystem. Jeg er også sikker på, at klogere mennesker end mig gennem hele den filosofiske og religiøse historie har argumenteret for de tre foregående punkter og “bevist” dem på deres egen måde.
I sagens natur finder jeg dog dette trossystem utroligt befriende – næsten fremmedgørende til en vis grad – samtidig med, at det er fuldstændig betryggende. Det er fremmedgørende, fordi det med rette antager, at hver eneste ting, vi oplever – hver eneste handling, tanke, følelse eller tro – er helt personlig, da er alle hjælper universet med at opleve forskellige facetter af sig selv. Vi har alle vores egne fordomme, antagelser, neurale ledninger og kemiske balancer, som gør det nødvendigt, at hver eneste ting, vi oplever, for altid vil være unik og aldrig vil blive oplevet af andre på samme måde nogensinde igen. Dette er også befriende, da det betyder, at uanset hvad, så er vi unikke og vil opleve skabelsen på en eller anden helt individuel måde.
Samtidig er dette trossystem ekstremt kollektivistisk, da ingen af os bare er et “jeg”, men i stedet er vi – i den indre betydning af alle ting – et universelt “vi”, der bare oplever forskellige aspekter af, hvad det at være egentlig betyder. Den bedste måde, jeg kan forstå dette på, er ved at forestille mig en hjerne, der træffer en beslutning; der kan være millioner af forskellige følelser og tanker, der løber om kap for denne ene beslutning. Ligesom din hjerne er lavet af forskellige celler og neurale forbindelser, der alle arbejder som en samlet helhed, er det også tilfældet med eksistensen. Vores oplevelser udgør én flimren af den samlede helhed.
Dette tankespor har også fået mig til at overveje det menneskelige samfunds og skabelses overordnede fremskridt. Først tænkte jeg, at man måske kunne parallelisere den menneskelige udvikling – startende som jægere/samlere med basale glæder og basale lidelser gennem den moderne tid med fantastiske forbløffende vidundere og ubeskrivelige rædsler – til den modnende natur af en universel bevidsthed; ligesom hvordan en voksen kan forstå sorg og glæde i større dybde end et barn kunne.
Men jeg skrotter disse ideer, da jeg nu indser, at de er utroligt Homo Sapien-orienterede og ikke tager hensyn til de æoner af eksistens, før mennesket blev skabt. Medmindre hvis du tror, at menneskeheden langsomt udviklede sig til at tage denne udforskning af bevidsthed til et mere direkte niveau. Men det kræver lidt mere eftertanke fra min side…
Billedkredit på Imgur.