Biografi: Severo Ochoa

Severo Ochoa (1905-1993)

Severo Ochoas lange og fornemme karriere som biokemiker er en parallel til feltets udvikling over tid og geografi. Hans arbejde og publikationer strakte sig over syv årtier og to kontinenter. Ochoa arbejdede i de byer, hvor den videnskabelige aktivitet var mest intens: Berlin, Heidelberg, Oxford, St. Louis og New York. Han var indehaver af over 30 æresdoktorgrader, offentliggjorde langt over 200 videnskabelige artikler og blev tildelt mange priser. I 1959 fik Ochoa og Arthur Kornberg tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin “for deres opdagelser af mekanismerne i den biologiske syntese af ribonukleinsyre og desoxyribonukleinsyre.”

Ochoas forskning drejede sig hovedsagelig om enzymatiske processer i biologisk oxidation og syntese og overførsel af energi. Den bidrog i høj grad til viden om de grundlæggende trin i metabolismen af kulhydrater og fedtsyrer, udnyttelsen af kuldioxid og biosyntesen af nukleinsyrer. Hans arbejde i 1955 om polynukleotidphosphorylase (PNPase), et enzym, der katalyserer polymeriseringen af polyribonukleotider, førte til Nobelprisen. Hans bidrag til at afkode den genetiske kode gjorde ham til en videnskabsmand, der var på forkant med molekylærbiologien i 1960’erne.

Severo Ochoa blev født i Luarca, Spanien, i 1905. Ochoa var interesseret i biologi og stimuleret af den store spanske neurolog Santiago Ramón y Cajals arbejde, og han blev optaget på medicinstudiet på universitetet i Madrid. Efter sin eksamen i 1929 begyndte Ochoa at arbejde under Otto Meyerhof på Kaiser Wilhelm Institut für Medizinische Forschung (først i Berlin og derefter i Heidelberg), hvor han forskede i musklernes biokemi og fysiologi. Ochoa kaldte Meyerhof for “den lærer, der har bidraget mest til min uddannelse, og som har haft størst indflydelse på mit livsværk.”

Ochoa vendte tilbage til Spanien i 1931 og begyndte at undervise i fysiologi og biokemi på universitetet i Madrid. Det følgende år tog han til London for at udvide sin uddannelse i enzymologi hos H. W. Dudley på National Institute for Medical Research. I 1934 var Ochoa tilbage i Madrid, hvor han underviste på universitetet og fortsatte sine undersøgelser af muskelkemi. Hans arbejde blev imidlertid afbrudt af den spanske borgerkrig i 1936. Ochoa tog til Heidelberg som gæsteforsker og derefter til England, hvor han arbejdede på Plymouth Marine Biological Laboratory og på Oxford University. I 1941 kom Ochoa til USA, hvor han blev ansat på fakultetet ved Washington University School of Medicine som underviser og forskningsmedarbejder i farmakologi og arbejdede i Carl og Gerty Coris laboratorium med enzymologiske problemer. I løbet af sit halvandet år i St. Louis blev Ochoa gennemsyret af vigtigheden af og teknikker til isolering og karakterisering af enzymer.

I 1942 blev Ochoa udnævnt til forskningsmedarbejder i medicin på New York University School of Medicine. Han blev efterfølgende assisterende professor i biokemi i 1945, professor i farmakologi i 1946, professor i biokemi og formand for afdelingen for biokemi i 1954. I 1956 blev Ochoa amerikansk statsborger. Efter sin pensionering fra NYU i 1974 accepterede Ochoa et tilbud om at blive ansat på Roche Institute of Molecular Biology i New Jersey. Her fortsatte han sit arbejde med proteinsyntese og replikation af RNA-virusser. Ochoa gik på pension i 1985 og vendte tilbage til Spanien; han døde i Madrid i 1993.

– Ellen Dubinsky