Ricinusflåten (Ixodes ricinus), også kendt som fåreflåt eller hjorteflåt, er et spindedyr i midefamilien (altså ikke et insekt), som er blevet kendt af et stadig større antal mennesker i Nordeuropa, efterhånden som vinteren er blevet mere og mere mild. Den lever af at suge blod fra dyr og fugle (samt fra mennesker) og er berygtet for sin evne til at sprede en række sygdomme, hvoraf borreliose/Lyme-sygdom er den mest kendte. Dette er en sygdom forårsaget af bakterien Borrelia burgdorferi, som bruger ricinusflåten som vært. Det er den mest almindelige af de såkaldte vektorbårne sygdomme i Europa, og den er karakteriseret ved flere stadier.
De fleste mennesker, der er blevet bidt af, eller som har set en flåt, vil have set en voksen ricinusbønneflåt med dens karakteristiske lille sorte hoved og en stor blågrå mave, der er fyldt med blod. Hvis man lader tægen blive uforstyrret, mens den suger blod, vil den til sidst slippe sit greb om værten og begrave sig i jorden, hvor hunnen lægger sine æg . Når æggene klækkes, finder de små flåtlarver, som er omkring en millimeter store, en vært og bliver siddende og suger blod i nogle få dage, inden de falder ned på jorden. I løbet af de følgende måneder forvandles de så til nymfer, som derefter forsøger at binde sig til en ny vært. Når nymfen har suget blod, begynder den at udvikle sig til en voksen flåt. Både larver og nymfer kan suge blod fra mennesker, men de er sværere at opdage på grund af deres lille størrelse, og fordi de hurtigt falder af, f.eks. hvis værten kradser sig selv. Ikke desto mindre mener man, at det er tægenymferne og ikke den voksne tæge, der er ansvarlige for de fleste infektioner med Borrelia (!).
Borrelia-bakterien kan kun krydse fra tægen til dyr/mennesker, og der kan gå op til en måned, før symptomer på sygdom bliver mærkbare. Borrelia-bakterien blev opdaget så sent som i 1982, mens selve sygdommen, Lyme borreliose/Lyme disease, blev beskrevet i midten af 70’erne, da der var en klynge af børn, der havde udviklet akut ledbetændelse (arthritis) i byen Lyme i Connecticut, USA. Ledsmerter som følge af infektion i leddene er et af de tidlige symptomer på sygdommen.
Lymesygdom kan inddeles i tre stadier: tidligt lokaliseret, tidligt dissemineret og sent dissemineret.
Den tidligt lokaliserede sygdom er kendetegnet ved et karakteristisk udslæt kendt som erythema migrans, der er synligt som en rød ring omkring selve biddet. Det er ikke alle, der bliver bidt, der udvikler dette udslæt, mens nogle personer kan have det flere steder på kroppen. Feber, nedsat almentilstand og hovedpine er andre symptomer, der optræder i den tidlige fase. Hvis sygdommen forbliver ubehandlet, kan den udvikle sig til det, der kaldes den tidlige disseminerede fase, hvor mange organer kan blive påvirket af inflammatoriske forandringer. Oftest rammes langt oftest nervesystemet og hjertet, men der er dog betydelige variationer. Hvis smerterne/symptomerne varer mere end et år, taler man om sen dissemineret sygdom, som primært er kendetegnet ved symptomer fra nervesystemet såsom træthed, depression og lammelser, men også ledsmerter.
Denne mere kroniske form har tiltrukket sig øget opmærksomhed i de senere år, og der forskes i øjeblikket meget på dette område.
Diagnosen er normalt baseret på en blodprøve, men i nogle tilfælde kræves der prøver af knoglemarv eller fra et af de betændte led for at stille diagnosen. Behandlingen sker med antibiotika, selv om både type og varighed er genstand for en del diskussion. Da ricinusflåten også er en potentiel bærer af andre typer bakterier, anbefales generelt et mere bredspektret antibiotikum som doxycyclin eller amoxicillin. Behandlingen bør dog iværksættes og overvåges af en læge, så snart diagnosen er blevet bekræftet.