“Man skal skubbe alt til den absolutte grænse, ellers bliver livet kedeligt.” – Dario Argento
Siden 1970 har den italienske filmmager Dario Argento skabt sig en berømt karriere ved at dykke ned i området for grafiske chok. Han har skabt en kunstform af intense gysere, hvor publikum bliver visuelt gennemvædet. Hans tidligere værker falder ind under kategorien giallo, et italiensk begreb, der beskriver en subgenre inden for film eller litteratur med fokus på spænding, mystik og gys. Argento herskede suverænt på dette område med sine tidligere værker, der var ødelæggende for deres tid. Ikke alene var idéerne originale, udførelsen af dem var mesterlig.
80’erne var ikke så frugtbare for Argento, som f.eks. 1985-produktionen Demons, som han skrev og producerede. Selv om den fremstår som en krydsning mellem Night Of The Living Dead og The Warriors, er den i virkeligheden kedelig, dårligt skuespillet og forglemmelig. Kritisk set er hans arbejde gået tilbage i de sidste tre årtier, med kun korte glimt af mandens storhed som f.eks. i Max Von Sydow-thrilleren Sleepless (2001). Fra en filmskaber, der på et tidspunkt var banebrydende og hamrede grænser ned, er det en smule frustrerende.
Uanset af hans eventuelle nedgang er Dario Argento dog blevet en af de mest indflydelsesrige instruktører inden for sit felt siden Alfred Hitchcocks truende arbejde. Ja, selv Peter Stricklands In Fabric, der udkommer i denne uge, står klart i gæld til den italienske filmskaber. Ved at tage fem skelsættende film fra Argentos bagkatalog af værker kommer mandens genialitet op til overfladen og viser både mod og herlighed, i enhver forstand.
#1. Fuglen med krystalplumagen (1970)
Argentos debut og første store succes uden for Italien, Fuglen med krystalplumagen eller Gallerimordene, følger den amerikanske forfatter Sam Dalmas (Tony Musante), der holder ferie i Rom. På jagt efter inspiration og en kur mod sin skriveblokering bliver han indblandet i sagen om en seriemorder, der myrder adskillige kvinder i byen. Sam er vidne til et af disse dødsfald i et kunstgalleri og bliver følelsesmæssigt engageret i at pågribe morderen med de sorte handsker. Dette er giallo-film når den er bedst: Spændende, underholdende, og følelsen af frygt matches af den stiliserede gyser, som Argento ville perfektionere i senere film.
#2. Deep Red (1975)
I 1975 var Argento begyndt at finpudse sit håndværk og dykke helt ned i gyset. Et tydeligt eksempel på dette er Deep Red (Profondo Rosso). Dette er instruktørens værk, der virkelig viser hans visuelle stil bag kameraet, da den smerte, som ofrene føler, overføres perfekt til seeren.
Deep Red er en fortælling om myter, folklore og den altoverskyggende mystiske morder, sammen med et historisk mord og en bog med titlen House of the Screaming Child. Denne film er kompleks, spændingsfyldt med plot twists og grusomme mord, der på smukkeste vis bidrager til udførelsen af Argentos vision. Soundtracket fra det italienske progressive rockband Goblin (som trådte til efter Pink Floyds afslag) bidrager kun til den uhyggelige atmosfære, som filmmageren har skabt for at indfange publikum i en verden af mareridt. Denne film bliver hos dig længe efter slutteksterne.
#3. Suspiria (1977)
Spillet i 2018 af Luca Guadagnino er originalen fra fire årtier forinden stadig det gyserfremkaldende mesterværk, der ikke kan måle sig med. Den følger historien om en amerikansk balletdanserinde, Suzy Bannion (Jessica Harper), der rejser til Tyskland for at studere på Tanz Dance Academy og bliver fanget i en verden af mord.
Den er visuelt overbevisende, et mesterværk af gore versus suspense, der kæmper mod en stilfuld kulisse. Da den dårligt eftersynkroniserede engelske version er en skuffelse, er den originale undertekstede klipning bedst. Når det er sagt, er der dog i Suspiria ofte ikke brug for ord. Bare Argentos technicolor-kulisser – gennemsyret af klare røde, blå og grønne farver – giver nok spænding til at traumatisere sanserne. Selv om hans næste projekt og tematiske opfølger Inferno (1980) ikke havde samme indledende effekt som denne choker, nævnes Suspiria med rette i samme liga som The Exorcist.
#4. Tenebrae (1982)
I denne udgivelse fra 1982 vender instruktøren tilbage til sit oprindelige spændingsmættede bedste og kommer til tider på højde med Hitchocks bedste. Denne thriller udnytter de mest maleriske steder til det mest bloddryppende blodbad.
Lignende med The Bird With the Crystal Plumage. Tenebrae følger en forfatter. Denne gang hedder han Peter Neal (Anthony Franciosa). Mens han er i Rom på bogturné for at promovere sin seneste roman “Tenebrae”, erfarer forfatteren, at en morder kopierer scenarier fra hans bog – og bringer Neals egne voldelige visioner til live.
Den fantasi og kompleksitet, der ligger i Tenebrae – og som undersøger, om blodige og sensationslystne tekster kan stamme fra skaberens fortrængte og skjulte fikseringer – kan til tider være overvældende. Det resulterer dog i en mere eftertænksom slasher. Her er det ikke blot et spørgsmål om, at skuespillerne er på skærmen blot for at blive dræbt. Gore er måske nok rigeligt, men nødvendigt.
#5. Phenomena (1985)
Mysteriøse seriemordere til side, Phenomena drejer sig om psykiske evner og telekinese. Den følger en ung pige, Jennifer Corvino (Jennifer Connelly), som opdager, at hun kan kommunikere med insekter. Dette kan på overfladen virke godt ubrugeligt. Men det udretter dog en masse, når det kommer til at opklare mord. Jennifer kan nemlig lokalisere de larver, der sætter sig fast på rådnende lig. Da en psykotisk morder er på fri fod, bliver hun nøglen til at fange ham/hende, da hendes gaver kan føre til de ansvarlige.
De stilfulde kulisser er mere nedtonede end i tidligere film, og skuespillet blev kritiseret i datidens anmeldelser. Set i bakspejlet er en begavet ung pige, der kan løse mysterier gennem de insekter, der sætter sig fast på resterne af kadavere, dog genial og et bevis på, at Argento selv i midten af firserne ikke havde mistet noget af sin unikke fantasi.
Featured Image Credit