Den ægte kvinde i dag
John Courtney Murray
Man siger, at kvinder elsker at få at vide, at de er smukke, værdifulde og dyrebare, at de er unikke, at de er nødvendige og yderst vigtige. Hvis dette er tilfældet, har de i det mindste en grund til at læse Pius XII’s tale til kvinderne i Italien, som blev holdt den 21. oktober. De vil i den finde et væld af komplimenter til det, som paven to gange kalder “den virkelige kvinde”. (Jeg er ikke i tvivl om, at enhver kvinde betragter sig selv som netop det – en “rigtig” kvinde). De vil også finde ud af det, som (har jeg fået at vide) enhver kvinde ønsker at vide – at hun er elsket; vor Hellige Fader fylder sin tale med “al den hengivenhed, som et faderligt hjerte har.”
Hans hengivenhed bruger sig ikke kun på komplimenter, men også på den indsats – som jeg håber, at enhver ægte kvinde vil betragte som en stor kompliment – for at få katolske kvinder til at tænke. Emnet for deres tænkning skal være “et emne, der er af stor interesse og af største betydning i vor tid: det er kvinders pligter i det sociale og politiske liv.”
Vores Hellige Faders angivelse af selve problemet er i første omgang bemærkelsesværdig. Han går direkte til sagens kerne og “ser bort fra de højlydte og tomme slogans, hvormed nogle mennesker vil beskrive bevægelsen for kvinders rettigheder”. Problemet, siger han, “er på trods af sin kompleksitet helt og holdent koncentreret om spørgsmålet om, hvordan man kan bevare og styrke kvindens værdighed”, “den værdighed, som hun kun har fra Gud og i Gud”. Desuden nægter han at tage fat på spørgsmålet blot abstrakt; spørgsmålet er frygtelig konkret – hvordan man sikrer kvindens værdighed “især i dag, under de omstændigheder, som Forsynet har sat os i”. Disse omstændigheder kvalificerer svaret; og Pius XII blinker ikke med et eneste af dem.
Han fremlægger ingen nye løsningsprincipper; han finder alt, hvad han har brug for, i Kirkens traditionelle visdom. Kort fortalt bruger han tre principper. Det første er kvindens værdighed som Guds barn,i kraft af hvilken hun er mandens ligemand. Det andet er kvindens værdighed som kvinde, i kraft af hvilken hun er mandens supplement. Det tredje er det tilsyneladende paradoks, at kvinden bevarer sin ligestilling med manden ved at udvikle sine forskelle fra ham, sine “karakteristiske kvaliteter”, som udgør hendes kvindelighed.
En kvinde er en kvinde, ikke en mand (en kendsgerning, der er noget sløret i disse dage med overalls og hængende skjortehaler). Hun er ikke mandens stedfortræder eller konkurrent, men hans koordinerede allierede, hans ligeværdige medarbejder i menneskehedens ene samlede værk –
dens egen fuldkommenhed, der skal begynde her på jorden og fuldkommengøres i himlen. Hverken mand eller kvinde kan udføre dette arbejde alene. I det har kvinden en lige stor andel som manden, men hendes egen andel, ikke hans.
Kvinden kan udføre sit arbejde i flere tilstande – som hustru og mor, som religiøs inden for klostermurene, eller som enlig “perforce” (pavens ord) i verden. Disse tilstande er ikke lige gode, men de er alle lige meget “kald”, kaldet af Gud til at gøre hans vilje. Og alle er kald til den ene væsentlige kvindelige funktion, som udgør enheden midt i deres forskellighed:
I begge tilstande er kvindens sfære klart afgrænset af kvaliteter, temperament og gaver, der er særegne for hendes køn. Hun samarbejder med manden,men på en måde, der er hende selv værdig, i overensstemmelse med hendes naturlige tilbøjelighed. Nu er kvindens sfære, hendes livsform, hendes naturlige tilbøjelighed, moderskabet. Enhver kvinde er skabt til at være mor – en mor i ordets fysiske betydning eller i den mere åndelige og ophøjede, men ikke mindre virkelige betydning. Til dette formål har Skaberen organiseret hele kvindens karakteristiske sammensætning – hendes organiske konstruktion, men i endnu højere grad hendes ånd og frem for alt hendes sarte følsomhed.
Heraf kvindens “vinkel”:
Det er således, at en kvinde, som er en rigtig kvinde, kun kan se alle problemerne i menneskelivet i familiens perspektiv.
Hertil har Pius XII blot udtalt Kirkens traditionelle visdom; nu bliver han karakteristisk for Pius XII. Han bringer den traditionelle visdom skarpt ind på den konkrete verdenssituation. Han gør sandheden til en opfordring til handling: “Katolske kvinder og piger, jeres dag er kommet! Det offentlige liv har brug for jer. Til hver enkelt af jer kan det siges:
Hvorfor? Fordi “en politisk og social orden truer med at skade kvindens mission som mor og familiens gode”; “den kan endda blive endnu mere usikker for hjemmets hellighed og dermed for kvindens værdighed”. Der er to fjender på banen: totalitarismen, som vil gøre kvinden til statens slave til gengæld for statens løfte om at tage sig af hendes hjem og børn, og den materialistiske kapitalisme, som vil gøre kvinden til slave af økonomisk nødvendighed eller egoistisk nydelse, mens ingen tager sig af hendes hjem og børn. Hver fjende ødelægger familien ved at tage kvinden ud af den.
Hvad er så løsningen? Skal vi blot råbe sloganet: “Tilbage til hjemmet”? Det ville være en reaktion – en ignorering af kendsgerningerne; og Pius XII vil ikke have noget med det at gøre:
Faktisk set holdes kvinden ude af hjemmet ikke kun på grund af hendes såkaldte frigørelse, men ofte også på grund af livets nødvendigheder, den konstante bekymring for brødet. Det ville derfor være nytteløst at prædike for hende at vende tilbage til hjemmet, mens der hersker forhold, som tvinger hende til at blive væk fra hjemmet.
Og desuden, igen som en kendsgerning, bliver kvinderne i dag kaldt ind i det sociale og politiske liv, såvel som i det økonomiske. Den virkelige løsning er derfor: Lad kvinderne bevæge sig ind i det offentlige liv – tidens behov og deres egne muligheder gør dette til en streng pligt. Men lad dem påtage sig en kvindelig mission – at afværge den trussel, som i dag truer kvindens værdighed, at skabe en social ånd og en social orden, hvor hjem og familie vil være sikret i deres naturlige hellighed:
Familiens skæbne, de menneskelige forholds skæbne er på spil. De er i jeres hænder. Enhver kvinde har derfor – læg mærke til det – en forpligtelse, en streng samvittighedsforpligtelse, til ikke at undvære sig selv, men til at gå i aktion på en måde og på en måde, der passer til den enkeltes tilstand, for at holde de strømninger tilbage, som truer hjemmet, for at modsætte sig de doktriner, som undergraver dets grundlag, for at forberede, organisere og opnå dets genoprettelse.
Her er et højt ansvar. Og den strenghed, hvormed det er pålagt, er en ny note i papaldokumenterne. Endnu mere nyt er det, der følger – Pius XII’s tildeling af et særligt ansvar til dem
, som uundgåelige omstændigheder har skænket et mystisk kald,som begivenhederne har bestemt til ensomhed, som ikke var i deres tanker eller ønsker,og som kunne synes at dømme dem til et selvfed og formålsløst liv uden mening og mål.
Pius XII ser på det stigende antal ugifte kvinder “tvunget” og på de “nye behov, som kvindernes indtræden i det civile og politiske liv har skabt”; derefter spørger han: “Er det blot en mærkelig tilfældighed, eller skal vi i det se det guddommelige Forsyns vilje?” Efter hans mening er det klart det sidste.
Med slående konkreterhed udvikler paven de to måder, hvorpå disse kvinder skal opfylde deres mystiske og herlige kald. Den første har et element af nyhed: kvinden har i dag en intellektuel og doktrinær mission – at “studere og redegøre for kvindens plads og rolle i samfundet, hendes rettigheder og pligter”. Hun skal “lede ideer”. Den anden er en mission med “direkte handling”, som skal være et ægte kvindeligt samarbejde med mændene, fordi det vil blive udført i områder, der specifikt er kvinders egne, hvor der er brug for et kvindehjerte og en kvindes “vinkel”.
I det følgende udfordrer paven vores skoler. Han siger: “Således forstået kan kvindens opgave ikke improviseres”. Kvinderne skal dannes til det, intellektuelt og åndeligt. Her er der virkelig grund til at tænke alvorligt og planlægge omhyggeligt.
Den pavelige slutter med at fremhæve et princip, som skal vejlede kvinderne i “opfyldelsen af deres strenge samvittighedspligt”, nemlig at bruge den valgmulighed, som hun har fået tildelt: “En kvindes stemme er en stemme for fred.” Fred mellem sociale klasser, fred mellem
nationer – dette er kvindens inderste bekymring; for hun forstår, at krig og sociale stridigheder betyder kvinders tårer over ødelagte hjem.
Et sidste ord. Pius XII antager ikke, at kvindens rolle i samfundet blot kan varetages af de enkelte kvinder isoleret fra hinanden. De må være organiseret og forenet; kun som en enhed vil de være “genoprettere af hjem, familie og samfund”. Her er der igen grund til at tænke alvorligt over det.