Sydafrika står over for en politisk krise, efter at en række topchefer er trådt tilbage fra landets største oppositionsparti, Den Demokratiske Alliance (DA). Det er dårlige nyheder for landet. Det er også dårlige nyheder for regionen: Afrika og det internationale samfund har været desperat efter en postkolonial historie, der bryder den historiske tendens med vaklende demokratiseringsprojekter. Uden et levende flerpartidemokrati i Sydafrika er de potentielle geopolitiske og økonomiske konsekvenser foruroligende. Sydafrika, der siden 1994 har været styret af et regerende parti, African National Congress (ANC), som har haft absolut flertal, har ikke råd til en implosion af den politiske opposition, som har været den mest fremtrædende kontrol med ANC’s magt.
Da har nemlig ført en tålmodig og dygtig krigsførelse ved domstolene for at tvinge den nationale anklagemyndighed til at genindføre korruptionsanklagerne mod den tidligere præsident Jacob Zuma, og DA’s lovgivere har brugt selve parlamentet til at holde den ANC-ledede regering forfatningsmæssigt og politisk ansvarlig gennem et strålende tilsynsarbejde i forskellige parlamentariske udvalg.
I sidste uge chokerede DA’s nationale leder, Mmusi Maimane, Sydafrika ved at træde tilbage som leder. Han meddelte efterfølgende sin fratræden som medlem af partiet og dermed som et af partiets medlemmer i det nationale parlament. Det retoriske højdepunkt i Maimanes karriere var en pitch-perfekt tale, som han holdt i februar 2015, hvor han mindeværdigt beskrev den daværende præsident Zuma som “en ødelagt mand, der leder et ødelagt samfund”. Men det er DA, der er brudt nu.
Maimane blev motiveret til at træde tilbage, efter at hans forgænger, Helen Zille, et par dage tidligere var vendt tilbage til en magtfuld valgt lederstilling: formand for partiets forbundsråd. Zille er en dybt splittet figur, fordi hun i de sidste år af en lang og i øvrigt beundringsværdig politisk karriere opildnede til kontroverser med tweets, der antydede, at ikke alt ved kolonialismen var dårligt, nægtede at trække disse udtalelser tilbage, da der kom en modreaktion fra sorte vælgere og mange kommentatorer, og generelt blev genstridig i sine offentlige udtalelser om farerne ved en racistisk baseret afhjælpningspolitik.
Farveblindhed er i et samfund, der først for nylig er kommet ud af århundreders racebaseret undertrykkelse, ikke en vinderformel i sydafrikansk politik. I den sydafrikanske kontekst betragtes farveblindhed som en brutal afvisning af at anerkende, hvor stærkt race som begreb stadig besjæler livet i dette splittede samfund, ved at foregive, at klasseanalyse alene fuldt ud kan redegøre for nutidens strukturelle uretfærdigheder.
Zilles kontroversielle bemærkninger kostede partiet en del støtte, fordi mange vælgere var skuffede over, at DA ikke i tilstrækkelig grad havde kritiseret hende. Da Maimane blev den første sorte person til at lede DA, gav det den officielle opposition mulighed for at imødegå kritikken af, at den er afvisende over for sorte talenter i toppen. Den tonedøve, farveblinde Zilles tilbagevenden til en fremtrædende position vender de marginale gevinster, som æstetikken ved Maimanes valg havde repræsenteret.
Den tilbagevenden af Zille til en af partiets tre øverste lederstillinger var i bund og grund en bekræftelse af, at Maimanes egne kolleger i forbundsrådet, som er partiets højeste beslutningsorgan mellem dets valgkonferencer, havde mistet tilliden til hans lederskab, efter at partiet kun havde fået 20.8 procent af stemmerne ved dette års valg, et fald fra 22,2 procent i 2014 – på trods af at ANC havde fået en kampagnefortælling, der fokuserede på et årti med grov dårlig regeringsførelse under Zumas grusomme ledelse. Mod en sådan modstander burde DA have vundet komfortabelt over 25 procent af stemmerne i denne kontekst af ANC’s fejlslagne regeringsførelse.
Maimane var ikke alene om at forlade DA. Andre højtstående ledere og politikere, herunder den energiske borgmester i Johannesburg, den sorte forretningsmand Herman Mashaba, meddelte også deres tilbagetræden, hvilket efterlader partiet uden styring, mens det kæmper for at udfylde højt profilerede ledige stillinger med midlertidige udnævnelser, mens det planlægger en tidlig valgkonference.
For at forstå slaget med Mashabas exit skal man huske, at DA havde været ivrig efter at vise Sydafrika, at det er i stand til at regere uden for Western Cape, hvor det længe har haft en højborg. Ved kommunalvalget i 2016 pressede DA ANC til under 50 procent i Johannesburg, som er landets største by og økonomiske kraftcenter. Dette overraskende stærke resultat gjorde det muligt for DA at styre kommunen i en effektiv oppositionskoalition med de venstreorienterede Economic Freedom Fighters (EFF). Det var et afgørende valgopgør, fordi en regeringssucces i Johannesburg ville have gjort det muligt for partiet at argumentere i valgkampen i 2024 for, at det havde evnen til at blive betroet store budgetter – og måske endda selve den nationale regering.
Denne mulighed er nu sandsynligvis ødelagt. Læg dertil den forfærdelige optik af to højtstående og prominente sorte lederes død – en påmindelse for mange vælgere om et uheldigt slogan fra 1999, som DA valgte dengang, “Fight Back”, som lød ildevarslende som “Fight Black” for mange blandt landets sorte flertal. Det er svært at se, hvordan partiet nu kan undgå tilbagevendende opfattelser af, at det fortsat er afhængig af at bevare et status quo, hvor de hvides magt er central for både partiet og økonomien.
Da’s tilbagegang må også nøje overvåges af internationale observatører. Et demokratisk system har de bedste chancer for at bestå i et samfund, hvis en kultur af konkurrencepræget politik har fået solidt fodfæste. Dette kræver til gengæld, at borgerne har en række politiske partier at vælge imellem – ikke kun nominelt, men som reelt levedygtige alternativer. Det regerende ANC er effektivt blevet en monopolspiller i Sydafrikas demokrati på trods af nærmest ødelæggende niveauer af korruption, rullende strømafbrydelser som følge af fortsat dårlig forvaltning af det statsejede elektricitetsselskab, arbejdsløshedsniveauer, der holder den sociale utilfredshed stædigt høj, og hidtil usete niveauer af fattigdom og ulighed, der ikke viser nogen tegn på at aftage.
Sydafrika er derfor fortsat et dybt uretfærdigt samfund, økonomisk og socialt, især for dets fattige sorte flertal. Det betyder, at alternativer til ANC er afgørende, fordi borgerne fortjener i det mindste muligheden for en ny regering, der måske alligevel kan indfri ANC’s eget post-apartheidsløfte: “Et bedre liv for alle”. Sort-ledede oppositionspartier, herunder både DA og det næststørste oppositionsparti, EFF, gav ANC en pause og tvang dem til at genoverveje deres valgstrategi. ANC kan indtil videre fortsætte med at være sløvt med få politiske konsekvenser på kort sigt.
I denne sammenhæng er implosionen af DA’s ledelse et alvorligt slag mod Sydafrikas demokrati. Indtil i år havde DA været det eneste parti, der altid havde øget sin andel af de nationale stemmer ved de på hinanden følgende valg, om end ud fra et lavt vælgergrundlag. Denne tendens vendte for første gang ved valget i maj i år. En del af problemet er, at partiet har kæmpet for at finde ægte og varig trækkraft blandt sorte vælgere, som opfatter det som værende primært optaget af at befæste kolonialismens og apartheidens største begunstigedes magt og privilegier: hvide mennesker og storkapitalen.
For Zille ledede en anden hvid person, Tony Leon, DA. Han gik ind for en centrum-højre-politik, der ikke tog hensyn til at afvikle fortidens strukturelle uretfærdigheder. Zille gjorde det bedre ved at lægge afstand mellem sig selv og Leons markedsfundamentalisme, men hendes historie var en historie om to Zilles: en, der i begyndelsen voksede sit partis base, men som derefter blev mindre engageret i et eksplicit socialdemokratisk budskab, der var entydigt forankret i det fattige sorte flertals levede erfaringer.
Det er ikke klart, at Maimane eller Mashaba havde et bedre ideologisk greb om, hvad Sydafrika har brug for politisk lige nu, men der er ingen tvivl om, at i et land, hvor race stadig betyder noget, hjalp den blotte kendsgerning, at de blev valgt som sorte ledere, DA’s brand til at imødegå noget af den historiske kritik af at være et parti, der kun er for hvide.
Selv om partiet indtil nu har haft mange sorte ledere på forskellige ledelsesniveauer og billeder ved partiets møder, der viser, at det ikke forhastet kan reduceres til at være et parti, der udtrykkeligt udelukker sorte, kæmper det mod en slags valgteknisk glasloft. Partiets ideer og politiske forskrifter har en tendens til at eliminere eller nedtone race i dets analyse af årsagerne til uretfærdighed i det moderne Sydafrika, med en forkærlighed for økonomiske politikker for det frie marked og kun en meget lille rolle for staten med hensyn til at rette op på tidligere uretfærdigheder. Den slags positionering vil aldrig gøre et parti vellidt over for millioner af sydafrikanere, som har en dyb erfaringsmæssig viden om racemæssig uretfærdighed i blodet.
Denne vedvarende udfordring med hensyn til mærket er ikke blevet hjulpet af de seneste fratrædelser. Faktisk synes Zilles tilbagevenden og Maimanes exit at bekræfte det, som mange længe har haft mistanke om: at partiet er fuldstændig ligeglad med den centrale rolle, som race og racemæssig oprejsning spiller i det sydafrikanske samfund og den politiske diskurs.
Zille og mange af de andre hvide ledende ledere i DA har en tendens til at afvise race som en markør for ufortjente privilegier (hvis man er hvid) og benægte den fortsatte tilstedeværelse af anti-sort racisme inden for Sydafrikas økonomiske institutioner. Deres ahistoriske og farveblinde dække er blevet afsløret i de sidste par dage. Det er svært at se, hvordan DA nu vil undgå en hurtigere nedgang i vælgeropbakning – hvilket vil bringe den tilbage til under 20 procent af andelen af de nationale stemmer, hvis den ikke er forsigtig, som det var tilfældet i de første 20 år af demokratiet.
Den faldende DA’s støttebase vil skade oppositionens rolle som en kraft til at skabe ansvarlighed. Styrken af regeringens interne vagthund vil blive decimeret, fordi en slatten ANC-regering – som ikke længere står over for nogen reel oppositionstrussel – har den luksus at slappe af, på trods af sine gigantiske politiske og økonomiske synder.
Mange ANC-ledere og -tilhængere er begejstrede over denne vending i oppositionens rækker. Det burde de ikke være. Et regerende parti i et levende demokrati bør ikke sælge sig selv som det eneste levedygtige parti, der kan regere effektivt, og det må som oprigtigt engagerede demokrater erkende, at det er vigtigt at blive holdt på tæerne med gode oppositionspartier, der ånder en i nakken.
Det er tåbeligt for enhver politiker at ignorere den skade, som et sammenbrud i ledelsen af et stort politisk parti har påført hele den politiske krop. På kort sigt kan DA’s konkurrenter fejre det. En anden sort oppositionsleder, den tidligere borgmester i Cape Town, Patricia de Lille, der forlod DA for et år siden for at danne sit eget parti, har endda udsendt en hånlig video, hvor hun sang hånligt for Maimane, i det væsentlige en “jeg sagde det jo” besked, hvilket antyder, at hun havde advaret ham om, at en klike af højreorienterede hvide mænd inden for DA ikke ville give plads til, at en fritænkende sort leder kunne udøve reel indflydelse på partiet.
Men alle, ikke kun DA, har tabt. Hvis ANC ikke har nogen konkurrence, vil det aldrig blive det bedst mulige regeringsparti, som det kunne blive. Hvis vælgerne ikke har levedygtige alternativer, vil leveringen af serviceydelser – herunder vand, elektricitet, sundhedspleje og sociale ydelser – fortsat være ufuldstændig og under standard.
Den sydafrikanske oppositions ledelseskrise er også et slag for regionen og det internationale samfund, fordi Sydafrika er blevet en model for så mange andre nationer. Spirende demokratier har ofte kæmpet inden for de første tre årtier af postkolonial frihed for at demonstrere en effektiv kapacitet til selvstyre, der ikke reproducerer kolonitidens former for antidemokratisk regeringsførelse.
Andre afrikanske lande har ofte set på Sydafrika som et fyrtårn for demokratisk håb. Til gengæld har Sydafrikas økonomiske og demokratiske succes givet landet geopolitisk slagkraft i regionale organer som Den Afrikanske Union. Og på den internationale scene har Sydafrikas eksemplariske og progressive liberale demokratiske forfatningsmodel gjort det muligt for Sydafrika at blive taget mere alvorligt af det globale nord end de fleste afrikanske demokratier. Men alle disse gevinster er afhængige af et velfungerende flerpartidemokrati. Selv investorer, der er bekymrede over den politiske risiko, finder en vis trøst i de ansvarlighedsmekanismer, der er på plads i Sydafrika, og som ikke blot omfatter forankringen af retsstatsprincippet og et stærkt civilsamfund, men også en konkurrencedygtig demokratisk politisk sfære.
Det er sandt, at DA har gjort landet og regionen en bjørnetjeneste med dårlig håndtering af interne politiske uoverensstemmelser blandt politikere, der sætter deres personlige ambitioner højere end et engagement i at sikre landets demokrati. Det sydafrikanske flerpartidemokrati var en god idé. Det er nu i alvorlige problemer.