Tophastigheden er sølle 439 mph, hvilket er over 100 mph langsommere end den enorme Boeing 747 jumbojet, som vejer 710.040 pund mere. Vingespændet er på 57 fod, den har akavet store jet-turbiner på toppen af dens haleparti, og dens profil ligner mere en legetøjsglider af balsatræ end en krigsmekanisme. Alt dette, og så er det næsten et halvt århundrede gammelt. Alligevel er Fairchild Republic A-10 Thunderbolt II stadig et af de mest frygtede og ærbødige fly i verden. “Warthog”, som det venligt kaldes af dem, det støtter, er på den anden side af slagmarken kendt som det ukuelige “Djævlekors”. I militærflyenes historie har den en af de længste tjenestetidsprotokoller og et legendarisk ry som det bedste nærluftstøttesystem i verden.
Hvad det hele handler om
I 60’erne havde det amerikanske luftvåben brug for et bedre nærluftstøttevåben, et våben, der kunne modstå beskydning fra håndvåben og luftværnsvåben på jorden og stadig udføre sine opgaver. Det helvede, som Vietnamkrigen var, beviste, at tropper på jorden havde brug for beskyttelse fra et kapabelt fly, da jetjagere viste sig at være for hurtige til præcist at overskue situationen på jorden, og langsommere helikoptere ikke havde ildkraft eller beskyttelse nok til effektivt at udrydde deres mål og overleve. Det nye fly skulle udstyres med tungt rammende ammunition, samtidig med at det skulle have mulighed for lavere flyvehastighed, forlænget loitertid i luften, fremragende manøvredygtighed og fremragende beskyttelse af piloten.
Som svar på dette behov startede luftvåbnet A-X-programmet (Attack Experimental) i 1966 på jagt efter et dedikeret nærluftstøttefly. USAF bad forsvarsentreprenøren Pierre Sprey om at udarbejde specifikationerne for det foreslåede fly. I kraft af erfaringerne fra Vietnamkrigen og Seksdageskrigen i juni 1967 (hvor Israels forsvarsstyrker vandt en afgørende sejr over den arabiske koalition takket være et nådesløst luftangreb på pansrede kampvogne) var kravene til det nye fly meget specifikke.
I specifikationens endelige form i 1970 angav forslaget, at flyet skulle være designet til brug omkring en 30 mm roterende kanon, en maksimal flyvehastighed på 460 mph, en mindste startdistance på 4.000 fod, en nyttelast på 16.000 pund, en aktionsradius på 285 miles og en vanvittig lav pris på 1,4 millioner dollars pr. enhed. Sideløbende med dette forslag til A-X-flyet blev der udstedt et forslag til kanonen, og det var også meget specifikt, idet det krævede en affyringshastighed på 4.000 skud pr. minut. Luftvåbnet havde et klart mål om at bygge verdens første dedikerede fly til tæt luftstøtte.
I alt 21 firmaer modtog RFP’en (Request for Proposal), og seks firmaer indsendte forslag til fristen den 8. oktober 1970: Boeing Vertol, Cessna, Fairchild Republic, General Dynamics, Lockheed og Northrop. Luftvåbnet valgte Northrop og Fairchild Republic til at bygge prototyper til afprøvning. For 30 mm roterende kanon blev både General Electric og Philco-Ford valgt til den foreløbige bygning og afprøvning af GAU-8 Avenger.
Northrop-prototypen fik navnet YA-9, og Fairchild-versionen fik betegnelsen YA-10. Efter de første flyveprøver blev YA-10 valgt af luftvåbnet til officiel produktion den 18. januar 1973. Fairchild Republics A-10’s første officielle flyvning fandt sted mindre end to år senere i oktober 1975, og de første fly blev leveret til luftvåbnet i marts 1976.
A-10’er var medvirkende til, at Operation Desert Storm blev en succes. De fløj 8.100 missioner og sluttede med en missionskapacitet på 95,7 procent, hvilket er næsten uhørt i kamp. På grund af deres høje pålidelighedsgrad og holdbarhed blev A-10’erne sjældent sat på jorden. A-10 var den voldsomme arbejdshest blandt Desert Storm-kampflyene, med den højeste ammunitionskapacitet og den unikke evne til at flyve missioner, modtage hurtige reparationer og vende om for at vende tilbage til slagmarken på kort tid. Under Operation Desert Storm ødelagde A-10 eskadriller 987 kampvogne, 926 artillerienheder, 501 pansrede mandskabsvogne og 1.106 lastbiler.
Teknisk gennemgang
Den 30 mm GAU-8/A Avenger Gatling-lignende kanon affyrer med en alarmerende hastighed på 4.000 skud i minuttet (uden mekaniske komplikationer). Og hvad der er endnu mere imponerende er ammunitionen – aluminiummantelede patroner, der er pakket ind i en kerne af forarmet uran, som skærer gennem pansrede kampvogne som en varm kniv gennem smør. Patronerne har dobbelt så stor rækkevidde, dobbelt så høj hastighed og tre gange så stor masse som andre luftbårne kanoner.
Når piloten trykker på aftrækkeren, begynder den store kanon at dreje med syv tønder og affyrer 50 patroner i løbet af det første sekund og 65-70 patroner hvert efterfølgende sekund. Den er ikke bare destruktiv, den er også præcis – med utrolige 80 procent af skuddene rammer inden for en radius på 40 fod på en rækkevidde på 4.000 fod. Alt, hvad der skal til, er et 1- til 2-sekunders udbrud for at udslette kampvogne, pansrede biler, bunkere og bygninger.
A-10’s enorme vinger og aileroner er ikke kun ideelle til ammunitionslast, men også til korte starter og landinger, hvilket giver den mulighed for at operere under varierende forhold og på mindre flyvepladser, landområder og endda vejbaner. Den kan også nemt serviceres, tankes op og genbevæbnes. Mange dele kan udskiftes fra den ene side til den anden, herunder motorerne, hovedlandingsstellet og de lodrette stabilisatorer – hvilket gør det nemt at udskifte dele fra et fly til et andet.
A-10 er også kendt for at tage massive træffere fra panserbrydende ammunition og stadig flyve; det er endda gået så vidt, at det har mistet en halv vinge, en af sine to motorer og en af sine to halefinner og stadig er kommet hjem. A-10 har et såkaldt dobbelt redundant hydraulisk system og et mekanisk backup-system, hvis der skulle ske et fuldstændigt hydraulisk svigt. A-10 går i manuel reversionsmodus, hvor pitch (vinkel fra for til bag) og yaw (vinkel fra side til side) styres automatisk, og rullen styres af piloten.
Piloten nyder godt af et 1.200 pund tungt titaniumpansret badekar, der kan klare 23 mm artilleriild og endnu større patroner i visse vinkler. De indvendige overflader af badekarret, hvor piloten er direkte udsat (i modsætning til dækket af udstyr og instrumenter), får et flerlags spartelskjold, der beskytter piloten mod granatfragmenter.
Denne plads i historien
A-10 er helt klart et flyvende våben, hvis forventninger til krigsførelsen er blevet mere end opfyldt. Tusindvis af allierede landstyrker kan bevidne, at Warthog har reddet deres liv ved at foretage afgørende nedskydninger og i mange tilfælde få fjendtlige styrker til at opgive deres kampvogne og stillinger uden kamp. Alligevel ønsker de højere ranger i militæret at lægge den på hylden med henvisning til behovet for at reducere omkostningerne, og det er på nogle måder lykkedes dem. Ved slutningen af Golfkrigen var der 18 eskadriller af A-10’ere. Nu er der kun 8.
Militære generaler foretrækker at bruge de dyre F-35 Lightning og F/A-22 i luftstøttefunktioner, og de hævder, at A-10 er dyrt at vedligeholde og snart vil være forældet. Men A-10’erne koster en brøkdel af prisen på disse kampfly, og de er gennem årtier af hærdede kampe blevet gennemprøvet. Senator John McCain, formand for Senatets Væbnetjenesteudvalg, siger, at det er det “fineste nærluftstøttesystem i verden” og bør fortsat flyve.
I 2014 blev Northrop Grumman tildelt arbejdsordrer til en værdi af 24 millioner dollars for at holde A-10 flyvende indtil år 2028. Kontrakterne blev afsluttet i november sidste år for A-10 Thunderbolt Life Cycle Program Support. Virksomheder som Lockheed Martin, Boeing og Northrop Grumman kan konkurrere om arbejdsordrer for A-10 for at modernisere dem og holde dem i god stand til at beskytte vores landstyrker. Uanset hvor usandsynligt det er, flyver denne Warthog videre.