Laura Ingalls Wilders tidligste erindring om at have hørt en jernbanefløjte er dokumenteret i afsnittet om Minnesota i hendes håndskrevne manuskript om Pioneer Girl. “Jeg troede, at den kaldte på mig”, hævdede Wilder om sin første reaktion på lokomotivets karakteristiske jamren.1 I en af de reviderede versioner af manuskriptet forsøgte hendes datter og redaktør Rose Wilder Lane imidlertid at gøre dette øjeblik mere lærerigt. I denne version bruger Wilders far synet af toget til at informere sine børn om “bygningen af jernbaner gennem den store amerikanske ørken”, et storslået projekt, der var et tegn på, at familien levede i “en tid med vidunderlige opfindelser og foretagsomhed”.2 Denne lille redegørelse afspejlede den måde, som mange historikere i det tidlige tyvende århundrede var kommet til at se på bosættelsen på de store sletter. Før Dust Bowls ødelæggelser var amerikanernes evne til at trives i denne angiveligt ubeboelige region et bevis på deres pionerånd.
Et håndkoloreret træsnit, der forestiller bosættere, der bevæger sig vestpå gennem den store amerikanske ørken, ca. 1875. Library of Congress
Edwin James opfandt udtrykket “Great American Desert” for at beskrive de store prærielandskaber i det nuværende Oklahoma, Kansas og Nebraska i sin krønike om Stephen H. Longs udforskning af regionen i 1820. James erklærede dette område for “næsten helt uegnet til dyrkning og naturligvis ubeboeligt for et folk, der er afhængig af landbrug for deres underhold”. Zebulon Pike var kommet til en lignende konklusion efter sin rejse gennem Great Plains i 1806 og erklærede, at amerikanerne ville være nødt til at “overlade prærierne … til de vandrende og uciviliserede indfødte i landet. “3 Det er klart, at disse tidlige opdagelsesrejsende havde ringe viden om eller forståelse for de måder, som slettens indianerstammer brugte landet på. Endvidere havde disse beskrivelser en begrænset virkning, da kun få nordøstlige indbyggere købte dette syn på regionen. Alligevel optrådte denne vidtstrakte “ørken” – et begreb, der dengang blev brugt til at beskrive ethvert ubebygget land – på mindst et par kort fra midten af det nittende århundrede.4
Mens indtrængere fra den grønne nordøstlige del af landet var tilbageholdende, så de, der boede tættere på Mississippifloden, positivt på regionens udsigter. Efter borgerkrigen fik jernbaneudvidelsen og en fugtig vejrcyklus området til at fremstå som modent til bosættelse. I en rapport fra 1878 til den amerikanske kongres advarede geologen John Wesley Powell dog om, at området bag den 100. meridian – som omfattede både de “subhumide” eller halvtørre Great Plains og de tørre områder vest for Rocky Mountains – ikke kunne dyrkes uden kunstvanding og ville opleve perioder med ødelæggende tørke6 .
Få lyttede til Powells advarsler; i stedet romantiserede mange de store sletter som en menneskeskabt have og brugte ideen om den “store amerikanske ørken” til at antyde, at hårdføre pionerer havde erobret det, der engang blev anset for at være et golde land.7 Lanes redigeringer afspejlede denne fejrende tendens og varslede familiens flytning vestpå til Dakota Territory, hvor de skulle slå sig ned mellem den syvoghalvfemsindstyvende og den otteoghalvfemsindstyvende meridian. Trods promissernes løfter ville deres succes som hjemmebosættere imidlertid blive mildest talt ujævn. Desuden kom Lane’s revisioner i 1930 i begyndelsen af en langvarig tørke, der faldt sammen med den værste økonomiske nedgang i landets historie. Alt i alt var 1930’erne et katastrofalt årti for landmændene i regionen. Amerikanerne, viser det sig, havde stadig meget at lære om livet på sletterne.
Cody Ewert
1. Laura Ingalls Wilder, Pioneer Girl: The Annotated Autobiography, ed. Pamela Smith Hill (Pierre: South Dakota Historical Society Press, 2014), s. 62.
2. Wilder, “Pioneer Girl-Revised” , s. 15, Box 14, file 207, Laura Ingalls Wilder Series, Rose Wilder Lane Papers, Herbert Hoover Presidential Library, West Branch, Iowa.
3. Begge citeret i The American West: A New Interpretive History, af Robert V. Hine og John Mack Faragher (New Haven, Conn.: Yale University Press, 2000), s. 160.
4. Martyn J. Bowden, “Great American Desert,” i Encyclopedia of the Great Plains, ed. David J. Wishart (Lincoln: University of Nebraska Press, 2000), s. 389.
5. David M. Emmons, Garden in the Grasslands: Boomer Literature of the Central Great Plains (Lincoln: University of Nebraska Press, 1971), s. 128.
6. Donald Worster, A River Running West: The Life of John Wesley Powell (New York: Oxford University Press, 2004), s. 356, 480-81.
7. I modsætning hertil ville historikeren Walter Prescott Webb bruge udtrykket “Great American Desert” i sin klassiske undersøgelse The Great Plains fra 1931 til at argumentere for, at mange aspekter af bosættelsen på sletterne havde været fejlbehæftet. Bowden, “Great American Desert”, s. 389.