Chick-flick tear-jerker fuld af hjerte
Af John Beifuss
Lov mig: Du ønsker virkelig ikke at blive sat i den situation, i Memphis, at skulle anmelde den første film produceret af Molly Smith, elsket datter af Fred Smith, grundlæggeren af FedEx.
Du ønsker især ikke dette job, efter at du har set traileren for "P.S. I Love You,", som lover en krumspringende blanding af "chick flick" appel (den lækre Gerard Butler, der laver en komisk parringsdans i boxershorts og seler) og fantasifuld ønskeopfyldelse (den nu afdøde Gerard Butler, der giver kærlighedsråd fra det hinsides til sin enke, Hilary Swank).
Til alt held er "P.S. I Love You" — filmen, ikke traileren — indtagende og ikke svær at holde af, takket være det dygtige cast (medvirkende er bl.a. Lisa Kudrow, Gina Gershon, Harry Connick Jr., den excentriske cabaretsangerinde Nellie McKay og Kathy Bates fra Memphian), de flotte billeder, der bl.a. omfatter dejlige optagelser i Irland, og instruktøren Richard LaGravenese, der er selvsikker nok til at lade biografgængerne selv producere deres egne tårer på baggrund af dette spændte materiale.
"Min mor sagde, at det var en fejl at gifte sig med dig, fordi jeg elskede dig for højt," indrømmer Holly. Mors teori bliver sat på prøve, da Gerry dør af en svulst, og Holly efterlades som en hjerteskadet eneboer, der tilbringer sine dage med at emme, i karaoke-stil, til Judy Garlands optræden af "The Man That Got Away." (Det er dog en præst, der på komisk vis synger med på teksten "You scumbag/ You maggot" når Pogues’ "Fairtyale of New York" spilles ved Gerrys morsomme begravelsesfest.)
Snart kommer historiens gimmick frem: den altid betænksomme (og velorganiserede) Gerry har skrevet en række instruktions- og inspirationsbreve til Holly, som skal afleveres efter hans død.
Brevene holder Gerry til stede i historien; Butler (i sin første store rolle siden "300") forbliver også til stede, da Gerry dukker op igen gennem hele filmen som en slags imaginær romantisk fortrolig for Holly – et symbol på hendes kærlighed, hendes længsel og hendes uvilje til at give slip på fortiden. (Selv som fantom er Gerry smuk og charmerende; ærgerligt, at han er død, hvilket minder mig om, hvad Joe E. Brown sagde i slutningen af "Some Like It Hot": "Well, nobody’s perfect.")
Gerrys breve opmuntrer Holly til at vende tilbage til det, der er livets gang. De giver hende mandat til at købe en ny sengelampe, til at tage i byen med sine veninder (hun tager den skræddersyede urne, der indeholder Gerrys aske, med til en aften med dans på en bøssebar) og til at tage en tur til Irland, hvor hun møder en potentiel romantisk interesse, nemlig Gerrys guitarspillende "bedste ven" (Jeffrey Dean Morgan). Allerede før turen til den grønne ø er John Powells score oversvømmet af den lødige lyd af irske pennywhistles. Det, der virkelig definerer denne film som en "chick flick," er dog, når Holly følger sin mands råd om at "finde den ting, der gør dig som ingen andre," og denne ting viser sig at være: at designe sko.
Produceret af den 26-årige Molly Smith, Andrew A. Kosove og Broderick Johnson for det 10 år gamle Alcon Entertainment, et selskab finansieret af Fred Smith, og filmen er tilegnet Windland Smith Rice, Mollys søster, som døde af en genetisk hjertesygdom i 2005 i en alder af 35 år, hvilket efterlod et hul i Mollys liv, der ligner det hul, som Gerry efterlod i Hollys liv i filmen. Dedikationen minder os om, at selv en kommerciel film som denne – en film, der af de fleste anmeldere og publikum vil blive behandlet som engangsunderholdning – kan være yderst personlig og betydningsfuld for de mennesker, der er involveret i dens tilblivelse.
— John Beifuss: 529-2394