I barndommen og ungdomsårene er vores lykke og overlevelse i hænderne på vores forældre eller værger. Vi længes efter at blive elsket af dem, vi længes efter aldrig at blive såret af dem, vi længes efter at blive beskyttet og passet på. Vi længes efter, at de skal gøre os lykkelige og trygge. Før eller senere, fordi selv vores forældre er mennesker, vil vi blive såret af de mennesker, som vi elsker og har mest brug for for at overleve. Det er også meget ualmindeligt at modtage lykke og kærlighed uden betingelser eller forventninger om noget til gengæld fra en forælder, selv om vi burde være det. I stedet forventes det ofte, at vi skal gøre vores forældre glade og give dem den kærlighed tilbage, som de har brug for og/eller mangler for at få dem til at føle sig lykkelige og hele.
Virkeligheden er altså, at vi udvikler et helt forvrænget billede og forestilling om, hvad kærlighed er.
Hvorfor giver forældrene os ikke den kærlighed, som vi længes efter, men beder os i stedet om at skaffe den til dem? Selv om vi er børn, forventes det, at vi skal give dem den kærlighed, de har brug for, og ikke omvendt. Hvorfor? Fordi de er mennesker. De kan være ufuldkomne. Deres kærlighed er ufuldkommen, fordi det er menneskelig kærlighed, ikke guddommelig kærlighed.
Ja, i løbet af vores rejse sammen kan vores mødre og fædre bevidst eller ubevidst forlade os, forråde os, afvise eller forsømme os. De kan komme med uretfærdige vurderinger om os, som vi opfatter som forkerte, men som vi ikke har andet valg end at påtage os byrden af. Som børn har vi desværre ikke noget valg. Og over tid, når vi for første gang oplever at blive såret af de mennesker, der burde elske os mest, beskytte os mest, respektere os mest og være der mest for os, vokser vi op og anvender blindt det, vi har lært om kærlighed, og glemmer, at vi har et valg.
Vi fortsætter med at leve livet i den tro, at det er for risikabelt at elske. For at være ærlig, så er det det. Jo større kærligheden er, jo større er risikoen, og kærlighed fra en anden er ikke gratis. Voksne forhold kræver, at vi er klar til at elske og blive elsket.
Som voksne længes vi efter at blive elsket fuldstændigt af en person, der aldrig vil skuffe eller såre os. En, der ikke vil bede os om at ændre os i bytte for deres kærlighed. Så vi leder efter den “rigtige” mand eller den “rigtige” kvinde og modsætter os eller afviser den “forkerte”. Men spørgsmålet er stadig, om der er en rigtig eller forkert?
Når vi vokser op, opdager vi hurtigt, at uanset hvor velmenende mennesker end er, er de ganske enkelt ikke i stand til at elske perfekt. Ligesom vores forældre eller værger, og ligesom os selv, elsker alle menneskeligt og bestemt ikke som oplyste guder eller gudinder. Er vi så alle forkert på den? Er “forkert” ikke alligevel en subjektiv bedømmelse? Og hvem er vi til at dømme mennesker som ‘rigtige’ eller ‘forkerte’, hvad enten det er en ægtefælle, partner, ven eller kollega?
Ja, det er risikabelt at elske mennesker. Jo større kærligheden er, jo større er risikoen. Det er bedre, at vi gør os en mental bemærkning om det i vores sind og hjerte, men lad det ikke afholde os fra at tage chancer. Den hjertesorg, vi oplever, når vi modtager et brev fra en person eller taler med en person, som vi har haft en forbindelse med i et stykke tid, kan få os til at føle, at det ikke er smerten værd at give vores hjerte væk for blot at få det knust igen. Det er helt sikkert bedre at nægte os selv chancen for blot at udforske, hvad der kunne udfolde sig næste gang. Og hvilken bedre undskyldning kan vi bruge end usikkerheden om, at det er den rigtige mand eller kvinde? Hvordan kan jeg sikre mig, at jeg ikke ender med at blive forladt, forrådt, afvist, dømt, ikke respekteret eller uretfærdigt behandlet igen?