– Corrado Gnerre
Jeg er en meget gammel kvinde (jeg er over 80 år gammel). Da jeg studerede katekismen, husker jeg, at det blev sagt, at der uden for kirken ikke er nogen mulighed for frelse. Nu ser det ud til, at der ikke længere er nogen, der hævder noget sådant. Har doktrinen ændret sig? Men hvis den virkelig har ændret sig, hvem fortæller os så, at det, der bliver sagt i dag, er mere sandt end det, der blev sagt i min tid? Hjælp mig med at forstå.
Kære …, bare rolig, den katolske doktrin har ikke ændret sig overhovedet. Snarere har en relativistisk mentalitet (“alle religioner er gode”) spredt sig i nogen tid, selv inden for katolske kredse.
Det ekstra Ecclesiam nulla salus er en ubestridelig trossandhed, det er fordi det hele tiden er blevet gentaget af fædrene og Magisterium. Der kan gives mange eksempler. Jeg citerer Pius XII, der siger: “Blandt de ting, som Kirken altid har prædiket, og som den aldrig vil ophøre med at lære, er der nu også denne ufejlbarlige erklæring, der siger, at der ikke findes nogen frelse uden for Kirken” (Brev til Sant’Uffizio, 08.11.1949). Disse ord er vigtige, fordi en pave klart siger, at sandheden om den ekstra Ecclesiam nulla salus (uden for Kirken er der ingen frelse) ikke blot altid vil blive undervist, men at det også er en ufejlbarlig erklæring.
Den salige Johannes XXIII, koncilets pave, siger: “… mennesker kan helt sikkert opnå frelse, men kun når de er forenet med ham (paven), da paven er Kristi stedfortræder og repræsenterer hans person” (Homilie på dagen for hans kroning, 4.11.1958). Og det samme Vatikankoncil II fastslår: “Det hellige koncil … lærer på grundlag af den hellige Skrift og tradition, at denne pilgrimskirke er nødvendig for frelsen” (Lumen gentium, 14).
Så, kære læser – lad os se det i øjnene – det er et logikproblem. Hvis Kirken ikke var nødvendig for frelsen, hvad ville så være grunden til, at Jesus befalede, at evangeliet skulle forkyndes til jordens ende? (Matthæus 16, 15-16).
Der er dog stadig et spørgsmål tilbage: Men den, der uden personlig skyld befinder sig uden for Kirken, kan han så blive dømt for dette? Den katolske kirke har altid (det er ikke en nyhed i nyere tid) bekræftet, at den, der uden skyld befinder sig uden for kirken, derfor ikke kan fordømmes. Der opstilles to mulige “uvidenheder” som hypoteser: den såkaldte lærte uvidenhed og den såkaldte uovervindelige uvidenhed.
Med lærd uvidenhed (betydelig modsætning: “lært” / “uvidenhed”) menes en situation, hvor man aldrig har modtaget den kristne forkyndelse, således at man befinder sig i en tilstand af uskyldig uvidenhed, men samtidig ønsker man inderligt (derfor taler man om “lært” uvidenhed) at holde sig til den Sandhed, som desværre ikke er kendt.
Med uovervindelig uvidenhed mener vi i stedet den situation, hvor den kristne bekendtgørelse blev modtaget, men hvor tilstanden af uvidenhed er af en sådan art (uovervindelig netop), at den ikke kan overvindes.
I encyklikaen Singolari quidam af 17.3.1856 bekræftede den salige pave Pius IX, en pave, som bestemt ikke er fra den efterkonciliære periode: “I den katolske kirke er der, fordi den bevarer den sande gudstjeneste, selve troens ukrænkelige helligdom og Guds tempel, uden for hvilket man, medmindre man undskylder sig med en uovervindelig uvidenhed, hverken kan håbe på liv eller frelse.”
Der opstår nu et spørgsmål: Hvis man kan frelse sig selv, fordi man uden fejl er uden for den katolske kirke, så “uden for kirken er der ingen frelse” … Og i stedet er der ingen modsigelse. En nødvendig betingelse for at være en del af Kirken er at modtage dåben. Men der er ikke kun vanddåb (det, der almindeligvis gives), der er også bloddåb og ønske-dåb. Bloddåben vedrører det martyrium, der er lidt uden at dåben endnu ikke er modtaget. Ønskedåb er derimod, når en voksen, der venter på at blive døbt, pludselig skulle dø. Lad os se på denne sidste type dåb.
Den eller den, der befinder sig i situationen med indlært uvidenhed eller uovervindelig uvidenhed, har et ønske om at holde sig til den sande Gud; det er et implicit og ikke et eksplicit ønske, men det er lige så meget et ønske. Derfor er det ikke formelt i kirken, men det er det substantielt. Og det er det i det væsentlige takket være en slags begærs-dåb. På denne måde kan det rette princip om, at de i god tro, der ikke er katolikker, kan blive frelst, ligesom princippet om det ekstra Ecclesiam nulla salus.
Med hensyn til det implicitte ønske siger pave Sankt Pius X i sin berømte katekismus: “Den, der uden sin skyld, det vil sige i god tro, uden for Kirken fandt sig selv, havde modtaget dåben, eller i det mindste havde det implicitte ønske om den; han søgte også oprigtigt sandheden og gjorde Guds vilje så godt han kunne; skønt han var adskilt fra Kirkens legeme, ville han være forenet med dens sjæl og derfor på frelsens vej.”
Et andet spørgsmål står tilbage: Hvad er det kriterium, som Herren bruger til at forstå, om en sjæl virkelig ønsker at holde sig til ham? Det må siges, at der hersker stor forvirring her. Ofte siges det: hvis nogen uden fejl ikke er katolik, er det godt, at de praktiserer deres religion “godt”. Dette er forkert. Hvis det implicitte ønske om at holde sig til den sande Gud skal komme til udtryk ved at bestræbe sig på at praktisere sin (falske) religion godt, så ville det betyde, at enhver religion i sig selv er “en vej til frelse”; og hvis det var tilfældet, ville den frelsende eksklusivitet i Kristi forløsning forsvinde. Kriteriet er snarere et andet: indsatsen vedrører ikke udøvelsen af ens religion, men overholdelsen af naturloven. Selvfølgelig kan muslimer, hinduer, buddhister også blive frelst … hvis de ikke er skyldige i, at de ikke er kristne, men på trods af at de er muslimer, hinduer, buddhister … eller hvad som helst.