Isolation kan se ud som hundrede forskellige ting:
Et barn, der er ladt i stikken
En ældre enke uden kørekort, afhængig af social sikring, en travl familie
Der vender sig bort fra vores ægtefælle, når vi er vrede, i stedet for at vende os mod
Spise en liter is med en ske og ignorere den ringende telefon
Stå midt i en menneskemængde uden noget at sige og uden nogen at tale med
Vi kan tage vores telefoner frem for at dulme os selv fra aktiviteten i verden omkring os, undgå invitationer, fordi det bare er så meget arbejde at være ude, hvor folk bor, eller skubbe folk væk med overkogte følelser, som vi ikke engang selv kan begynde at forstå.
Isolation er ikke en enkelt handling, et enkelt afslag eller et enkelt øjeblik, hvilket gør den svær at forstå og svær at overvinde. Med isolation kan vi vide, at vi har det skævt, ikke helt rigtigt, lidt trist, så meget trist, eller slet ikke trist, lidt irritabel, eller meget vred. Det kan påvirke vores evne til at fokusere og vores søvn, og det ændrer faktisk vores hjernefunktion og øger vores risiko for mere end et par større helbredsdiagnoser.
Hvad er al den ståhej? Er det ikke godt med lidt alenetid?
Som mor til fire, ungdomsleder for hundrede og forfatter for tusinder, kan jeg godt lide lidt alenetid. Vi har alle brug for lidt alenetid, men alenetid med en bog, en dejlig lang gåtur eller et yndlings-tv-program er meget forskelligt fra den vedvarende tilstand af tilbagetrækning, at tjekke ud, at blive ladt alene, hvad enten det er selvpålagt, pålagt af livet eller pålagt af andre.
Det kan være okay at tjekke ud i et øjeblik. Vores psykologiske systemer er bygget til at beskytte os og holde os fra at blive overvældet af alle følelserne. Man kan mærke forskellen mellem nødvendig alenetid og isolation, fordi isolation har en kant, som er smertefuld.
Gud skabte os ikke, fordi han har brug for os, men fordi han vil have os. Vi er aldrig rigtig alene, selv når det kun er mig, mig selv og jeg. Selv i vores jeg-hed blev vi skabt til Skaberens selskab.
Forbindelse er det modsatte af isolation.
Forbindelse er helbredende; den bringer liv, hvor der er bla.
Gud giver denne forbindelse fra sig selv og gennem mennesker.
Gud former forbindelse med vilje ikke gennem lykke, fred, gode ideer eller oplevelser, der skiller sig ud. Disse er alle gode ting og kan få os til at føle os forbundet.
Hvorom end,
Vag forbindelse og relation i vores verden er det ikke nok. De giver os ikke det, vi har brug for. At vinke til vores nabo, når vi går ind i vores hus, er forbindelse, men uden kærlighed er det ikke rigtig noget. At dukke op til familiesammenkomster, spise mors super specielle gryderet og dele gaver ud til jul og fødselsdage er rart, men uden kærlighed fylder det os ikke. Vi ender med at blive lidt flade, lidt tomme.
Det berømte kærlighedsafsnit minder os om,
“Hvis jeg taler i menneskers og engles tungemål, men ikke har kærlighed, er jeg en larmende gong eller en klirrende bækken. Og hvis jeg har profetiske kræfter og forstår alle mysterier og al viden, og hvis jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, så er jeg intet. Hvis jeg giver alt, hvad jeg har, og hvis jeg overgiver mit legeme til at blive brændt, men ikke har kærlighed, vinder jeg intet.”
Jeg vinder intet.
Vi kan ikke tvinge andre i vores liv til at øse ud af kærligheden, så vi får det bedre, så vi bliver mindre isolerede. Vi kan henvende os til Gud. Vi kan råbe til ham.
Vi kan fortælle denne Maker, at vi er ligeglade med, hvor svært det er at få kontakt med mennesker, og hvor komplicerede relationer er.
Vi kan melde os til en gruppe i en kirke eller et kursus i vores by, og vi kan møde mennesker og tage risikoen for at blive afvist for at komme til den virkelige forbindelse, for at finde den virkelige form for forbindelse, der omfatter kærlighed.
Vi kan sende en sms til nogen.
Vi kan spørge, hvilken mad nogen kan lide, på en pæn, akavet måde, for at starte en samtale.
Vi kan arbejde os forbi de mærkelige mennesker for at komme til kærligheden.
Vi kan være den person, der trodser en tilfældig begivenhed, vi så på Facebook, så vi går ind i en situation, vi ikke rigtig bryder os om, men møder mennesker, der måske rummer en freakish mængde kærlighed, der bare venter på at blive taget.
Vi kan tage afvisningen, en gang, to gange, tre gange, 400 gange, fordi Skaberen aldrig afviser os. Frelseren vender sig aldrig bort, men vender sig altid, altid mod os.
I stedet for at være isoleret af ingenting, får jeg noget.
Matts refleksion:
Heidi stillede spørgsmålet midt i bloggen “Hvor alene føler jeg mig?”, og jeg sad her alene i min kælder ved min computer og tænkte over det. Vi kan være omgivet af mennesker og relationer, se vores venne- og follower-tal stige i takt med at likes kommer ind, og alligevel føle os alene. Samtidig kan vi sidde midt i kantinen, klasseværelset, kontoret eller helligdommen og se os omkring på de utallige mennesker, selv nogle af dem, vi stadig har en forbindelse til, og stadig føle os alene. Vi kan være alene på vores værelse, alene med vores tanker, alene. Isolation er et af djævelens største redskaber, og det er det redskab, han brugte i haven til at isolere Eva og Adam fra Gud og fra hinanden. Det er det redskab, han bruger mod os. Det er det redskab, som han forsøgte at bruge mod Jesus, men det mislykkedes. Evangelierne fortæller om Jesu ord på korset: “Min Gud, min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus tager imod verdens synd, alt det, der vil forsøge at adskille Gud fra sit folk og isolere os. I det øjeblik kender han vores isolation og smerte. Han anerkender, hvem vi er, og hvad vi udholder. I dette øjeblik har vi en frelser, som kommer til os i vores isolation for at sikre, at vi aldrig er alene. I vores ensomme øjeblikke, og i hvert øjeblik, har vi Jesus, som giver os sit liv fuld af kærlighed.