Dette indlæg indeholder Fader Callans korte resumé af 4:1-8, efterfulgt af hans noter. Tekst med rødt er mine tilføjelser.
En sidste opfordring til Timotheus
Et resumé af 2 Timotheus 4:1-8~Nu da enden nærmer sig, formaner den gamle apostel, der føler, at hans dage er talte, og at hans arbejde er færdigt, uophørligt Timotheus til at fortsætte tjenestens arbejde og til at holde ud under dets prøvelser, idet han er forberedt på fremtidige falske læreres angreb. Hvad Paulus selv angår, er han ved at udgyde sit blod som et offer for sagen; men han er klar, og hans belønning venter på ham. Den retfærdige dommer vil aldrig svigte ham, ej heller nogen anden, der har levet og arbejdet for sagen.
1. Jeg pålægger dig for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, ved sit komme og sit rige:
St. Paulus pålægger i vers 1-4 Timotheus så meget desto mere højtideligt at forkynde Guds ord, efterhånden som de gudløse fjerner sig fra sandheden.
Jeg pålægger dig, osv. Bedre: “Jeg pålægger dig højtideligt osv.” Den samme højtidelige formel forekommer igen i 1 Tim 5,21 og 2 Tim 2,14.
De levende og de døde. Se kommentaren til 1 Thess 4:16-17.
Hans komme, i den almindelige dom for at gengælde hver enkelt efter hans gerninger. Ordet “komme” er det græske επιφανειαν (epiphaneian), hvorfra vores ord “epifani” stammer. Det samme ord blev brugt tidligere i brevet, hvor Paulus begyndte at forberede sig på den anklage, som han nu giver: Jeg takker Gud, som jeg tjener fra mine forfædre, med en ren samvittighed for, at jeg uden ophør mindes dig i mine bønner, nat og dag. Ønsker at se dig, idet jeg tænker på dine tårer, for at jeg må blive fyldt med glæde: Jeg mindes den tro, som er uskrømtet i dig, og som også først boede hos din mormor Lois og hos din mor Eunike, og jeg er sikker på, at den også er hos dig. Derfor formaner jeg dig til at opildne den Guds nåde, som er i dig, ved at lægge mine hænder på dig. Thi Gud har ikke givet os frygtens ånd, men kraftens, kærlighedens og nøgternhedens ånd. Skam dig derfor ikke over vor Herres vidnesbyrd og heller ikke over mig, hans fange, men gør dig umage med evangeliet efter Guds kraft. Han, som har udfriet os og kaldt os ved sin hellige kaldelse, ikke efter vore egne gerninger, men efter sin egen hensigt og nåde, som blev givet os i Kristus Jesus før verdens tid: Men nu er den åbenbaret ved vor Frelsers Jesu Kristi oplysning (επιφανειας = epiphaneius), som har tilintetgjort døden og bragt liv og uforkrænkelighed frem i lyset ved evangeliet. Hvori jeg er udnævnt til prædikant og apostel og lærer for hedningerne. Derfor lider også jeg disse ting; men jeg skammer mig ikke. Thi jeg ved, hvem jeg har troet, og jeg er sikker på, at han er i stand til at bevare det, som jeg har betroet ham, til den dag. Hold fast ved de sunde ord, som du har hørt af mig, i tro og i den kærlighed, som er i Kristus Jesus. Bevar det gode, som den Helligånd, der bor i os, har betroet dig til din tillid (2 Tim 1,3-14). Evangeliets forkyndelse er rodfæstet i Guds evige hensigt, der er indviet som følge af Kristi første komme og orienteret mod hans andet.
Hans rige, som de gode vil blive inviteret til at få del i. Ordene “komme” og “rige” er akkusativer af adjuration på græsk og indgår i apostelens ed. Dvs. han skriver ikke, at de levende og de døde vil blive dømt ved hans komme og rige, hvilket er en mulig implikation af den engelske oversættelse, hvis der ikke tages behørigt hensyn til kommaet, men snarere: “Jeg pålægger jer … ved hans komme og hans rige”. Se de forskellige oversættelser, der placerer en konjunktiv “og” efter bisætningen “som skal dømme de levende og de døde”) umiddelbart før ordene “ved hans tilsynekomst”.
2. Prædiker ordet: vær øjeblikkelig i tide og utide: irettesæt, formaner, irettesæt i al tålmodighed og lære.
Prediker ordet: vær øjeblikkelig (επιστηθι) i tide og utide. Man kunne næsten oversætte: “Prædiker ordet: vær på standpunkt (επιστηθι) i tide og utide”. Den formaning, som Paulus her giver, står i klar kontrast til den formaning, som hedenske moralister fra det første århundrede gav, der advarede om, at opfordringen til den rette handling kun skulle være rettidig omhu (dvs. på det rette tidspunkt). Se om dette punkt Fader Benjamin Fiore’s THE PASTORAL EPISTLES. Den kendsgerning, at de kristne ved, at de befinder sig i den sidste tid og ikke ved, hvornår Kristus vil vende tilbage for at dømme, er det, der motiverer Paulus’ insisteren her, og også den kendsgerning, at der vil komme en tid, hvor de (mennesker) ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de hobe lærere op til sig selv, som har kløende ører: Og de vil vende deres hørelse bort fra sandheden, men vil vende sig til fabler (se nedenfor, vers 3-4). Ånden havde forudsagt, at sådanne mennesker ville komme: Men Ånden siger åbenbart, at i de sidste tider vil nogle afvige fra (αποστησονται = “ophøre med at stå på”) troen og give efter for vildfarelsens ånder og djævelens lærdomme (1 Tim 4,1). Det er derfor, at Timotheus skal være øjeblikkelig (επιστηθι = “tage standpunkt”) i tide og utide.
Ordet, dvs. evangeliets budskab (Gal 6,6; Kol 4,3). Dette skal Timotheus uophørligt forkynde, så at alle kan høre det og få mulighed for at tage dets lære til sig. “Forkynd uophørligt, for at alle kan høre det:” Fader George T. Montague bemærker i sin Commentary on FIRST AND SECOND TIMOTHY, TITUS, at udtrykket “prædiker ordet” i dag kan give nogle mennesker det indtryk, at det, Paulus har i tankerne, er korte prædikener, der lejlighedsvis prædikes i forsamlingen. Ordet “prædike” har imidlertid meget offentlige overtoner og indebærer et meget offentligt budskab, som skal forkyndes fra hustagene (se Matt 10,27). Tanken om, at religion bør være privat, er meget fremmed for Skriften. Der trækkes en kontrast mellem evangeliets meget offentlige karakter og de falske læreres praksis, som “sniger sig ind i husene” (2 Tim 3:6), “undergraver hele huse” (Titus 1:11).
Prædikke… irettesætte… formane… bønfalde… irettesætte… Det, som Timotheus her bliver bedt om at gøre, minder om det, som Paulus havde sagt om brugen af Skriften for en Guds mand: Al skrift, som er inspireret af Gud, er nyttig til at undervise, til at irettesætte, til at rette, til at oplære i retfærdighed: for at Guds menneske kan blive fuldkomment og udrustet til enhver god gerning (2 Tim 3,16-17).
I læren. Prædiken uden lære er af ringe værdi, da den mangler substans og efterlader irettesættelse og formaning uden grund og grundlag. Det græske ord, der her er oversat med “lære”, er διδαχή (didache). Ordet kan både betegne handlingen at undervise eller emnet for undervisningen.
3. For der skal komme en tid, hvor de ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de samle lærere til sig selv, idet de har kløende ører:
Der gives nu en grund til, at Timotheus skal fordoble sin nidkærhed; for i hans egen levetid vil der være personer, som efter deres egne lyster og trang til nyt vil forkaste den sunde lære; de vil forkaste og vende sig bort fra kirkens dogmer og i stedet søge lærere, hvis lære appellerer til lidenskaberne og de lavere lyster. I vores egen tid er det netop det, der er ved at ske. Masser af mennesker latterliggør nu selve begrebet dogme som gammeldags og forældet og løber efter de prædikanter, som retfærdiggør kunstig fødselskontrol, prøveægteskaber, skilsmisser og lignende forstyrrelser. Hvis du skulle undre dig, skrev Fader Callan disse ord i 1922:
For der skal være en tid (καιρος = kairos, en bestemt, fastsat eller passende tid). Som allerede antydet er dette det, der nødvendiggør, at den hellige Timotheus og alle dem, der har fået til opgave at forkynde evangeliet, tager stilling i rette tid (ευκαιρως = eukairos) og uden for rette tid (ακαιρως = akairos).
De vil ikke udholde ( have, holde, ανεξονταιται) sund ( sund, υγιαινουσης) lære ( instruktion, lærdom, διδασκαλιας). Det ord, der her er oversat med “udholde”, kunne også oversættes med “lide”, hvilket tyder på en noget sarkastisk udtalelse: De vil ikke lide sund læring. Men ordet ανεξονται forekommer kun her i pastoralerne, og Paulus bruger et andet ord for at lide (se 2 Tim 3,11). Roden til ανεξονονται er ἔχω (“at have, holde eller besidde”). Dette ord bruges flere gange i Pastoralerne, og dets brug i 2 Timoteus er lærerig, idet det nogle gange anvendes på evangelieforkyndere og andre gange på falske lærere; der etableres således en kontrast: Hold fast ved de sunde ord, som du har hørt af mig: i tro og i den kærlighed, som er i Kristus Jesus (2 Tim 1,13). Og deres (dvs. de falske læreres) snak griber om sig som en kræftsvamp (2 Tim 2,17). Men Guds sikre fundament står fast og har dette segl: Herren ved, hvem der er hans; og enhver, der nævner Herrens navn, skal vige fra uretfærdighed (2 Tim 2,19). De har ganske vist et skin af gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Men disse undgår (2 Tim 3,5).
Men efter deres egne lyster. Fastsætter motivationen for, at de ikke udholder sund, sund lære. “Deres egne” antyder selvcentreret individualisme, og hele sætningen minder om dem, der er omtalt tidligere: Vid også dette, at i de sidste dage skal der komme farlige tider. Mennesker skal være elskere af sig selv, begærlige, hovmodige, stolte, bespottere, ulydige mod forældrene, utaknemmelige, onde, uden kærlighed, uden fred, bagtalere, ubehøvlede, ubarmhjertige, uden venlighed, forrædere, stædige, opblæste, og elskere af fornøjelser mere end af Gud: som ganske vist have et skin af gudsfrygt, men fornægte dens kraft. Men disse undgår (2 Tim 3:1-5). Bemærk, at man skal undgå dem, der forkaster evangeliet for deres egen vindings skyld (1 Kor 5:9-11; Matt 18:15-18).
De vil hobe sig lærere (επισωρευσουσιν) til. Det er mennesker, der er belæsset med (“stablet op med” σεσωρευμενα) synder, som er ført bort af mangfoldige begær, der gør dette (se 2 Tim 3,6).
Har kløende ører, dvs, de vil være ivrige efter alle slags nyheder.
4. Og de vil sandelig vende deres hørelse bort fra sandheden, men vil lade sig omvende til fabler.
De vil vende deres hørelse bort. På grund af deres “kløende ører”. For “vende sig bort”, se 2 Tim 1:15; Titus 1:14.
Vendet til fabler. For “vendt til” se 1 Tim 1:6; 5:15. I 1 Tim 6,20 advarer Paulus Timotheus om at undgå (bogstaveligt talt: holde sig fra at vende sig til) ordnyheder.
Fabler. Se om 1 Tim 1,4; 4,7. Om 1 Tim 1:4 skrev fader Callan: “Fabler var højst sandsynligt jødiske legender (Titus 1:14), sådan som vi ofte finder dem i Talmud; og slægtslister var ekstravagante, legendariske historier om de gamle patriarker, sådan som vi finder dem i Jubilæernes Bog. Spekulationer om disse ubrugelige emner ville føre væk fra troens store sandheder og de praktiske realiteter i det kristne liv; og således ville der blive gjort enorm skade på kirken og på sjæle”.
5. Men vær nøgtern, arbejd i alle ting, udstå modgang, udfør evangelistens arbejde, opfyld din tjeneste.
Med hensyn til de vanskeligheder, der netop er beskrevet, skal Timotheus være klog og veloplagt i alle ting, udholde modgang, forkynde evangeliet og trofast opfylde alle sine pligter som Kristi tjener, der er betroet sin herres forretning.
Evangelister. Evangelist. Se om Efeserbrevet 4:11. I sine noter om Ef 4,11 skriver fader Callan: Evangelister er ikke nødvendigvis kun dem, der har skrevet evangelierne, men også missionærer og forkyndere af ordet blandt fremmede og vantro (Joh 21:15 ff.; ApG 21:8; 2 Tim 4:5; 1 Pet 2:25).
Ministerium. Se om 1 Tim 1:12. I sine noter om 1 Tim 1,12 skriver fader Callan: “Det græske ord for “ministerium” betød her på Paulus’ tid apostolat, mens det i det andet århundrede var kommet til at betegne diakonordningen. Derfor har vi i brugen af ordet her et argument for, at dette brev er tidligt dateret. Paulus ville næppe tale om sig selv som om han var blevet kaldet til diakonat.” På Fader Callans tid postulerede nogle rationalistiske lærde en datering af Pastoralerne til det andet århundrede, en holdning, der nu næsten helt er opgivet.
6. For jeg er allerede nu parat til at blive ofret, og min afgangs tid er nær.
Den hemmelige årsag til apostelens bekymring for Timotheus’ parathed, iver, villighed til at lide osv. er nu afsløret; den gamle forkæmper for evangeliet vil meget snart forlade ham, han ser ind i sin åbne grav.
Parat til at blive ofret. Bedre: “bliver udgydt som offer”, dvs. han var ved at udgyde sit blod som et offer til Gud, sådan som man plejede at udgyde vinen som drikoffer til Gud ved visse af de gamle jødiske offerhandlinger (4 Mos 15,1-10); apostlens død er nært forestående. Minder om det, han skrev i Filipperbrevet 2:17~Selv om jeg skal udgydes som et bæger på jeres tros offergave, er jeg glad og glæder mig med jer alle (RSV).
Min afrejse. Endnu et billede til at betegne hans nært forestående død. I Filipperbrevet 1:23 taler Paulus om sit ønske om at drage bort og være sammen med Kristus.
7. Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldført min vej, jeg har bevaret troen.
8. Hvad resten angår, er der lagt en retfærdighedskrone til mig, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag, og ikke alene mig, men også dem, der elsker hans genkomst.
Metaforerne er her hentet fra arenaen og væddeløbsbanen. Som en stærk atlet har apostelen kæmpet den gode kamp til forsvar for troen (1 Tim 6,12); som en trofast løber i løbet har han fuldført banen; han har opfyldt alle sine pligter og bevaret den trosaflejring, der er ham betroet. Nu er han klar til kronen, den belønning, hvormed Herren, hans retfærdige dommer, vil belønne ham.
Denne belønning kaldes “retfærdighedens krone”, fordi den er fortjent; det er noget, der tilkommer apostlen i retfærdighed. Her har vi et udtrykkeligt bevis på, at den retfærdige ved hjælp af gode gerninger, der er udført i nådens tilstand, kan fortjene det evige liv de condigno. Og dog er det stadig sandt, at himlens glæder er en gratis gave; for Gud har fra evigheden gratis forudbestemt de retfærdige til det evige liv, og med tiden giver han dem gratis den nåde, hvormed de udvirker deres frelse og fortjener den evige belønning. Jf. Trid., sess. VI, can. 32.
På den dag, dvs. på den dag, hvor den sidste dom kommer. Umiddelbart efter døden modtog apostelen, som det er tilfældet med alle retfærdige, sin krone, men livets krone vil ikke stråle i al sin pragt, før den endelige dom er overstået, hvor legemet vil få sin belønning sammen med sjælen.