‘Fifty Shades of Grey’: Lad os tale om slutningen

Spoileradvarsel: Hvis du ikke har læst eller set Fifty Shades of Grey og ikke ønsker at vide, hvordan den slutter, skal du stoppe med at læse nu.

Efter at have brugt to timer på at etablere forholdet mellem Christian Grey og Anastasia Steele, overraskede Fifty Shades of Grey mange seere med sin ret abrupte slutning. I filmens sidste scener beder Ana Christian om at vise hende, hvor slemt det kan blive i hans legerum. Efter at han giver hende seks gange smæk med et bælte, tilbringer hun natten i gråd, for derefter at vågne op og forlade Christian. Ana går ud af hans lejlighed og stiger ind i elevatoren, og i en scene, der afspejler deres første møde, ser vi, hvordan dørene lukkes … og så går skærmen i sort.

Ja, det er virkelig slutningen på filmen. Og ja, det er mere eller mindre sådan, det foregik i bogen.

Mere specifikt begynder scenen i bogen, da Ana finder Christian, der spiller trist musik på klaveret, hvilket så fører til, at de to taler om hans ønske om at straffe hende og hans afvisning af at fortælle hende, hvorfor han er, som han er. Da Ana ikke kan forestille sig at forlade ham, beder hun Christian om at vise hende det. Med hendes ord: “Straf mig. Jeg vil vide, hvor slemt det kan blive.” Lyder det bekendt?

Derfra udspiller scenen sig præcis som i filmen, minus et par mindre detaljer. Der er et bælte, han smækker hende seks gange, og det ændrer alt for hende. Den største ændring er dog, at i bogen, da han besøger hende senere den aften, går han i seng med hende og holder om hende, mens hun indrømmer sin kærlighed til ham. Da han fortæller hende, at hun ikke kan elske ham, rejser Ana sig op og går med det samme og nægter at blive natten over. Da hun er på vej mod elevatoren, forhindrer hun Christian i at kramme hende og siger til ham: “Jeg kan ikke gøre det her.”

I filmen er ordvalget lidt anderledes. Det virker som en lille detalje, men det endte faktisk med at være et stridspunkt for filmens skabere: Da Christian går ud for at kysse Ana i filmen, råber hun til ham, at han skal “stoppe”. Ifølge The Hollywood Reporter var dette bogforfatteren E. L. James’ valg; i Patrick Marbers omskrivning af manuskriptet sagde Anna i stedet “red”, også kendt som hendes sikkerhedsord.

Men her er det, hvor filmen traf et smart valg – nemlig ved ikke at medtage, hvad der sker, efter at elevatordørene lukkes. Bogens slutning er meget mere langtrukken – Ana hulker på bilturen hjem, før hun endelig når frem til sin lejlighed, hvorefter hun falder sammen på sin seng for at hulke lidt mere. I bund og grund bør fans være glade for filmens bratte slutning; den sender det samme budskab på kortere tid.

Fra et historiefortællingsperspektiv virker det dog bestemt som et mærkeligt valg – filmen bruger hele sin spilletid på at opbygge et forhold, for så at rive det fra hinanden i de sidste 20 minutter. Hvis den første Fifty Shades ender med at være den eneste bog i trilogien, der bliver tilpasset, kan fans helt sikkert argumentere for, at instruktør Sam Taylor-Johnson og hendes manuskriptforfattere burde have ændret slutningen. I betragtning af hvor usandsynligt det er, at Universal ville give afkald på de pengemaskiner, som Fifty Shades Darker og Fifty Shades Freed ville være, er det forståeligt, at slutningen forblev som den var. Faktisk er det nok det modigste, filmen gør – hvis der er noget, så forventer publikum, der går ind i Fifty Shades, ikke, at tingene pludselig bliver sort.

Men igen, er sort teknisk set ikke en grå nuance?