FORESTS NEWS

Selektiv skovhugst bevarer ikke kun skovstrukturen, men en skovet tropisk skov kan også forblive en biologisk rig skov.

Relaterede historier

Redaktionens note: Denne artikel blev oprindeligt bragt i The Jakarta Globe.

De fleste regeringer anser etablering af beskyttede områder som nationalparker, hvor menneskelig tilstedeværelse er forbudt, for at være den bedste måde at bevare tropiske skove på. Men i betragtning af de økonomiske krav, det samfundsmæssige pres på jorden og omkostningerne ved beskyttelse af skovene er det usandsynligt, at beskyttede områder nogensinde vil udgøre mere end en mindre del af det tropiske landskab.

Som nogle naturforkæmpere foreslår nu at kombinere beskyttede områder med skovbrugskoncessioner for at opretholde større skovlandskaber end muligt via beskyttede områder alene. Når skovbrugskoncessioner – parceller af naturskov, der er udlejet til virksomheder med henblik på at fælde naturtræ – supplerer beskyttede områder, giver de mulighed for at bevare større og bedre forbundne skovlandskaber. Denne fremgangsmåde har den fordel, at den skaber indkomst og beskæftigelse – hvilket formentlig gør det lettere at opnå politisk og offentlig støtte til bevarelse.

Integration af skovbrugskoncessioner i en skovbeskyttelsesstrategi giver mening i lande som Indonesien, hvor forvaltningen af beskyttede områder fortsat er svag, hvor regeringen søger økonomiske muligheder for befolkningen, hvor det haster med bevaringsforanstaltninger, og hvor skovbrugskoncessioner de facto er en slags beskyttede områder, fordi det er forbudt at omdanne dem til plantager.

Høstningen af tømmer i Indonesiens skovbrugskoncessioner er selektiv. Koncessionsforvalterne fælder kun kommercielt værdifulde træer, der er større end en bestemt diameter, og lader andre træer stå til langsigtet regeneration. Der fjernes typisk mellem to og 20 træer fra hver hektar skov med få årtiers mellemrum. Generelt efterlader dette mere end 90 % af træerne stående, og den tilbageværende vegetation er genkendeligt en skov.

Den selektive skovhugst bevarer ikke blot skovstrukturen, men en skovet tropisk skov kan også forblive en biologisk rig skov. En nylig global undersøgelse konkluderede for nylig, at tømmerudvinding i tropiske skove har relativt godartede virkninger på biodiversiteten, fordi 85 til 100 procent af pattedyr-, fugle-, hvirvelløse dyr og plantearternes artsrigdom forbliver i skove, der er blevet fældet én gang. Det ser således ud til, at skovbrugskoncessioner kan bruges som et bevaringstiltag til at beskytte de indonesiske skove. Disse observationer er dog forbundet med forbehold.

Vi forventer kun, at skovbrugskoncessioner vil bevare skovdækningen, hvis de ikke omklassificeres til oliepalme- eller akacieplantager (papirmasseplantager). Dette er et afgørende punkt, for selv om det officielt kræves, at områder med skovbrugskoncessioner skal bevare et permanent skovdække, kan deres klassificering let ændres. Mellem 2000 og 2010 omklassificerede den nationale regering og provinsregeringerne i Indonesien f.eks. 25 % af de områder, der var afsat til naturlig tømmerhøst i Kalimantan, til brug som oliepalmeplantager, hvilket i det væsentlige legaliserede skovrydning.

Skovskove er også blevet udelukket fra det nylige moratorium for nye plantager i skovområder, så omdannelsen af dem kan fortsætte. Der er næppe tvivl om, at omklassificeringen af skovbrugte skove til industriplantager er blevet lettet af den udbredte dom, der sidestiller skovbrugte skove med “nedbrudte” eller “sekundære” skove, som ikke fortjener at blive bevaret.

Hvis vi havde været mere opmærksomme på værdien af skovbrugte skove, havde beskyttelsesgevinsterne måske været endnu bedre. Politikere, embedsmænd og koncessionsmedarbejdere bør alle opfordres til at være stolte af værdien af velforvaltede skovbrugte skove og deres globale bevaringsværdier. Oprettelsen i 2004 af den 5 700 kvadratkilometer store Sebangau National Park, et område, der blev fældet i 1990’erne, men som rummer den største sammenhængende orangutangbestand på Borneo, viser, at den indonesiske regering erkender værdien af skovbrugte skove for bevarelse af biodiversiteten. Regeringen bør gå videre i denne retning og udpege alle sine resterende skovbrugskoncessioner som beskyttede områder i henhold til Den Internationale Naturbeskyttelsesunions (IUCN) kategori VI for beskyttede områder for at beskytte dem mod at blive omklassificeret til plantager.

Den internationale database over beskyttede områder indeholder mange eksempler på permanente skovreservater, hvor der sker udvinding af løvtræ. Hvis man f.eks. tilføjer Kalimantans skovbrugskoncessioner til det eksisterende netværk af beskyttede områder, vil det øge den permanent beskyttede skov i Kalimantan med 248 305 kvadratkilometer.

Sådanne ændringer ville kræve et skift i tankegang hos producenter, regeringer og naturbeskyttelsesgrupper, især fordi regeringens politik i øjeblikket ikke garanterer tømmerkoncessioner permanent status som naturskov.

Så ville en sådan beslutning dog have langsigtede fordele for dyrelivet og opretholdelsen af økosystemtjenester fra skovene, samtidig med at der fortsat skabes indtægter fra skovene. Sådanne ændringer er nødvendige for at opnå bæredygtig skovbrugspraksis, hvilket længe har været det erklærede mål for skovbrugsministeriet; desuden ville en permanent og ukrænkelig skovejendom som denne også have værdi i forbindelse med de fremtidige REDD+-programmer (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation), hvor Indonesien ville modtage betalinger for reduceret tab og skade på skovene.

Indonesiens regering har taget skridt til at bevare sine skovbrugte skove på lang sigt. I erkendelse af skovbrugskoncessionernes betydning for biodiversiteten, den økonomiske udvikling og de sociale ambitioner lancerede regeringen i 2007 konceptet for genopretning af økosystemer. Koncessionen til genopretning af økosystemer gives til virksomheder for en periode på 60 år og kan forlænges én gang med yderligere 35 år. Formålet er at gøre det muligt for stærkt fældede skove at genvinde deres potentiale til at producere kommercielt træ og samtidig opretholde et minimumsniveau af økosystemtjenester.

Initiativet har dog haft en langsom start, og i 2012 var kun 1.005 kvadratkilometer i to områder – ca. 0,9 procent af Kalimantans samlede koncessionsområde – blevet tildelt en økosystemgendannelseslicens.

En stor hindring for en permanent beskyttelse af fældede skove i Indonesien er det store økonomiske potentiale i oliepalmeplantager. Afkastet af plantagerne er meget højere end afkastet af tømmerhøst i naturskove. Det giver økonomisk mening på kort sigt at omdanne skov til plantager. Hvad der måske overses i den politiske beslutningstagning vedrørende sådanne omlægninger af arealanvendelse, er de naturlige skoves betydelige værdier for mange af Kalimantans befolkningers velfærd. Dette omfatter ikke kun de mennesker, der bor tæt på disse skove, men også de mange mennesker i nedstrøms- og kystområder, der påvirkes af negative miljøpåvirkninger (luftforurening, temperaturstigninger, oversvømmelser osv.) som følge af ikke-bæredygtig arealanvendelse.

For alle de fordele, som plantager giver mennesker, hæmmer en dårlig opgørelse af de negative virkninger den politiske beslutningstagning, som ville maksimere indonesernes velfærd. I betragtning af den betydning, som skovbrugte (“sekundære”) skove har for bevarelse af biodiversitet såvel som for samfundsmæssige forhåbninger, og den høje hastighed, hvormed disse skove omklassificeres til plantager, ville Indonesien gøre klogt i at minimere omdannelsen af naturlige skove til plantager og udvide mulighederne for skovgenopretning.