Abstract
Vi genovervejede det velkendte omvendte forhold mellem A1C og hypoglykæmi ved hjælp af data fra fase 1 af det kliniske Diamond-forsøg, der sammenlignede sædvanlig behandling med kontinuerlig glukoseovervågning (CGM) i realtid hos personer med type 1-diabetes med MDI og med A1C-niveauer fra 7,5 % til 9,9 %. Data fra 157 forsøgspersoner (104 og 53 i henholdsvis CGM- og kontrolgruppen) blev analyseret. Procentdelen af sensorglukose (SG)-værdier ≤70 mg/dL (≤3,9 mmol/L) (“%≤70”) og af dem, der indikerer klinisk signifikant hypoglykæmi (≤54 mg/dL ) (“%≤54”) i løbet af de indledende og afsluttende uger af 24-ugers undersøgelsen blev beregnet for hver forsøgsperson og sammenlignet med de tilsvarende baseline- og 24-ugers A1C-værdier. Ved baseline var procent ≤70 ens for de to grupper (p=0,24), og det samme var procent ≤54 (p=0,10). Der var en tendens til mere hypoglykæmi for forsøgspersoner nær den mindste tilladte A1C-værdi på 7,5 % (figur A). Efter 24 uger (figur B) var der signifikante forskelle mellem grupperne til fordel for CGM ved begge tærskelværdier, og sammenhængen mellem faldende A1C og stigende eksponering for SG-værdier ≤54 mg/dL blev afsvækket. Forsøgspersoner i CGM-gruppen havde i gennemsnit ∼16 minutter/dag med SG ≤54 mg/dL. Disse data tyder på, at patienter med adgang til CGM-advarsler og alarmer træffer passende og rettidige foranstaltninger for næsten at eliminere eksponeringen for klinisk betydningsfuld hypoglykæmi. CGM muliggør en sikker intensivering af MDI-behandling og opnåelse af næsten normale A1C-niveauer.