Jeg bor i Nederlandene, med over 17 millioner indbyggere er det et tæt befolket land, hvor det er lykkedes os at finde en anvendelse for hvert eneste stykke jord. Jord er ekstremt værdifuld; forpagtningspriserne for landbrugsjord er langt de højeste i Europa, og som følge heraf skal hvert stykke jord give en indkomst. Kan De forestille Dem, hvor svært det er for en hollænder at forstå en idé om forladt landbrugsjord? Det er jord, der har været ude af produktion i en længere periode. Dette kan være sket af en række årsager. Ud over at jorden er fuldstændig nedbrudt eller forurenet, hvilket resulterer i produktionstab, kan andre årsager være ugunstige markeder for landbrugsprodukterne, manglende adgang til den nødvendige teknologi til at forvalte jorden eller en landmands alder og mangel på efterfølgere.
Den 18. november 2020 deltog jeg i en stor workshop: ‘Arealtilgængelighed til biomasse, energi og andre nonfood-tjenester i EU’. På bestilling af Europa-Kommissionen GD ENER og udført af Wageningen University & Research og partnere blev der gennemført en undersøgelse for at analysere den faktiske jordtilgængelighed i EU. Selv om tendensen mellem 1975 og 2016 klart viste, at arealet af udnyttet landbrugsjord var faldende, forblev arealet af uudnyttet landbrugsjord stabilt mellem 2005 og 2016 med et gennemsnitligt areal på ikke mindre end 1 737 200 km2 . Det svarer til et areal, der er ca. 41 gange større end Nederlandene! Jeg vil opfordre alle interesserede til at læse rapporten for at få flere detaljer; konklusionen satte mine tanker i gang!
Er braklægning et problem?
At sige, at braklægning er et problem, afhænger af, hvilket perspektiv det ses ud fra. Ud fra et miljømæssigt synspunkt: Vegetationen på helt uudnyttet landbrugsjord kan gennem naturlig succession ændre sig til høje urter, buske og til sidst et skovøkosystem efter en tilstrækkelig lang periode. Dette afhænger naturligvis af klima- og jordbundsforholdene. På rig og våd jord er det sandsynligt, at det endelige resultat bliver et skovøkosystem. På fattige tørre jorde i Sydøsteuropa kan det derimod blive til en “steppeagtig” græsmarksvegetation, der kan overleve i mange år uden aktiv forvaltning som f.eks. slåning eller græsning, og som er fornuftig i tørkeperioder, men som potentielt er udsat for alvorlig nedbrydning på grund af vind og vand. Ved at kombinere disse indsigter med konklusionerne fra IPCCC 2019 fastslår jeg, at opgivelse af jord på fattige tørre jorde kan bidrage til jordforringelse og ørkendannelse, og disse jorde mister deres potentiale til at bidrage til klimabegrænsning og fødevaresikkerhed.
Afgivelse af den rige og våde jord starter med at bidrage til klimabegrænsning og eventuelt genoprettelse af biodiversiteten. Alligevel er forskerne indtil videre ikke enige om, hvorvidt opgivelse af jord er en trussel mod biodiversiteten eller en mulighed for genopretning af levesteder. En detaljeret behandling af biodiversitetsspørgsmålet kræver en hel blog for sig selv. Vi kunne dog også for disse rige områder spørge os selv, i hvilket omfang denne modvillige/uplanlagte opgivelse af jord og den deraf følgende succession resulterer i en optimal udnyttelse af de funktioner, som disse opgivne jorde kunne levere?
Imaginér potentialet, men vær opmærksom på konsekvenserne
Som hollænder har jeg svært ved at se et så uudnyttet potentiale, mens vi har så stor en opgave med at udnytte vores jordbund. For at imødegå klimaforandringer og behovet for at producere mere bæredygtigt har vi en ambition om at bevæge os mod en mere cirkulær og biobaseret økonomi. Denne overgang vil føre til øget efterspørgsel efter biomasse for at erstatte fossile ressourcer med vedvarende ressourcer, f.eks. ved omdannelse til biobaserede produkter og energi.
Risikoen her er, at biomasseproduktion til bioøkonomien vil konkurrere med produktion af tilstrækkelige fødevarer af høj kvalitet (hvilket også er en udfordring). Indførelsen af biomasseafgrøder på denne forladte jord kan give en række muligheder – tænk på ekstra indkomst, skabelse af ny beskæftigelse og adgang til grønne energiressourcer. Desværre er indførelsen af biomasseafgrøder ikke egnet alle steder; ulempen ved disse muligheder er, at der er nogle ret tekniske udfordringer forbundet med at bringe disse landbrugsarealer tilbage i produktion, især når jorden er alvorligt nedbrudt. Det økonomiske afkast er heller ikke sikkert, da efterspørgslen efter biobaserede produkter endnu ikke er veletableret i hele EU.
Så en alternativ løsning ville være at indføre flerårige afgrøder og agroforestry-systemer. Dette kunne være særlig gavnligt på nøgne, nedbrudte arealer, da på disse områder vil etableringen af enhver afgrøde, der skaber jorddække, bidrage til at stabilisere jorden og mindske jorderosionen. Desuden opbygger landbrugsskovbrugssystemer kulstof i jorden og reducerer udvaskning af næringsstoffer, hvilket øger jordens generelle sundhed.
Her er det naturligvis vigtigt at påpege, at kulstofeffekten i jorden af flerårige biomasseafgrøder og landbrugsskovbrugssystemer i høj grad afhænger af tilstanden af den forladte jord. Rydning og jordbearbejdning af græsarealer, langvarigt forladte arealer med tæt busk- og/eller skovvegetationsdække eller vådområder med henblik på dyrkning af flerårige biomasseafgrøder resulterer i alvorlige fald i kulstof (både over og under jorden). De potentielle positive virkninger på biodiversiteten afhænger af landskabs- og habitatkonteksten. F.eks. vil et skift fra vegetationsklædte, forladte arealer til agerjord i omdrift mindske beskyttelsen og ynglemulighederne for pattedyr og fugle samt den floristiske mangfoldighed. På den anden side skaber genopretning af nedbrudte områder store muligheder for at få biodiversiteten tilbage.
Land er en del af løsningen. Men land kan ikke gøre det hele.
I IPCC-rapporten fra 2019 anvendes udsagnet “Land is where we live. Land er under stigende menneskeligt pres. Land er en del af løsningen. Men land kan ikke gøre det hele”. Med denne blog fandt jeg det virkelig vigtigt at påpege, at der er områder af jord, der IKKE er under et voksende pres og kan være en vigtig del af løsningen. Alligevel har IPCC ret i, at jord ikke kan gøre det hele. Politikken kan spille en vigtig rolle for at vende opgivelsen af landbrugsjord og genoprette aktiv produktion. I ENER/C2/2018-440-rapporten hedder det, at især den fælles landbrugspolitik (CAP) sammen med nogle nationale politikker kan have størst indflydelse. Jeg håber virkelig, at dette også er tilfældet for den nye fælles landbrugspolitik! Jeg nød bare at dele tanken om, at vi har et stort uudnyttet potentiale, der er så stort som 1 737 200 km2 (41 gange Nederlandene), som kan hjælpe os med at nå vores samfundsmæssige mål for klima, biodiversitet og fødevaresikkerhed.
“Analyse af den faktiske tilgængelighed af jord i EU; tendenser i ændringer (forladt jord, jord med lav frugtbarhed, saltholdig jord osv.) og muligheder for udnyttelse af energiafgrøder. Reference: ENER/C2/2018-440e.
Særlig rapport om klimaændringer, ørkendannelse, jordforringelse, bæredygtig arealforvaltning, fødevaresikkerhed og drivhusgasstrømme i terrestriske økosystemer (SRCCL). IPCC (rapport). Hentet 9. august 2019.