Jones frakturer
Jones beskrev oprindeligt en avulsionsfraktur fra basen af 5. metatarsal som følge af en tvungen inversion af mellemfoden. Senere undersøgelser har vist, at der snarere er tale om en kombination af vertikale og mediolaterale kræfter fokuseret over 5. metatarsalbasen og ikke om inversion (Kavanaugh 1978).
Ofte kaldes det en “tennisfraktur”, og frakturen opstår på dette niveau på grund af peroneus brevis’ træk på 5. metatarsalbasen. De er inddelt i tre zoner :
 |
Type I – Avulsionsfraktur Type II – Jones-fraktur Type III – Stressfraktur |
Type I (avulsionsfrakturer) – er ofte små og er den hyppigste type fraktur af basis af 5. metatarsalben. Hvis de er minimalt forskudt, kan de behandles konservativt med et vægtbærende gips. Patienterne bør følges op, da der er en forekomst af symptomatisk non-union, hvor der bør foretages skruefiksering eller excision af et lille fragment.
Type II (Jones-fraktur) – Selv om alle basale 5. metatarsale frakturer nu betegnes som Jones-frakturer, beskrev Jones oprindeligt type II-frakturer. På grund af trækket på den proximale pol og leddets relative bevægelighed er en lav tærskel for akut fiksering af Jones-frakturer hensigtsmæssig.
En aksial perkutan kanyleret skrue er ofte den bedste fiksationsmetode
Type III (Stressfraktur) – Metafysefrakturer er oftest stressfrakturer og bør behandles som andre stressfrakturer med relativ hvile og aktivitetsmodifikation. Selv om operativ fiksering under visse omstændigheder er hensigtsmæssig, tilrådes der forsigtighed.
Os-peroneum er et knogleben, der ses hos op til 15 % af patienterne, og som er normalt.
Den Jones-fraktur (type II) er forbundet med en 66 % forsinket unionsrate (Kavanaugh 1978), og af denne grund anbefales ofte operativ fiksering. Arntz et al rapporterede en serie på 40 operativt behandlede Jones type frakturer, hvor 36 opnåede et godt eller fremragende resultat ved 3 års opfølgning.
Paediatric 5th Metatarsal Apophysis
I det pædiatriske skelet ses en accessorisk proximal vækstplade hos ca. 14% af patienterne.
Dette kan let forveksles med en fraktur.
På samme måde som ved accessorisk navicularis (eller os naviculari) kan patienter efter mindre traumer præsentere sig med en øm 5. metatarsal og et tilfældigt fund af en accessorisk vækstplade ved basis af 5. metatarsal.
Den accessoriske epifyse ses oftest mellem 11 og 14 års alderen.
Der er en række typer beskrevet af Rogers et al, og de kan have udseende som en fraktur :
Klinisk undersøgelse og en omhyggelig anamnese bør kunne skelne dette fra en fraktur.
Hvis der er tvivl, kan en MR-scanning anvendes til at skelne de to.