Freud og det ubevidste sind

Freud og det ubevidste sind

Af dr. Saul McLeod, udgivet 2009, opdateret 2015

Sigmund Freud opfandt ikke ligefrem ideen om det bevidste versus det ubevidste sind, men han var helt sikkert ansvarlig for at gøre den populær, og det var et af hans vigtigste bidrag til psykologien.

Freud (1900, 1905) udviklede en topografisk model af sindet, hvorved han beskrev træk ved sindets struktur og funktion. Freud brugte analogien med et isbjerg til at beskrive sindets tre niveauer.

Freud (1915) beskrev det bevidste sind, som består af alle de mentale processer, som vi er bevidste om, og dette ses som toppen af isbjerget. Man kan for eksempel føle sig tørstig i dette øjeblik og beslutter sig for at få noget at drikke.

Den førbevidste indeholder tanker og følelser, som en person ikke er bevidst om i øjeblikket, men som let kan bringes til bevidsthed (1924). Det eksisterer lige under bevidsthedsniveauet, før det ubevidste sind. Det førbevidste er som et mentalt venteværelse, hvor tankerne forbliver, indtil det “lykkes dem at tiltrække det bevidstes øje” (Freud, 1924, s. 306).

Det er det, vi mener i vores daglige brug af ordet tilgængelig hukommelse. For eksempel tænker du i øjeblikket ikke på dit mobiltelefonnummer, men nu, hvor det bliver nævnt, kan du nemt genkalde det.

Mildt følelsesmæssige oplevelser kan være i det førbevidste, men nogle gange er traumatiske og stærke negative følelser undertrykt og dermed ikke tilgængelige i det førbevidste.

Det ubevidste sind omfatter endelig mentale processer, der er utilgængelige for bevidstheden, men som påvirker domme, følelser eller adfærd (Wilson, 2002).

I henhold til Freud (1915) er det ubevidste sind den primære kilde til menneskelig adfærd. Ligesom et isbjerg er den vigtigste del af sindet den del, man ikke kan se.

Vores følelser, motiver og beslutninger er faktisk stærkt påvirket af vores tidligere erfaringer og lagret i det ubevidste.

Freud anvendte disse tre systemer til sin struktur af personligheden, eller psyken – id, ego og superego. Her betragtes id’et som helt ubevidst, mens egoet og superegoet har bevidste, førbevidste og ubevidste aspekter.

Ubevidste sind

Ubevidste sind

Mens vi er fuldt ud klar over, hvad der foregår i det bevidste sind, har vi ingen anelse om, hvilke informationer der er lagret i det ubevidste sind.

Det ubevidste indeholder alle mulige betydningsfulde og foruroligende materialer, som vi er nødt til at holde ude af bevidstheden, fordi de er for truende til at blive erkendt fuldt ud.

Det ubevidste sind fungerer som et opbevaringssted, en “gryde” af primitive ønsker og impulser, der holdes på afstand og formidles af det førbevidste område. Freud (1915) fandt for eksempel, at nogle begivenheder og ønsker ofte var for skræmmende eller smertefulde til, at hans patienter kunne erkende dem, og han mente, at sådanne oplysninger var låst inde i det ubevidste sind. Dette kan ske gennem processen med fortrængning.

Det ubevidste sind indeholder vores biologisk baserede instinkter (eros og thanatos) for de primitive drifter til sex og aggression (Freud, 1915). Freud hævdede, at vores primitive drifter ofte ikke når bevidstheden, fordi de er uacceptable for vores rationelle, bevidste jeg.

Mennesker bruger en række forsvarsmekanismer (såsom undertrykkelse) for at undgå at vide, hvad deres ubevidste motiver og følelser er.

Freud (1915) understregede betydningen af det ubevidste sind, og en primær antagelse i Freuds teori er, at det ubevidste sind styrer adfærd i højere grad end folk anerkender. Faktisk er psykoanalysens mål at afsløre brugen af sådanne forsvarsmekanismer og dermed gøre det ubevidste bevidst.

Freud mente, at det ubevidstes påvirkninger afslører sig selv på en række forskellige måder, herunder i drømme, og i smutter, nu populært kendt som “Freudianske smutter”. Freud (1920) gav et eksempel på en sådan slip, da et britisk parlamentsmedlem omtalte et kollega, som han var irriteret over, som ‘det ærede medlem fra helvede’ i stedet for fra Hull.

Kritisk evaluering

Kritisk evaluering

I begyndelsen var psykologien skeptisk over for ideen om mentale processer, der opererer på et ubevidst niveau. For andre psykologer, der er fast besluttet på at være videnskabelige i deres tilgang (f.eks. behaviorister), har begrebet det ubevidste sind vist sig at være en kilde til betydelig frustration, fordi det trodser en objektiv beskrivelse og er yderst vanskeligt at teste eller måle objektivt.

Den kløft mellem psykologien og psykoanalysen er imidlertid blevet mindre, og begrebet det ubevidste er nu et vigtigt fokusområde i psykologien. F.eks. har kognitiv psykologi identificeret ubevidste processer, såsom proceduremæssig hukommelse (Tulving, 1972), automatisk bearbejdning (Bargh & Chartrand, 1999; Stroop, 1935), og socialpsykologien har vist betydningen af implicit bearbejdning (Greenwald & Banaji, 1995). Sådanne empiriske resultater har vist den rolle, som ubevidste processer spiller for menneskelig adfærd.

Den empiriske forskning i psykologi har imidlertid afsløret grænserne for den freudianske teori om det ubevidste sind, og det moderne begreb om et “adaptivt ubevidst” (Wilson, 2004) er ikke det samme som det psykoanalytiske begreb.

Freud (1915) har nemlig undervurderet betydningen af det ubevidste, og i forhold til analogien med isbjerget er der en langt større del af sindet under vandet. Hjernen fungerer mest effektivt ved at henlægge en betydelig grad af sofistikeret behandling på højt niveau til det ubevidste.

Hvor Freud (1915) betragtede det ubevidste som en enkelt enhed, forstår psykologien nu, at hjernen består af en samling moduler, der har udviklet sig over tid og fungerer uden for bevidstheden.

For eksempel er universel grammatik (Chomsky, 1972) en ubevidst sprogprocessor, der lader os afgøre, om en sætning er korrekt dannet. Adskilt fra dette modul er vores evne til at genkende ansigter hurtigt og effektivt, hvilket illustrerer, hvordan ubevidste moduler fungerer uafhængigt af hinanden.

Sluttelig, mens Freud mente, at primitive drifter forblev ubevidste for at beskytte individer mod at opleve angst, er det moderne syn på det adaptive ubevidste, at det meste af informationsbehandlingen befinder sig uden for bevidstheden af hensyn til effektiviteten snarere end af hensyn til undertrykkelse (Wilson, 2004).

APA Style References

Bargh, J. A., & Chartrand, T. L. (1999). Den uudholdelige automatik i at være. American psychologist, 54(7), 462.

Chomsky, N. (1972). Sprog og sind. New York: Harcourt Brace Jovanovich.

Freud, S. (1915). Det ubevidste. SE, 14: 159-204.

Freud, S. (1924). En generel indledning til psykoanalysen, trans. Joan Riviere.

Greenwald, A. G., & Banaji, M. R. (1995). Implicit social kognition: holdninger, selvværd og stereotyper. Psychological review, 102(1), 4.

Stroop, J. R. (1935). Undersøgelser af interferens i serielle verbale reaktioner. Journal of experimental psychology, 18(6), 643.

Tulving, E. (1972). Episodisk og semantisk hukommelse. I E. Tulving & W. Donaldson (Eds.), Organization of Memory, (pp. 381-403). New York: Academic Press.

Wilson, T. D. (2004). Fremmede for os selv. Harvard University Press.