Fuld længde – Laughing Wild af Christopher Durang

I det første afsnit (Laughing Wild) henvender en kvinde sig til publikum. “Jeg vil gerne tale med jer om livet,” siger hun. “Det er bare for svært at være i live, er det ikke, og at forsøge at fungere?” Hun fortæller om sine problemer med at købe tunfisk i supermarkedet og om sin frustration over, at der stod en mand foran den tunfisk, hun ville have. Selv om hun ikke beder ham om at flytte sig, bliver hun rasende over, at han ikke fornemmer hendes behov for at nå tunfisken, og hun slår til sidst den stakkels overraskede mand i hovedet. Derefter fortæller hun om sine problemer med en taxachauffør og om et ophold på en psykiatrisk institution og om at gå med i AA for at få selskab, men derefter at forsøge at begå selvmord … Hun er klog og kommer med interessante kommentarer, men hun er også ubalanceret og en smule skræmmende, efterhånden som vi lærer hende bedre at kende. Hun har en overraskende højlydt latter, som hun kan lide at gøre til fester, men hun bryder også uventet ud i tårer. Hun forbander publikum i slutningen af sin tale, men undskylder derefter. Hun prøver at lave sin højlydte latter for at lette stemningen, men er for træt. Så hun siger bare ordet “griner” i stedet. “Grin grin grin grin. Latter er et tonikum. Så glem alt om at græde. Græd, og du græder alene. Grin, og du… græder alene senere.” Som sin sidste tanke til publikum opfordrer hun alle til at trække vejret, hvilket er nøglen til eksistens. “Selv hvis jeg stopper,” siger hun, “så fortsætter I med at trække vejret derude.”

Den anden monolog (Seeking Wild) synes i første omgang ikke at have noget med kvinden at gøre. En mand i 35-års alderen kommer ud, venlig og ivrig efter at give forberedte tanker om ting, han har lært om positiv tænkning fra et “personlighedskursus”, han har taget. Manden er klog, men har tydeligvis svært ved at fastholde sin positive indstilling, hans tanker bliver ved med at dreje af i en spiral af frygt og irritation og vrede over uretfærdighed. Han finder andre mennesker vanskelige og fortæller om en mærkelig kvinde, som han mødte i supermarkedets tunfiskeafdeling, og som overfaldt ham uden nogen synlig grund. Han prøver at tænke på, hvordan han kunne have handlet anderledes, så hun ikke ville have slået ham, men han er ikke særlig overbevist om, at disse andre måder ville have virket. Han fortæller også om sit job på et magasin og om sin biseksualitet, som han bringer på bane ved et tilfælde. “Jeg er tiltrukket af kvinder og af mænd. Dog oftere til andre fyre, hvilket jeg finder det ret pinligt at indrømme offentligt. Hvorfor nævner jeg det så offentligt, vil du måske spørge. Tja … det ved jeg ikke. Alle mine slægtninge er døde, og dem, der ikke er det, er jeg villig til ikke at tale med.” Dette emne bringer ham til at diskutere kristne, der mener, at Gud straffede homoseksuelle mennesker ved at skabe AIDS, og om en berygtet anti-homoseksuel højesteretsafgørelse (Hardwicke v. Bower). Til sidst forsøger han at vende tilbage til positiv tænkning igen og taler om en New Age-begivenhed, han deltog i, kaldet Harmonic Convergence, og slutter med at opfordre publikum til sammen med ham at “bare trække vejret.”

I det tredje stykke (Dreaming Wild) interagerer kvinden og manden. Først genskaber de deres scene i supermarkedet og afprøver forskellige scenarier for, hvordan de ellers kunne have opført sig – dog ender alle scenarierne dårligt.

Dernæst fortæller de publikum drømme, de har haft, hvoraf nogle synes at overlappe og gribe ind i den anden persons drømme. Kvinden drømmer, at hun har dræbt Sally Jessy Raphael og overtaget hendes talkshow; og manden drømmer også dette, idet han optræder som gæst i dette talkshow, klædt ud som Prags barn, en religiøs figur, som kvinden aldrig har hørt om. Spædbarnet er en meget vanskelig gæst, og Kvinden forsøger at dræbe ham, men han er et religiøst ikon og kan ikke dræbes.

Dernæst drømmer hun om den Harmoniske Konvergens, som hun heller aldrig har hørt om – “der er noget galt med mine drømme, jeg bliver ved med at drømme om ting, jeg aldrig har hørt om”. Hun synes nu at være i Mandens drøm – det er ham, der talte om og deltog i denne New Age-begivenhed – og i drømmen får han pludselig til opgave at tale til mængden, men Kvinden opfører sig forfærdeligt dårligt og gør hans liv elendigt. Så bliver konvergensen til supermarkedet, de slås igen om tunfisk, himlen formørkes, og Kvinden, der finder ud af, at tunfisken alligevel kun er gift, græder ukontrollabelt. Manden træffer et bevidst valg om at kommunikere med hende, og de opnår en slags ro mellem dem. Daggryet går op ved den harmoniske konvergens, og de fører begge to an i en åndedrætsakt.

Dette er et meget usædvanligt stykke af Durang, og det blev modtaget blandet ved premieren. Dets popularitet og statur er dog vokset gennem årene. Stykket er meget sjovere end beskrivelsen ovenfor; det er et svært stykke at beskrive – det er en todelt monolog, og så er den tredje del meget usædvanlig. Temaet om de to karakterer, der kæmper for at finde en mening med livet, synes fortsat at give genlyd.

I februar 2003 åbnede Playwrights Horizons (hvor stykket havde premiere) sin nye teaterbygning med iscenesatte oplæsninger af fire af deres tidligere produktioner, tre musicals (Falsettos, Floyd Collins, Violet) og et skuespil (Laughing Wild). Christopher Durang og E. Katherine Kerr, igen instrueret af Ron Largomarsino, genskabte deres roller; og stykket gik særdeles godt hos publikum.

Et par emner er værd at nævne.

TIDEN: udtrykket “Laughing Wild” forekommer i Samuel Becketts stykke Happy Days, hvor Winnie er begravet op til livet i sand, men ellers forsøger at være positiv. Og hun prøver altid at huske sine “klassikere” og siger: “Åh, ja, hvad betyder det, det er det, jeg altid siger, så længe man… du ved… hvad er det for en vidunderlig replik…. Laughing wild…. something something something laughing wild amidst severest woe.”

Beckett og Winnie citerer til gengæld Thomas Gray og hans digt Ode on a Distant Prospect of Eton College, hvor det noget noget er “and moody Madness laughing wild amidst severest woe.”

The Infant of Prague: Heldigvis kan billedet til højre vise dig, hvordan Prags spædbarn ser ud. Dette særlige kostume blev designet af den vidunderlige designer William Ivey Long, og det var baseret på de forskellige billeder og statuer, der findes af dette religiøse ikon.

Fra Durang: Da jeg voksede op som katolik, var statuen af Prags spædbarn i nogle katolske kirker, og i nogle folks huse, og på nogle folks instrumentbrætter.

Den blev aldrig diskuteret meget og var ikke særlig central for troen, i modsætning til, for eksempel, statuer af Kristus på korset eller af den hellige moder.

Som barn fik jeg at vide, at Prags spædbarn var Kristusbarnet, hvilket det viser sig at være korrekt. Da jeg undersøgte spædbarnet til dette stykke, spurgte jeg mange katolikker, hvad de troede, at Prags spædbarn var, og omkring 50 % troede, at det var en anden helgen, de vidste ikke helt hvem.

Læste jeg om skabelsen af billedet, lærte jeg, at billedet af dette rigt bejewelede (og jeg er bange for, at det ser forkælet ud) spædbarn faktisk er en “repræsentation” af Kristusbarnet. Da Kristus levede i en fattig familie, får vi at vide, ville han naturligvis aldrig være blevet klædt på den måde; så det er en indre tilstand af det guddommelige Kristusbarn, der bliver fejret. Den tydeligste henvisning til statuen går tilbage til det 17. århundrede, da prinsesse Polyxena af Lobkowitz gav statuen til “de aflagte karmelitter” i Prag. (Ignorere, tror jeg, alle karmelitter, der kun var kalced. Det var bare for sjov, jeg kender ikke betydningen af de fleste af disse ord.)

Under alle omstændigheder var Prags spædbarn i min katolske barndom lidt mystisk og i “det rige barn, forkælet udseende” lidt “forældet”.

Jeg tænkte, at det ville være sjovt at interviewe dette “væsen” i et talkshow (i en drøm, trods alt). Og jeg ville have et “forældet” religiøst ikon til at udsprede kirkens forældede, men hårdnakkede overbevisninger om, hvorfor prævention angiveligt er forkert.

Så det er altså det, der er Prags spædbarn, og hvorfor han er med i stykket.

Re: Opdateringer

I lighed med flere andre Durang-stykker indeholder Laughing Wild henvisninger til personer og begivenheder, der var aktuelle, da stykket blev skrevet. (I dette stykkes tilfælde, 1987). I Dramatists Play Services skuespiludgave er der forfatternoter i slutningen, hvor nogle referencer fra den periode er blevet ændret.

Referencerne til Ronald Reagan i det oprindelige manuskript blev for det meste udeladt. Henvisninger til Meese-kommissionen er blevet ændret til noget mere generelt forståeligt. Henvisninger til New Yorks borgmester Ed Koch og “Westway” blev droppet; de registrerede næppe publikum dengang, endsige senere.

Så det er håbet, at hvis du laver stykket, vil du få DPS’ skuespiludgave til at kigge på disse foreslåede nedskæringer og ændringer.

Der er dog mange andre referencer, som det ikke er muligt at ændre. Stykket føles intuitivt rigtigt i sin indstilling fra slutningen af 80’erne. Så det er Durangs overbevisning, at det er bedst at lave stykket som et stykke, der foregår i sin egen tidsperiode i slutningen af 1987-88.

For mere diskussion af dette spørgsmål, klik på Essay on Updating.

Supreme Court – i mandens monolog diskuterer han en berømt sag mod homoseksuelles rettigheder Hardwicke v. Bower, som for nylig er blevet omstødt. Klik på essay om Højesteret.

Klik her for at læse Essay om Højesteret

Bemærk: Playwrights Horizons 1987-opsætningen blev optaget på bånd og kan med tilladelse ses på Lincoln Center Performing Arts Library.

Cast størrelse: 1 mand, 1 kvinde
Rettigheder: Dramatists Play Service