Fyrreårskrigen (Fidem Pacis)

Den fyrreårige krig var en række krige, der hovedsageligt blev udkæmpet i Centraleuropa, og som til sidst trak ind i de fleste lande i Europa. Det var en af de længste og mest destruktive konflikter i historien før den moderne tidsalder.

Krigen begyndte med valget af Sigismund II, konge af Bøhmen, som tysk-romersk kejser. Desværre var Sigismund muslim, fra et hovedsageligt muslimsk land, og de trofaste katolske herskere i det nordlige imperium nægtede at acceptere hans valg. Da paven i Mainz nægtede at krone Sigismund, tog det katolske parti dette som et påskud for at vælte ham med magt og angreb Bøhmen det følgende år i 1544.

I første omgang satte krigen blot de muslimske og katolske stater i HRE op mod hinanden. Men efterhånden som den trak ud, uden at nogen af parterne kunne opnå en fordel over for den anden, begyndte europæiske nabostater at gribe ind og udvidede dermed krigens omfang.

Limburgfreden

Krigen blev endelig bragt til ophør ved Limburgfreden i 1587, som de fleste af de involverede stater var blevet enige om.

Betingelserne i fredstraktaten omfattede følgende:

• Wladyslaw III af Bøhmen, søn af Sigismund II, blev anerkendt som Hellig Romersk kejser.
• Religionsfrihed blev garanteret for alle undersåtter i det Hellige Romerske Rige. Ingen hersker ville have ret til at begrænse nogen form for tilbedelse.
• Stater med kejserlig umiddelbarhed skulle fremover anerkendes som suveræne med fuld frihed over udenrigs- og indenrigspolitik.
• Det Schwabiske Forbunds uafhængighed blev anerkendt.
• Frankonien blev overført til bayersk styre.
• Slesien blev overført til bøhmisk styre.
• Poitou, Auvergne og Provence blev overført til akvitansk styre.
• Uafhængigheden af Venedig, Lombardiet, Milano og Genova blev anerkendt.
• Der blev garanteret fri handel langs Rhinen og Elben.
• Der skulle betales en erstatning på 3.000.000.000 thalere til Bøhmen.