Giv fremtiden næring: Efter et årti med succes, lad os gøre det bedre

Lad os se det i øjnene: Udenlandsk bistand er et let mål.

Sende vores ressourcer til udlandet for at hjælpe andre lande og samfund med at reducere fattigdom, forbedre sundheden og øge velfærden er ikke det, man tænker mest på, når USA oplever sin egen sundhedsmæssige og økonomiske krise, især ikke i et politisk miljø, der aldrig har været mere polariseret.

Men alligevel har topartistiske flertal i Kongressen konsekvent stemt for at fortsætte denne fattigdomsfokuserede støtte og endda for at vende nedskæringer, som den nuværende administration årligt har foreslået i den udenlandske bistand. Endnu bedre er det, at disse programmer har opnået resultater.

Et godt eksempel er Feed the Future, en “helhedsstrategi for hele den amerikanske regering”, der omfatter flere føderale agenturer, og som tager fat på sultens rødder for at reducere fattigdom og forbedre ernæringen. Feed the Future har bl.a. bidraget til at løfte 23,4 millioner mennesker ud af fattigdom, forebygget hæmning forårsaget af underernæring hos 3,4 millioner børn og skabt muligheder for 5,2 millioner familier, som ikke længere lider af sult.

Hvad var ingredienserne i succesen på tværs af tre præsidentadministrationer?

For det første spillede både den udøvende og den lovgivende magt en afgørende rolle. Obama-administrationen (med udgangspunkt i sin republikanske forgænger) gjorde indsatsen til et præsidentielt initiativ, og Kongressen udøvede sit tilsyn ved at godkende lovgivning, der institutionaliserede programmet. Loven om global fødevaresikkerhed, der blev underskrevet som lov i 2016 med stærk støtte fra begge partier, giver alle amerikanske regeringsorganer, der arbejder på dette område – herunder landbrugs- og udenrigsministeriet, Millennium Challenge Corporation og Fredskorpset – mandat til at gå sammen under koordinering af USA’s agentur for international udvikling for at gennemføre en global fødevaresikkerhedsstrategi. Dette var ikke nogen lille bedrift, da antallet af amerikanske eksperter og programmer, der var tilknyttet disse indsatser mod sult, tidligere er steget og faldet i takt med Kongressens finansiering og udviklingstendenser.

For det andet har mandatet til at koordinere aktiviteterne mod sult skærpet forventningerne til resultaterne i de tolv fokuslande i Afrika, Asien, Latinamerika og Caribien, som Feed the Future er rettet mod. Desuden har vedtagelsen af fælles målestokke givet beviser for virkningen og samtidig givet fingerpeg om, hvordan man bedre kan løse de knudrede problemer med at få markeder og fødevaresystemer til at fungere for de fattige, inddrage kvinder som iværksættere og integrere forbedret ernæring, især for mødre og børn.

Finalt har Feed the Future øget inddragelsen af lokale regeringer og andre donorer. Her i dette land har den engageret det store “menageri” af amerikanske aktører – universiteter, der yder tilskud gennem Feed the Future’s Innovation Labs, virksomheder, nonprofitorganisationer og andre, der er ivrige efter at give en hånd med og ofte bidrager med deres egne ressourcer. For min organisation har Feed the Future’s støtte til Lutheran World Relief’s arbejde med kvindelige iværksættere i Honduras gennem USAID opmuntret og udfordret os til at gøre mere, idet vi har samarbejdet med lokale regeringer, ikke-statslige organisationer og kreditinstitutioner i landdistrikterne for at fjerne de barrierer, der forhindrede adgangen til kapital for disse kvindedrevne virksomheder i det vestlige højland. På samme måde hjælper vi med hjælp fra USA’s landbrugsministerium små landbrugere i Burkina Faso med at gøre landbruget mere som en forretning og drage fordel af det lukrative sesammarked ved at arbejde sammen med landbrugskooperativer, frøkøbere, en finansiel institution og en virksomhed inden for mobilteknologi.

Dette er udenlandsk bistand, der virker. Med Feed the Future har det amerikanske folk en succeshistorie, som bør fylde os med stolthed.

Så, hvad nu? Hvilken bedre måde at fejre Feed the Future’s succes på end ved at gøre det bedre?

Det vigtigste skridt til at øge Feed the Future’s virkning vil måske være at udvide antallet af lande, som programmet er rettet mod. Det var fornuftigt at prioritere de tolv mållande, da Feed the Future kom i gang. Nu, hvor det er blevet afprøvet i praksis, er det tid til at udvide dets fordele. Feed the Future bør udvides til at omfatte lande i vanskelige humanitære sammenhænge, herunder lande, der oplever konflikter og svigtende nationalt lederskab. Det er mere risikabelt og vanskeligt at gennemføre udviklingsprogrammer i disse sammenhænge, men det er de steder, hvor der er størst behov.

Det haster især med at udvide rækkevidden og tilgangen til Feed the Future og de tilknyttede programmer i betragtning af COVID-19’s indvirkning på skrøbelige og underudviklede økonomier. Pandemien har alvorligt påvirket den lokale og regionale internationale handel og har lammet de lokale fødevaresystemer i mange lande. COVID’s indvirkning har forværret den allerede eksisterende fødevareusikkerhed, der er forårsaget af igangværende konflikter, klimaændringer og ødelæggelser forårsaget af græshoppesværme, der har ramt områder i Østafrika, Sydasien og Mellemøsten.

Feed the Future kunne også være mere effektiv ved at uddybe sit engagement, især med lokale ikke-statslige organisationer og andre civilsamfundsgrupper, og ved at gøre en endnu mere samordnet indsats for at målrette småbønder, hvoraf de fleste er kvinder.

Endeligt skal den næste strategi for global fødevaresikkerhed bedre tage fat på virkningerne af klimaændringerne ved at tilpasse landbrugspraksis for at reducere drivhusgasemissionerne og hjælpe de små landbrugere med at tilpasse sig de ændrede vejrmønstre, der allerede påvirker deres udbytter og dermed deres indkomster.

Feed the Future står i traditionen med udenlandske bistandsinitiativer fra topartier, der har haft en betydelig indvirkning, sammen med succeser som præsidentens nødplan for aids-hjælp (PEPFAR), der blev lanceret i 2003 af George W. Bush-administrationen, og som har gjort livsvigtig medicin tilgængelig for millioner af mennesker rundt om i verden. Lad os gribe denne mulighed for at forbedre livet for endnu flere familier rundt om i verden ved at fordoble vores engagement i Feed the Future.

Daniel Speckhard, tidligere amerikansk ambassadør i Grækenland og Hviderusland, har været stedfortrædende missionschef ved den amerikanske ambassade i Irak og er tidligere højtstående embedsmand i NATO. Han er også præsident og administrerende direktør for Corus International, en familie af trosbaserede organisationer, herunder Lutheran World Relief og IMA World Health.

Videre læsning: