(født København, Danmark, 13. september 1853; død København, 14. november 1938)
biologi, medicin.
Gram var søn af Frederik Terkel Julius Gram, professor i retsvidenskab, og Louise Christiane Roulund. Han indledte tidligt studier i naturvidenskab. Efter at have fået en bachelorgrad fra Københavns Metropolitanskole (1871) blev han assistent i botanik (1873-1874) hos zoologen Japetus Steenstrup. Men han udviklede hurtigt en interesse for medicin, og i 1878 blev han dr.med. fra Københavns Universitet. I de følgende år var han assistent på forskellige københavnske hospitaler og modtog i 1882, guldmedaljen for en universitetsopgave om antallet og størrelsen af menneskelige erytrocytter i klorotikum. Året efter forsvarede han i København sin doktorafhandling om størrelsen af de menneskelige erytrocytter.
Fra 1883 til 1885 rejste Gram’ i Europa og studerede farmakologi og bakteriologi; i 1884, mens han arbejdede sammen med Friedländer i Berlin, offentliggjorde han sin berømte mikrobiologiske farvningsmetode. Gram eksperimenterede med farvning af pneumokokbakterier ved at modificere Ehrlichs alkaliske anilinopløsninger. Gram farvede sine præparater med anilin-benzianviolet ved at tilsætte Lugols opløsning i et til tre minutter. Når han derefter fjernede den uspecifikke tilskrevne farvning med absolut alkohol, beholdt visse bakterier (f.eks. pneumokokker) farven (grampositive mikrober, som det senere blev gjort af Weigert.
Gram tilbragte de næste par år som hospitalsassistent. I 1891 blev han udnævnt til professor i farmakologi ved Københavns Universitet, en stilling, som han med inspirerende flid fastholdt indtil 1900, selv om han i 1892 også var blevet overlæge i intern medicin ved Det Kongelige Frederiks Hospital. Gram interesserede sig meget for den kliniske uddannelse af unge studerende; han blev udnævnt til ordinær professor (1900), og fra 1902 til 1909 udgav han sine Klinisk-therapeutiske Forelaesninger i fire bind, som viser hans interesse for rationel farmakoterapi i den kliniske videnskab.
Ud over sin universitetsstilling havde Gram en stor privat praksis i intern medicin; og som formand for Farmakopékommissionen (1901-1921) ryddede han området for mange forældede terapeutika. Efter sin pensionering i 1923 genoptog han sin tidligere interesse for medicinhistorie.
Gram blev udnævnt til æresmedlem af Svenska Läkaresällskapet (1905), Verein für Innere Medizin (1907) og Dansk Selskab for Intern Medicin (1932). Kristiana Universitetet (nu Universitetet i Oslo) tildelte ham doktorgraden honoris causa i 1912; og kongen tildelte ham Dannebrog Kommandørkorset, første klasse (1912) og den gyldne fortjenstmedalje (1924).
Gram blev gift med Louise I. C. Lohse i 1889; hun døde elleve år senere.
BIBLIOGRAFIER
I. Original Works. Et fuldstændigt katalog over Grams udgivne skrifter findes i O. Preisler, Bibliotheca medica danica, VII (Lyngby, 1919), 41; Index medicus danicus 1913-1927, II (København, 1928), 370-371; og ibid. … 1928-1947 (trykte kartoteker). Blandt hans vigtigere værker kan nævnes Blodet hos Klorotiske med Hensyn til Blodlegemernes Talog Størrelse hos Mennesket (København, 1882); Undersøgelser over de røde Blodlegemers Størrelse hos Mennesket (København, 1883); “Über die isolierte Färbung der Schizomyceten in Schnitt-und Trockenpräparaten, “in Fortschritte der Medizin, 2 (1884), 185; Laegemidlernes Egenskaber og Doser i Tableform (Copenhagen, 1897); and Klinisk-therapeutiske Forelaesninger for de Studerende, 4 vols, (Copenhagen. 1902–1909).
E. Snorrason