En medicinsk abort bestående af 200 mg mifepriston og 400 mcg misoprostol er lige så sandsynligt, at det lykkes at afslutte en tidlig graviditet som en behandling med den samme dosis misoprostol og 600 mg mifepriston. I en undersøgelse af behandlingens effektivitet, der blev gennemført på 17 centre verden over, havde 89 % af de kvinder, der blev behandlet med den lavere dosis mifepriston, og 88 % af dem, der blev behandlet med den højere dosis af lægemidlet, en fuldstændig abort.1 Andelen af kvinder i hver gruppe, der oplevede bivirkninger såsom smerter i underlivet, kvalme, opkastninger og diarré, var ens. Succesen af begge behandlinger var relateret til gestationsalderen: Risikoen for en fortsat graviditet var mere end dobbelt så høj blandt kvinder, der blev behandlet 4-5 uger efter den forventede menstruationsdato, som den var blandt dem, der blev behandlet højst 15 dage efter, at de havde udeblevet fra deres menstruation.
Kvinder var berettiget til at deltage i undersøgelsen, hvis de havde positive graviditetstestresultater, var ved godt helbred, havde en historie med regelmæssige menstruationer og ikke var mere end 35 dage efter den forventede menstruationsdato; svangerskabsalderen blev bekræftet ved en bækkenundersøgelse. Udelukkelseskriterierne omfattede medicinske tilstande, der ville kontraindicere brugen af et af lægemidlerne i behandlingsregimet, og en historie med tromboembolisme, leversygdom eller graviditetspruritus (en inflammatorisk hudsygdom, der er karakteriseret ved alvorlig kløe). Desuden kunne kvinderne ikke deltage i undersøgelsen, hvis de var storrygere (defineret som at have røget 10 eller flere cigaretter om dagen i de foregående to år), brugte spiral, ammede eller havde en kendt eller formodet graviditet uden for livmoderen.
I alt 1.589 kvinder blev tilfældigt tildelt en af de to behandlingsregimer. Den ene gruppe af kvinder blev behandlet med en enkelt oral dosis på 600 mg mifepriston, efterfulgt 48 timer senere af en oral dosis på 400 mcg af prostaglandin misoprostol. Kvinderne i den anden gruppe fik 200 mg mifepriston, også efterfulgt af 400 mcg misoprostol. Kvindernes vitale tegn og eventuelle bivirkninger af lægemidlet blev vurderet hver time i tre timer efter indgivelsen af misoprostol. Alle kvinder blev bedt om at føre dagbog over bivirkninger (f.eks. kvalme, opkastning, diarré og underlivssmerter) og notere eventuelle dage med blødning i løbet af undersøgelsesperioden. Undersøgelsesdeltagerne blev evalueret 15 dage og 43 dage efter påbegyndt behandling.
Middelalderen for kvinderne i stikprøven var 27 år, og ca. to tredjedele havde nogensinde født børn. Ved indskrivningen var undersøgelsesdeltagerne i gennemsnit 19 dage efter den forventede dato for menstruationens begyndelse. De to behandlingsgrupper adskilte sig ikke signifikant fra hinanden på nogen af disse baselinekarakteristika.
89% af de kvinder, der fik 200 mg-dosis mifepriston, og 88% af dem, der fik 600 mg-dosis, havde en fuldstændig abort uden kirurgisk indgreb. Når dataene blev reanalyseret for at udelade 41 tilfælde, hvor behandlingsregimet ikke blev afsluttet korrekt, eller hvor resultatet var ukendt, steg succesen for de to regimer til henholdsvis 92 % og 91 %. Ca. 3 % af de patienter, der tog den lavere dosis mifepriston, og 5 % af dem, der tog den højere dosis, havde ufuldstændige aborter og krævede curettage. Tre procent af de kvinder, der fik behandlingen med 200 mg, og 2 % af dem, der fik behandlingen med 600 mg, havde en fortsat graviditet. I ca. 2 % af tilfældene i hver gruppe var der ingen hjerteaktivitet efter behandlingen, men svangerskabssækken blev ikke udstødt.
Uafhængigt af mifepristondosis steg sandsynligheden for behandlingssvigt med stigende forsinkelse af menstruationerne (p<.01). Samlet set var mislykkesraten 8 % blandt kvinder med en menstruationsforsinkelse på højst 14 dage, 11 % blandt kvinder med en forsinkelse på 15-21 dage og 13 % blandt kvinder med en forsinkelse på 22-28 dage; denne rate steg til 20 % blandt kvinder med en menstruationsforsinkelse på 29 dage eller mere.
Sammenlignet med kvinder, der havde en menstruationsforsinkelse på mindre end 15 dage, havde kvinder, der havde en menstruationsforsinkelse på 22-28 dage eller 29 dage eller mere, mere end dobbelt så høje odds for mislykket abort (2.2-2,3), efter at der var taget højde for virkningerne af behandlingscenteret.* Desuden steg andelen af kvinder med en fortsat graviditet efter behandlingen signifikant med længden af forsinkelsen (p<.01), fra mindre end 2 % blandt kvinder med en forsinkelse på højst 21 dage og 3 % blandt kvinder med en forsinkelse på 22-28 dage til 9 % blandt kvinder med en forsinkelse på 29-35 dage.
Dosis af mifepriston var ikke relateret til forekomsten af bivirkninger. Mere end 80 % af de kvinder, der modtog begge doseringsregimer, rapporterede at have oplevet smerter i underlivet på et tidspunkt under behandlingen, og mere end 65 % rapporterede at have oplevet kvalme. Næsten 30 % af kvinderne i hver gruppe rapporterede om opkastning, og ca. 10 % rapporterede om diarré. Fem kvinder, der tog den højere dosis mifepriston, havde dog brug for en blodtransfusion, sammenlignet med ingen af dem, der tog den lavere dosis af lægemidlet (p=.03).
Forskerne konkluderer, at selv om en 200 mg dosis mifepriston i kombination med en 400 mcg dosis misoprostol udgør et effektivt regime til medicinsk afbrydelse af graviditet inden for de første tre uger efter en udebleven menstruation, “var effektiviteten af dette orale regime blandt kvinder med en menstruationsforsinkelse på mere end 21 dage for lav til at retfærdiggøre i sådanne graviditeter”. –K. Mahler